Skyernes rolle

Her skal refereres nogle punkter fra en meget lang artikel skrevet af Charles Blaisdell om den globale opvarmning og dens årsager. Artiklen er ikke én man bare kan verfe til side, da den bygger på arbejder af bl.a. Fritz Vahrenholt og Norman G. Loeb. Førstnævnte artikel har vi allerede refereret her på siden.

Blaisdell strammer så nok buen noget mere end de to forfattere, men alle 3 afviser tanken om, at den globale opvarmning, vi har set over de seneste 20 år, udelukkende kan tilskrives drivhusgasserne med CO₂ i spidsen.

Der er almindelig enighed om, at Jorden siden år 2000 har modtaget mere energi, end den har udstrålet. Dette overskud af energi vil ende som en forøget temperatur, i havet og i atmosfæren.

Hvis nu hele opvarmningen skyldtes drivhusgasserne, skulle billedet se ud som på fig. 1. Den indkommende energi, i form af kortbølget sollys, har været konstant, idet det antages, at skydækket ikke har ændret sig. Det betyder, at den samme brøkdel af det indkomne sollys er blevet bortreflekteret af skyerne og den mængde energi, der når Jordens overflade (røde linje), er uforandret. Drivhusgasserne har så til gengæld begrænset udstrålingen af energi (grønne linje) og derved fås en stigning i ubalancen mellem indgående og udgående energi (den gule linje).

Fig. 2 viser nu, hvordan man kan få det samme resultat for energibalancen i en situation, hvor skydækket har været faldende, hvorved mere energi er nået Jordens overflade. Den øgede mængde energi har medført en let øget udstråling, men forskellen på de to viser igen en netto stigning i energibalancen. Her har drivhusgasserne kun spillet en meget beskeden rolle.

Så hvilket af de to scenarier er den bedste forklaring på den temperaturstigning, vi har set?

Fig. 3 viser udviklingen i skydækket siden 1980. Det har været ujævnt men faldende gennem perioden og siden år 2000 er det formindsket yderligere. De store udsving i kurven er forskellen mellem sommer og vinter på de to halvkugler.

Fig. 4 viser igen skydækket i procent – fra 1984 og fremefter, men denne gang er hhv. den nordlige og sydlige halvkugle vist hver for sig, med det globale resultat i midten. Der er en betydelig forskel i skydækket mellem de to halvkugler, hvilket naturligvis hænger sammen med, at der er meget mere hav på den sydlige halvkugle.

CO₂ er ikke på egen hånd en kraftigt nok virkende drivhusgas til at kunne frembringe den opvarmning, vi har set. IPCC og klimaforskningen regner derfor med en forstærkende effekt fra vanddamp i atmosfæren. Ideen er, at med stigende temperaturer forøges fordampningen fra verdenshavene, og så bliver der mere vanddamp i luften. Vanddampen er jo en meget kraftigere virkende drivhusgas end CO₂ – som et resultat af de langt større mængder, der findes i luften.

For at få den ønskede virkning antager klimaforskerne nu, at luftens relative fugtighed holder sig konstant. Med højere temperaturer kan luften rumme mere vanddamp, og det betyder, at ved konstant relativ fugtighed bliver der flere vanddamp-molekyler pr. liter luft. Det skulle så give CO₂ den nødvendige forstærkning i drivhuseffekt.

Nu viser målinger imidlertid, som vist på fig. 5., at den relative luftfugtighed har været faldende over de seneste 70 år, og faldet er fortsat i vores århundrede. Dermed er grundlaget for IPCC’s antagelser i hvert fald delvist væk.

Hvor stor en del af den nuværende opvarmning, der så i virkeligheden skyldes tabet i skydække og hvor meget, der skyldes drivhusgasserne, henstår i det uvisse.

Blaisdell er tilbøjelig til næsten at frikende CO₂, men til gengæld frikender han ikke menneskeheden for ansvaret. Det faldende skydække kan nemlig meget vel delvist være forårsaget af alle de ændringer, vi har foretaget os i landskaberne omkring os. Vi forhindrer nu om dage en masse vand fra regnen i bare stille og roligt at sive ned i jorden. I stedet har vi dækket jorden til med belægninger af enhver art, og vandet ledes via kloakker, grøfter eller kanaler ud i floder og får lov til at løbet hurtigt ud i havet. Vi har reduceret mængden af skov, der også har en skydannende effekt, og omdannet jorden til marker. Vi har også blandet os i flodernes løb, med dæmninger og diverse kontrolforanstaltninger. Mange af disse tiltag har netop bevirket en mindre fordampning, mindre relativ luftfugtighed og dermed mindre skydannelse.

Hvis tankerne her er rigtige, må vi konkludere, at en forceret nedskalering af brugen af fossile brændstoffer og en grøn omstilling ikke vil have megen effekt på den globale temperatur, og vi bør i stedet fokusere på at afbøde konsekvenserne af den; det man kalder tilpasning.

Tilpasning er under alle omstændigheder en meget bedre strategi end forsøg på ”forebyggelse” af klimaforandringerne.