Punktering af benægtere

Man falder over de mærkeligste ting, når man er inde og google efter diverse oplysninger. Undertegnede søgte forleden på John Christy, og prominent bag forslagene var en hjemmeside med det poetiske navn Debunking Denial, ”Punktering af Benægteri”. Debunking er et udtryk, der bruges meget i klimakredse, og det kniber med en nøjagtig dansk oversættelse, det betyder jo, at man modbeviser myter eller fejlagtige påstande. Man ”punkterer” dem?

Klimasagen bliver i stort omfang forsvaret af ”faktatjekkere” og ”punktører”, der angriber alt, hvad der måtte ligne selv de mindste argumenter mod klimaforskningens dogmer. Vi har flere gange tidligere kigget på faktatjekkerne, deres skriverier er ikke på noget højt videnskabeligt plan, men det handler også mere om at blæse i (dommedags-)basunerne så højt, at ingen får ørenlyd. Om formålet primært er at omvende vildfarne sjæle, der har fortabt sig i klimabenægteri, eller det snarere er at afstive egen vaklende moral, er uvist. Det er nok begge dele.

Artiklen fra Debunking osv. er intet mindre end et forsøg på karaktermord af John Christy. Han formaster sig til at stå bag UAH’s temperaturkurve, der jo viser mindre global opvarmning end alle de andre, og generelt har han været skeptisk over for mange aspekter af klimasagen, ikke mindst de glohede klimamodeller.

Artiklen lægger ud med en personlig biografi, hvor det findes værd at nævne, at han i sine unge dage var missionær. Det er jo meget suspekt!

Ellers kommer vi hurtigt over på et af hovedpunkterne, den forhadte temperaturkurve fra UAH. Her sludres der lidt om kalibrering og justeringer af målingerne, og så kommer artiklen med diagrammet, der her er vist som fig. 1.

Den skal dokumentere, hvordan John Christy og hans samarbejdspartner Roy Spencer har skiftet mening undervejs. I 1996 mente de, at der var tale om en afkøling, og senere i 2006 en opvarmning. Det er jo klart, at sådan noget slet ikke er troværdigt – eller det håber Debunking i hvert fald på, at vi bliver overbevist om.

I virkeligheden har Christy & Spencer bare kigget på udviklingen i temperatur fra deres udgangspunkt, som jo er 1979, og så ser man, hvor tallene kommer fra, som vist på fig. 2. Ingen svindel, snyd eller ”benægteri” her.

Debunking gør så et stort nummer ud af et af klimavidenskabens større problemer. I 10 kms højde forudser klimamodellerne at temperaturen bliver højere, der skal være en såkaldt ”hot spot”, ellers holder drivhusteorien ikke. Men Christy og Spencer har netop påpeget, at den varme kan man ikke finde, f.eks. med målinger fra satellitterne eller balloner. Det er der mange andre klimaforskere, der heller ikke kan.

Teorien har så været, at satellitterne – i hvert fald – måler forkert pga. nogle problemer med timingen af deres målinger, når dag skifter til nat om omvendt. Her har man på basis af klimamodeller opstillet en korrektion til satellitternes resultater. Den korrektion har de to andre satellitkurver, RSS og NOAA indført, og, vupti, så passer det hele meget bedre. Det ville UAH’s kurve også gøre, har man konstateret i en anden videnskabelig artikel.

Men Christy og Spencer har indtil videre holdt stand, og nægtet at indføre modelresultater i deres kurve. Hvis man gjorde det, så havde man jo ikke mere en uafhængig måling til at teste modellernes resultater mod.

Her hævder Debunking så, at jordbaserede målinger har vist sig at være lige så pålidelige som satellitternes resultater, der er slet ikke noget problem med byvarmeø-effekten. Det er resultatet af en besynderlig artikel fra Berkeley, hvor man pludseligt forøgede antallet af målestationer fra 6000 til 39.000, mange af dem havde dog kun målt i kortere tidsrum, men hvad gør det, når man med statistik på computeren kan få de ønskede resultater alligevel? Men byvarmeø-effekten kan man jo i realiteten ikke bare affærdige.

John Christy har også kritiseret klimamodellerne for deres varme resultater, selv for den periode, hvor vi allerede har kunnet måle. Debunking viser her en af Christys kurver for situationen i 0-15 km’s højde, med passende tilføjelser fra nogle faktatjekkere, se fig. 3. Det interessante her er, at man går let hen over uoverensstemmelsen mellem modellerne og ballonmålingerne, der til gengæld passer fint med resultaterne fra satellitterne.

Artiklen i Debunking bevæger sig, i to store kapitler, efterhånden gennem hele klimasagen, og det vil nok trætte læseren, at vi kommer ind på det hele. Nævnes skal dog afsnittet (i kapitel 2) om CO₂’s nyttevirkninger på plantevæksten. Det er jo et emne, man ikke bryder sig om i klimakredse, da det slår skår i dæmoniseringen af denne livsvigtige gas.

Her får vi endnu en gang historien om CO₂, der forårsager farlig global opvarmning, og derefter får vi at vide, at man godt både kan anse CO₂ for at være nyttig for planterne og samtidigt ”forurening” pga. drivhuseffekten. Den amerikanske miljøstyrelse fik jo, kraftigt præget af klimaaktivister, sig selv til at erklære, at CO₂ er ”forurening”, derved kunne styrelsen tiltage sig magt til at gøre livet surt for kraftværkerne og olieudvindingen.  

Når man har hvilet ørerne lidt, må man igen spørge, hvorfor forsvaret af klimasagen skal være så skingert og overdrevent? Er det fordi, der ikke er nogen god sag? Noget tyder på det.