Berlingske går aldrig af vejen for at trykke klima-alarmistisk sludder, og som oftest er det i form af debatindlæg, skrevet af personer, der er totalt blottet for indsigt i klimasagen. Kronikken forleden var et grelt eksempel på, hvad folk gladeligt bilder hinanden ind i den pæne avis. Kronikken er skrevet af en Kim Møller, civiløkonom.
Kronikkens hovedbudskab er, at for at opnå et hurtigt globalt netto-nul er der lande, der må gå foran og vise vejen for resten. Det kunne være Finland, men fjerne Bhutan er også en mulighed, da de får deres strøm fra vandkraft og har meget skov, der opsuger CO2. Bhutan har så meget vandkraft, at de kan eksportere store mængder strøm til nabolandet Indien, det kan jo trækkes fra i klimaregnskabet, se fig. 1. Man kan tilføje, at da de er ludfattige, har de næppe mange CO2-udledende biler.
Her følger nogle udpluk fra kronikken (i kursiv) med kommentarer ind i mellem:
Globalt pumper vi hver dag knap 0,2 mia. tons drivhusgasser ud i atmosfæren – og dermed er vi i høj fart på vej til at opbruge vores resterende »CO₂-budget«.
Med en årlig global udledning i størrelsesordenen 36 gigatons CO2, bliver det daglige bidrag vist kun 0,1 mia. tons. ”CO2-budgettet” hentyder til den samlede udledning, vi kan tillade os ifølge modelberegningerne, før vi når de 1,5 graders opvarmning defineret af Paris-aftalen. Den grænse er jo grebet ud af luften.
Så snart den første nation er kommet i mål og udleder netto-nul, vil det hele med et blive langt mere håndgribeligt for andre nationer. Det vil anspore den håndfuld nationer, der ligger »på hjul« til at gøre en ekstraordinær kraftanstrengelse for så også at komme i mål.
Det er hele tanken om et ”foregangsland”, og her glemmer skribenten, at landene har højst forskellige udgangspunkter. Bhutan har stort set hele omstillingen foræret på forhånd, mens f.eks. Danmark hverken har vandkraft eller omfattende skove, der kan tappes fra. Vores import af træ fra udlandet til afbrænding i kraftvarmeværker er jo ikke noget eksempel, nogen kan – eller bør – forsøge at efterligne.
… den globale omstilling til Paris-aftalens mål om netto-nul i 2050 vil kræve en opskalering af udrulningen af grønne løsninger frem mod 2050 med et forhøjet årligt investeringsniveau svarende til fire procent af globalt BNP. …. omkostningerne ved klimaforandringerne med verdens nuværende kurs vil stige gradvist og i 2050 være oppe på at kappe hele 14 procent af verdens BNP.
Det er tal for den grønne omstilling som nok er lovligt optimistiske og da heller ikke dokumenteret. Men det er mange penge alligevel, 4 % af Danmarks BNP er trods alt knap 90 mia. kr. – årligt! Samtidigt har skribenten ved tag-selv-bordet valgt en af de mere pessimistiske udregninger af konsekvenserne af klimaforandringerne – givetvis fremkommet ved brug af det urealistiske RCP8.5 scenarie.
Her følger så oplægget til hvad “ledernationen” skal gøre:
Det vil basalt sige omstilling af den resterende fossile andel af nationens elektricitetsproduktion til grøn el, samt udvidelse af den samlede kapacitet. Bygningsopvarmning, transportsektor og industri drevet af den grønne elektricitet samt øvrige grønne brændstoffer.
Grøn elektricitet og grønne brændstoffer til at dække hele energiforbruget. Ikke et ord om, hvor mange vindmøller det vil kræve, og hvad vi gør, når vinden ikke blæser. Hele den grønne omstilling, som man forestiller sig, er jo dybt urealistisk og bliver aldrig gennemført – alene fordi man løber tør for metaller og materialer undervejs. Opgaven er måske overkommelig for nogle få nationer, bl.a. Bhutan, men hvad kan resten gøre? Man kan bare se på, hvor langt Tyskland er kommet ind til nu, med installation af vindmøller og solceller, der har den dobbelte kapacitet af elforbruget, men alligevel har landet en dyb afhængighed af fossile brændstoffer, se fig. 2.
Hvem kan realistisk tage lederrollen for de industrialiserede lande? ….Kina har .. ikke vist synlig interesse i at indtage en lederrolle. Endvidere bliver det en relativt tungere opgave for Kina at komme i mål med deres nationale udledninger, end det bliver for de vesteuropæiske lande, der har omstillet deres økonomi til i højere grad at være servicesektor baseret.
Næh, Kina udbygger kulkraftværkerne med arme og ben. Og ja, de har meget mere industri end Europa, primært fordi vi har overført det meste af vores hjemlige produktion af varer til bl.a. netop Kina. Omstillingen af økonomien til service er jo kun mulig, fordi andre lande tager slæbet med produktion og CO2-udledningerne.
Topkandidaterne til lederrollen, vil jeg mene, er Finland, Storbritannien og Danmark, med Sverige lige i hælene. … Hvor hurtigt bør rollemodel-nationen nå i netto-nul? … Ideelt ville lederen være i mål allerede i den sidste halvdel af 2020erne.
Nu er vi jo ude i de rene drømmerier. Måske Bhutan kan nå det, men da ingen andre her de samme forudsætninger, er det jo intet værd. Alle de fundamentale problemer med en energiforsyning baseret på sol og vind er slet ikke løst endnu, og det er tvivlsomt, om de nogensinde bliver det. Derfor er en tidsramme som foreslået helt væk fra realiteterne. Det eneste, vi i praksis kunne nå inden 2029, er at lukke alle de fossilt fyrede kraftværker og så leve med blackouts og en almindelig nedbrydning af samfundet. Allerede her i vinter har vi en forsmag på resultaterne af den opskrift, og det bliver næppe til noget, som andre lande skulle få lyst til også at kaste sig ud i.
Man kan i øvrigt undre sig over, hvorfor Storbritannien bliver nævnt i det fine selskab her, men årsagen er den simple, at de under Boris Johnson vedtog nogle officielle og meget ambitiøse klimamål (ligesom Finland og Danmark). Kronikøren spekulerer overhovedet ikke på, om de mål har nogen jordforbindelse.
Det er måske svært lige nu at forestille sig den folkelige opbakning til at trække helt i mål allerede i 2020erne. Men ingen kender fremtiden; potentielt kunne vi opleve de næste tre års somre accelerere i retning af brutalt kraftigere og hyppigere ekstremvejrsbegivenheder.
Ekstremvejrs-vrøvlet endnu en gang. Selv IPCC siger højt og tydeligt, at der ikke er belæg for, at der skulle være mere ekstremvejr nu, end der hele tiden har været. Orkansæsonen er netop overstået for 2022 og det blev en tam omgang, med antal og styrke langt under middel.
Ledernationen vil givetvis opleve at have investeret ekstra ressourcer, …. Det vil dog kunne opvejes af en betydelig systemeksport.
”Systemeksport” spøger konstant. Men hvad indebærer det? Tyskland havde en stor produktion af solceller, den er lukket ned nu, og det hele er røget til Kina. Tilsvarende med vindmøllerne, hvor de europæiske virksomheder er under hårdt pres i konkurrencen. Er det så drømmene om brint og Power to X, der skal redde os – teknologier som ikke findes endnu, og næppe nogensinde vil lykkes?
Skribenten hævder herefter, at stop for afbrænding af fossile brændsler vil minimere luftforureningen og føre til store besparelser for samfundet dels i reddede menneskeliv og dels i hospitalsudgifter. Her nævnes absurd høje tal for omkostningerne, som stammer fra en artikel, hvor vores kronikør dog vælger at misforstå budskabet. Artiklen siger klart, at ¾ af dødsfaldene i Danmark skyldes luftforurening, der kommer ind fra udlandet, så vores grønne omstilling vil ikke isoleret set have den store effekt. Til gengæld vil den give en fortsat topklasses hospitalsdrift vanskeligheder pga. ustabil energiforsyning og generel forarmelse af samfundet. Det vil jo nok også koste nogle liv.
Kronikøren overser som så mange andre, at rollen som ”foregangsland” ikke kun opfyldes ved at få et papir-regnskab over CO2-udledningerne til at vise nul. Det skal også være opnået ved metoder, der dels kan anvendes i andre lande, og dels ikke har en masse negative konsekvenser for samfundets velstand og velfærd. Og sidstnævnte kan en hovedløs forhastet grøn omstilling ikke undgå at resultere i. Andre lande vil derfor se på ”foregangslandene” med undren og beslutte sig til, at den vej vil de i hvert fald ikke betræde. Og så er det hele omsonst…
Danish
Det er, for mig, et nyt medie at deltage i. Jeg har med stor fornøjelse læst indlæggene, og jeg efterlyser sådan set kun nogle betydende journalister, der kan oplyse befolkningen om de faktiske tilstande i atmosfæren. Jeg har, for eksempel, aldrig været i stand til at forstå hvordan en befolkning, herunder dyr, der udleder ca. 10% af den totale udledning af CO2 i atmosfæren kan foranledige en stigning i temperaturen med den hastighed, som klimafanatikerne påstår.
I må lige have lidt mere tålmodighed, så vil jeg vende tilbage med yderligere kommentarer og give oplysninger om nogle bøger med videnskabelige undersøgelser, som aldrig har fanget journalisternes opmærksomhed.
Fortsæt det gode arbejde, og jeg støtter gerne op med midler til at fremme vores synspunkter.
Mikael Thau
Du har jo indlysende ret i, at hvis vi absolut skal have et CO2-regnskab, der giver mening, så skal import og eksport naturligvis indregnes. Men så vil hele klodens energiforbrug jo blive styret af markedet, og ikke af de herskende politikere og embedsmænd. Og så er hele baggrunden for CO2-hysteriet jo faldet bort.
Det kræver ikke megen indsigt i klimahysteriet og Rævekagen (https://klimarealisme.dk/2022/05/27/raevekagen-i-1992/) for at vide, at Bhutan ifølge FN’s klimapanel er et fattigt uland, der derfor har lov til at udlede al den drivhusgas, de får lyst til, og derfor ikke har nogen kvoter at lægge noget fra eller til.
Det usædvanlige er ikke, at der er et fjols som Kim Møller, der kloger sig om noget, han ikke har det fjerneste begreb om. Det ser man så ofte. Det der er rystende er, at et dagblad, der påberåber sig at være seriøst, bringer sådan noget sludder uden at sætte sig en smule ind i artiklens indhold.
Man skal altid passe på med personer, som mener at have set lyset og ser sig selv i en lederrolle, som skal lede folket mod Nirvana.
Søren nævner Kinas industri i forbindelse med, at Europa i vid udstrækning har overført det meste af vores hjemlige produktion af varer til bl.a. netop Kina, og at vores omstilling af økonomien til service jo kun er mulig, fordi andre lande tager slæbet med produktion og CO2-udledningerne.
Dette forhold er jo umådeligt relevant at forholde sig til. Hvis et lands CO2-udledning i stedet blev beregnet på basis af importerede minus eksporterede varers CO2-aftryk og selvfølgelig tillagt landets interne CO2-udledning, ville situationen se helt anderledes ud, og Danmark ville ikke lyse op som en oplagt ledernation. Mange danskere ville nok endog blive chokerede.
Grøn omstilling skal tænkes globalt og med respekt for andre landes aktuelle situation. Det nytter ikke noget at forestille sig en vestlig elite som med papirberegninger forsøger at frasige sig egen CO2-udledning og tilmed belære andre om, hvordan de skal opføre sig. Seneste COP i Egypten viste tydeligt, at denne tænkning ikke holder, og at hvis den vestlige elite vil noget her, så bliver det ved kasse 1.