Debatindlæg, Klima i Medier, Klimaadfærd

Fakta-desperation

På Facebook kunne man som besked finde en advarsel mod et nyt farligt forsøg på at ”benægte” klimaforandringerne. Anledningen denne gang er orkanen Ian, der gik i land i Florida og kostede mange menneskeliv og anrettede store skader. Nogen har dristet sig til at antyde, at Ian ikke er udtryk for ”klimaforandringer” og så rulles det tunge skyts ud. Her er en oversættelse af en ”berigtigelse”, udsendt af det amerikanske AP News og udbredt som link på Facebook. Vores kommentarer hist og pist i kursiv:

PÅSTAND: Klimaforandringerne er ikke virkelige, fordi orkaner i Florida og i hele USA ikke er blevet hyppigere, mere intense eller der er flere, der går i land i løbet af det seneste århundrede.

AP’S VURDERING: Der mangler sammenhæng. Mens studier ikke har fundet nogen dokumentation for, at flere orkaner er gået i land i Florida eller resten af USA, siger eksperter, at disse data ikke modbeviser, at klimaforandringerne er et virkeligt fænomen, der påvirker orkanerne på anden vis. Globalt er intensiteten af tropiske hvirvelstorme forøget, og studier forudser, at den udvikling vil fortsætte, selvom hyppigheden af stormene forventes at forblive uforandret eller at falde.

Faktisk er den globale sammenlagte styrke af orkanerne i Atlanterhavet og tyfonerne I Stillehavet osv. netop ikke steget.

FAKTA: Efter ødelæggelserne fra orkanen Ian i det sydvestlige Florida I sidste uge, er der brugere på de sociale medier der ved brug af amerikanske data, der viser at orkanerne ikke er er blevet hyppigere eller kraftigere, fejlagtigt hævder at klimaforandringerne ikke har nogen indflydelse på stormene.

Så det “forkerte” budskab her er, at klimaforandringerne ikke har haft nogen indflydelse på orkanerne.

“Der er ingen udvikling i antallet af orkaner, der er gået i land I Florida siden 1903. Ikke i hyppighed, ikke i styrke. Ikke i noget som helst,” skrev en Twitter-bruger. “Klimaet er svindel”. 

Opslaget, som er blevet “liked” eller delt mere end 3700 gange [i løbet af kort tid] inkluderer en figur [fig. 1], der viser de store orkaner, der er gået i land i Florida siden 1903 og de tilsvarende vindhastigheder for at antyde, at der ikke har været nogen udvikling af betydning i styrken eller hyppigheden af stormene.

Fig. 1: Diagrammet over Florida-orkaner fra det oprindelige tweet fra Steve Milloy

En anden Twitter-bruger citerer data, der viser, at der var 19 orkaner, der gik i land i USA mellem 2011 og 2020 – det same antal, som der var mellem 1851 og 1860. “’Klimaforandringer,’ Ja?”, spurgte overskriften på opslaget, som blev “liked” eller delt mere end 30.000 gange.

De folk, der argumenterer således, citerer en hjemmeside fra NOAA (Den Nationale Ocean- og Atmosfære-Administration), der samler og analyserer forskning om klimaforandringer og orkaner, inkl. et studie fra 2011, der ikke fandt nogen stærke beviser for, at flere orkaner var gået i land i USA i det seneste århundrede. “Vi konkluderer, at de historiske orkandata fra Atlanterhavet på dette tidspunkt ikke kan bruges som dokumentation for en drivhus-opvarmning-fremkaldt stigning over århundredet i: Hyppigheden af tropiske storme, orkaner eller kraftige orkaner, eller af andelen af orkaner, der bliver til kraftige orkaner”, skrev NOAA, efter at have beskrevet studiet og anden forskning.

Den udlægning er der for så vidt en ganske bred “konsensus” om. Men det duer naturligvis ikke for AP’s “faktatjek”:

Men David Zierden, Floridas stats-klimatolog, der er ansat på “Centret for hav-atmosfære forudsigelses-studier” på Floridas Statsuniversitet, advarede mod selektiv udvælgelse (“cherry-picking”) af statistikker for orkaner i Florida og Atlanterhavet.

Vi ved jo, at orkaner, som er kendt som tropiske cykloner andre steder, opstår over hele Verden og de fleste af dem bliver ude på havet og når aldrig ind til kysten, sagde han og andre eksperter.

Nemlig, men med satellitterne registrerer vi dem alle sammen i dag, det gjorde vi ikke for 100 år siden, jfr. nedenfor.

”Der er mange udgivne studier, der viser forøget styrke af de kraftigste orkaner, forøgede mængder af regn fra orkaner, der går i land, forøgede muligheder for kraftige orkaner, mere hyppige tilfælde af orkaner, der hurtigt udvikler sig i styrke og værre oversvømmelser som følge af bidraget fra havstigninger,” skrev Zierden i en email.

Nogle få cm’s havstigninger skulle gøre oversvømmelserne meget værre. Skal man le eller græde?

Faktisk konkluderede IPCC sidste år, at globalt er andelen af de kraftige tropiske cykloner – dem i kategori 3 eller højere – steget i løbet af de seneste 4 årtier.

Jeps, det er et af faktatjekkernes yndlingsargumenter. Procentdelen af kraftige orkaner er steget. Men det dækker over, at det samlede antal af orkaner er faldet, men det største fald i antallet er sket blandt de svagere kategorier, og derved stiger andelen af de kraftige. Mon det kan kædes sammen med en ”klimakatastrofe”?

Styrken af de tropiske cykloner forventes også at stige i intensitet i fremtiden, selvom hyppigheden af stormene forventes at falde, ifølge et studie fra 2020, offentliggjort af det Amerikanske Meteorologiske Selskab. Studiet giver udtryk for, at i begge tilfælde er det den globale opvarmning forårsaget af forøgede mængder af drivhusgasser i atmosfæren, der er den drivende kraft.

Modellerne igen, så er klimaforskerne på sikker grund.

Andre studier har konkluderet, at menneskeskabte klimaforandringer står bag de mere regnfyldte orkaner, der kan bringe samfund ved kysterne i større fare for oversvømmelser.

Orkanen Ian, foto: NOAA via AP

Tom Knutson, en seniorforsker ved NOAA, der forsker i klimaforandringer og orkaner og har udarbejdet NOAA’s hjemmeside om emnet, understregede at orkandata heller ikke er det bedste bevis på klimaforandringerne.

Faktisk har de gamle statistikker vedr. orkaner – der blev samlet sammen før satellitterne kom til i 1960-erne – deres begrænsninger, fordi de primært blev til ved observationer fra skibe til havs, sagde han.

Nu må man helt give fortabt. Hvad argumenteres der for her? Manglende optegnelser i fortiden vil jo netop få statistikken til at vise, at der er flere orkaner i dag. Når man korrigerer for disse manglende oplysninger bliver udviklingen i orkanernes antal jo endnu mindre alarmerende.

Gabriel Vecchi, en professor fra Princeton Universitetet, der studerer orkaner, var enig, og sagde, at det var en fejlslutning at konkludere, at der ikke er nogen klimaforandringer, bare fordi orkaner ikke går i land i USA mere hyppigt end før.

”Klimaforandringerne er meget virkelige og kan ses ud fra koncentrationerne af CO2 i atmosfæren, planetens gennemsnitlige globale temperatur, varmeindholdet i havene, havstigninger, smeltende iskapper blandt mange andre faktorer,” skrev han i en email.

Nu var udgangspunktet jo ikke, om der er klimaforandringer generelt, men om udviklingen i orkanerne er tegn eller beviser på klimaforandringerne. Det er det, som alle data modbeviser.

Jacob Carstens, en meteorolog fra Penn State Universitetet, sagde at forskning i sammenhængen mellem orkaner og klimaforandringer kun er på et tidligt stadie, og det er sandsynligt, at der vil komme flere indikationer med mere pålidelige data.

”Varmere oceaner giver mere energi til orkaner, hvilket kan hæve loftet for, hvor kraftige de kan blive,” skrev han i en email. ”Klimaforandringer behøver ikke at være årsagen til en bestemt storm, men de kan og vil forstærke dens skadevirkning.”

Dette er en del af AP’s arbejde på at håndtere misinformation, der deles bredt, inklusive arbejde med tredjeparts selskaber og organisationer, for at tilføje faktiske sammenhænge til fejlagtigt materiale, der cirkulerer på nettet.

Klimaalarmisterne må efterhånden synes, at de har en meget dårlig sag, når de finder det nødvendigt at stable den slags ”forsvar” på benene. I praksis vil man helst sammenkæde enhver orkan med ”klimaforandringer”, det er godt for forretningen. Men der kan ikke være noget forkert i at påpege, at der faktisk ikke er nogen sammenhæng, når nu alle tal og data klart viser, at det er sådan, det forholder sig.

Om vi har en ”klimakrise” eller ej, afhænger jo ikke alene af forekomsten af orkaner, så hvorfor forsøge at forsvare sagen på et område, hvor beviserne er fraværende? Er det fordi klima-alarmismen hviler på så spinkelt et grundlag, at man ikke tør give selv de mindste indrømmelser?

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*