Her er en fremragende artikel skrevet af klimaforskningens nestor, Richard Lindzen. Den er ikke helt let at læse, men den dokumenterer overbevisende, hvordan IPCC regner med en alt for stor temperaturstigning ved en fordobling af atmosfærens CO2-indhold, og at der i realiteten overhovedet ikke er nogen klimakrise. En forceret og ugennemtænkt grøn omstilling er derfor helt unødvendig og vil gøre langt mere skade end gavn.
Lindzen tager udgangspunkt i, at den gængse måde, hvorpå drivhuseffekten beskrives, indebærer en voldsom og uberettiget forsimpling af den faktiske situation. Reelt betragtes jordens atmosfære éndimensionelt, der kommer solstråling ind og varmestråling ud – hvoraf noget kastes tilbage mod jorden af drivhusgasserne. Solstrålingen rammer Jordens overflade vinkelret på, og varmestrålingen går den anden vej, vinkelret på, se fig. 1. Grunden til, at man beskriver det således, er, at det er den nemmeste måde at regne på det rent matematisk.
Lindzen viser nu, hvorledes dette er en alt for simpel beskrivelse af virkeligheden. Varme udveksles og transporteres ikke kun ved stråling men også ved såkaldt konvektion, dvs. bevægelse af luftmasserne (og havvandet). Varm luft stiger opad, og varme vinde kan også bevæge sig i forskellige retninger langs Jordens overflade, typisk fra varmere mod koldere egne. Luftens bevægelser ledsages af skydannelser, der igen enten kan holde på noget varme eller bortreflektere mere sollys. Kun hvis man tager konvektionen med i beregningerne, får man resultater, der modsvarer realiteterne.
Og i virkeligheden er der jo ikke tale om en éndimensional situation. Jorden er rund og sollyset rammer den med forskellige vinkler afhængigt af årstiden og afstanden til Ækvator. Langt størstedelen af den tilførte energi fra Solen rammer Jorden ved Ækvator og medfører en kraftig opvarmning af landjorden og havet her. Det meste af den varme transporteres så nordpå eller sydpå mod polerne, og det sker primært ved konvektionen. Lokalt undervejs opstår der skydække, og der kommer nedbør.
Klimaforskningen er ikke voldsomt uenig om virkningen af CO2 på egen hånd. Den er lille, en fordobling af indholdet i atmosfæren vil give ca. 1 grads opvarmning. Går vi fra det førindustrielle niveau på 280 ppm op til 560 vil det således give en temperaturstigning på én grad. Den næste fordobling op til 1120 ppm ville igen give en grad, men så langt kommer vi næppe nogensinde. Så reelt kunne vi forvente, at den globale temperatur ville stige op til 1,5 grader ved udgangen af det 21. århundrede og det er der – selv ifølge IPCC – jo ikke noget alarmerende i.
Nu er det så, at klimaforskere hævder, at den øgede temperatur af luften vil medføre et større indhold af vanddamp – varmere luft rummer mere vanddamp ved samme relative luftfugtighed. Vanddamp er en meget kraftigere virkende drivhusgas end CO2, og den vil bevirke den ekstra opvarmning ved fordoblingen af CO2-indholdet – op til de 3 grader eller mere, som IPCC taler om. Det er dog en konklusion, der primært er en følge af den éndimensionale betragtning af situationen.
Op igennem Jordens lange historie har temperaturerne omkring Ækvator været forbløffende stabile. Det er også, hvad vi ser nu. Den nutidige globale opvarmning finder primært sted i områderne langt nord og syd for Ækvator. Det er jo en følge af, at varmen fra Ækvator transporteres væk ved konvektion nordpå og sydpå. Lindzen nævner at p.t. er der en temperaturforskel mellem Ækvator og de polære områder på ca. 40 grader celsius. Under istiderne kan den forskel stige til 60 grader, med uændret temperatur ved Ækvator. I meget varme perioder tilbage i den geologiske tid har forskellen været så lille som 20 grader.
Det betyder jo, at den nuværende opvarmning ikke kan forventes at føre til nogen katastrofe for områderne omkring Ækvator. Den vil snarere føre til, at områder længere nordpå bliver lunere og mere egnede til landbrug.
Lindzen argumenterer derefter i detaljer for, at vanddampen ikke vil have den forstærkende virkning – den såkaldte positive feedback – som forudset af IPCC. Konvektionen, skydannelser osv. vil sikre at feedback bliver tæt på nul eller endda negativ. Det er i overensstemmelse med det såkaldte Le Chateliers princip, hvor et system i naturen, der udsættes for en påvirkning, altid vil tilstræbe at vende tilbage til sin tilstand før påvirkningen. Det er jo grunden til, at Jordens klima ikke for længst er løbet fuldstændigt løbsk.
Lindzen tager derefter fat i selve den globale opvarmning. Begrebet en ”global temperatur” er en svær størrelse i praksis. Den er et eller andet gennemsnit af f.eks. temperaturen på toppen af Mount Everest og bunden af Death Valley i Nevada og tusindvis andre lokationer. Hver af dem vil være udsat for store temperatursvingninger i løbet af døgnet og hen gennem årstiderne.
I praksis er det umuligt at tildele Jorden en temperatur, og derfor kigger man i stedet på afvigelser – anomalier – for hvert målested fra en eller anden lokal gennemsnitsværdi. Den globale temperatur og dens ændringer opgøres derefter som gennemsnittet af alle disse anomalier – og ændringerne i dette.
Det er illustreret på fig. 2, hvor man ser alle de lokale anomalier, der tilsammen udgør den globale anomali, optegnet år for år. Anomalierne kan lokalt svinge op til +/- 10 grader celsius.
Den gule kurve på fig. 2 er så gennemsnittet, eller den globale anomali. Her ser man en yderst beskeden udvikling over årene, sammenlignet med de lokale udsving. Men der er en svag stigning, og når man herefter forstørrer temperaturskalaen, får man den velkendte kurve over den globale opvarmning, som vist på fig. 3.
Lindzen påpeger, at det i lyset af fig. 2 er svært at se, hvordan denne lille ændring kan have nogen større indflydelse på naturen og miljøet i de enkelte områder. Dag-til-dag og år-til-år variationerne er jo langt større, uden at det giver nogen nævneværdige skader, på hverken mennesker eller naturen, se fig. 4.
Set i det perspektiv virker IPCC’s advarsler om farerne ved en yderligere opvarmning på 0,5 grader (oven i den ene grad, vi har haft ind til nu) totalt meningsløse. Man finder da heller ikke noget alarmerende om de 0,5 – eller 1,5 – grader i IPCC’s videnskabelige rapport (WGI).
Lindzen giver kraftigt udtryk for det absurde i, at en beskeden temperaturstigning på nogen måde kan betragtes som ”katastrofal”, og at en ændring i indholdet af en meget lille komponent i atmosfæren (CO2) skulle kunne have nogen afgørende effekt på så komplekst et system som vores klima. Fig. 5 viser den globale temperatur gennem de seneste 600 millioner år, sammenholdt med to ret forskellige rekonstruktioner af atmosfærens CO2-indhold. Det er åbenlyst, at der i ingen af de to grafer er nogen som helst sammenhæng mellem temperaturen og CO2-indholdet.
Lindzen afslutter som nævnt med at påpege, at klimaets nuværende tilstand og udvikling på ingen måde berettiger de drastiske og ugennemtænkte tiltag, som man er i gang med i forbindelse med vores energiforsyning. Han har ret!
Danish
“Og jo: CO2 vokser eksponentielt. I 1960 var stigningstakten 1 ppm/år nu er den over 3 – og voksende (det er simpelthen definitionen på eksponentielt stigende).”
Definitionen på eksponentiel stigning er at der sker en fordobling på y-aksen hvergang man går det samme faste interval frem på x-aksen.
Om det er tilfældet for CO2 fremgår ikke af din fremstilling. Du kan have ret, men det viser du ikke.
“Så påstår du, at masser af forskning har påvist højere globale temperaturer i middelalderen. Mit svar vil så være: Masser af forskning har påvist det modsatte.
Du skriver “i den Romerske Varmeperiode var det efter alt at dømme lige så varmt som i dag.”. Det er ikke sandt.”
Jeg finder kun ordet ‘Middelalderen’ i din tekst.
Ellers – i bondestenalderen og bronzealderen var det betydeligt varmere end i dag – 3-4 C. Havets vandstand var også meget højere, så er ikke ønskeligt, men der skete ingen runaway-proces som følge af diverse tippingpoints.
Hej Søren
Godt ord igen (med eksponentiel vækst) 😉 – jeg undskylder for min (over)fortolkning. Der er reelt ikke data nok til at afgøre, om en polynomisk approksimation vil give et bedre fit end en eksponentiel, så lad os nøjes med at sige, at CO2 vokser med stigende rate, og at denne stigende rate – kraftigt – overstiger den logaritmisk aftagende effekt af det enkelte CO2 molekyle – for de data, vi har til rådighed. (Keelingkurven)
Når jeg skrev “Middelalderen” var det som svar til Sørens Hansens indlæg, hvor han specifikt nævner (kun) denne.
Nu er temperaturkurver fra den holocæne periode jo nødvendigvis baseret på andet end termometermålinger, og er derfor behæftet med nogen usikkerhed – specielt hvad tidsopløsningen angår. De data jeg har kunnet finde (som vel og mærke medtager stigningen fra 1900 til nu), f.eks. Marcott et al, viser dog ikke de af dig nævnte 3-4 grader højere globale temperaturer under holocænt maksimum.
Der findes en ret detaljeret gennemgang her: https://www.nature.com/articles/s41597-020-0530-7 – de viser de af dig beskrevne temperaturer på den nordlige halvkugle.
Mvh Frederik
En enkelt kommentar. Marcott et al. er jo netop Super-hockeystaven om nogen. Men der er mange andre rekonstruktioner i videnskaben – det har vi tærsket rundt i før og skal ikke bruge tid på her.
Hej Søren
Jeg er ked af, at du (igen) skriver: “Nu skal vi ikke igen til at tage hele klimadebatten forfra” – det tyder for mig på, at man ikke kan have faktabaseret debat herinde?
Jeg bliver lige nødt til at gå i rette med dig på nogle punkter her:
Svensmark og solpletter:
Hele Svensmarks forsknigng og resultater går netop på en “umiddelbar” (få årig) sammenhæng mellem solpletter og temperatur – det viser mange af de kurver, han har offentliggjort – og kigger man på NASA’s figur, hvor de har sammenholdt de to kurver, er der jo også en meget fin korrelation – frem til ca. 1960. Så den med tidsforsinkelsen må vist være din fortolkning af Svensmark. Jeg har i hvert fald aldrig set den fra ham (eller andre) før.
Og jo: CO2 vokser eksponentielt. I 1960 var stigningstakten 1 ppm/år nu er den over 3 – og voksende (det er simpelthen definitionen på eksponentielt stigende). Som jeg tidligere har fortalt, er denne eksponentielle stigning meget kraftigere end den logaritmisk aftagende effekt af det enkelte CO2 molekyle. Alte dette er uhyre enkelt at verificere på data fra Mauna Loa Observatory. Jeg synes, vi skal holde os til fakta.
Så påstår du, at masser af forskning har påvist højere globale temperaturer i middelalderen. Mit svar vil så være: Masser af forskning har påvist det modsatte.
Du skriver “i den Romerske Varmeperiode var det efter alt at dømme lige så varmt som i dag.”. Det er ikke sandt. Du kan måske finde enkelte kilder, der siger dette, men enkelte kilder er ikke “alt at dømme”. Bruger man den term, bør man som et minimum have et solidt videnskabeligt flertal at læne sig op ad – og det videnskabelige flertal mener ikke, det var varmere den gang end nu.
Mvh Frederik
Frederik angående: “Så påstår du, at masser af forskning har påvist højere globale temperaturer i middelalderen.” så findes MWP Mapping Project [MWP], der har til formål, at opremse artikler, der beskæftiger sig med de klimatiske forhold under middelalderen. [MWP] er et kort over Jorden med markeringer, der angiver det geografiske område som den pågældende artikel, link fører til, omhandler.
For øjeblikket er der 1272 artikler hæftet på MWP. Markørerne er farvet efter artiklens hovedbudskab, rød = varme, blå = kulde, grå = neutral, gul = tørt og grøn = vådt. Angus McFarlane har på WUWT [DocWarm] foretaget en optælling af fordelingen af artiklernes budskaber efter varme/kulde/neutral (der er også en optælling inklusive tørt/vådt) og får 88% der omtaler en varmere periode under middelalderen, 3% en koldere periode og 9% af artiklerne er neutrale.
Angus McFarlane har i artiklen [DocWarm] lavet en temperaturkurve baseret på en artikel af historikeren Fredrik Charpentier Ljungqvist, der samler resultaterne fra en række af artiklerne refereret på MWP. Når man begrænser sig til at betragte proxy data, så er den romerske-, middelalder- og den moderne varmeperiode omtrent på samme niveau. I artiklen [DocWarm] diskuteres også det problematiske i at sammenstykke temperaturmålinger og temperaturer udledt af proxy data, primært fremhæves at proxy data udglatter udsving og temperaturmålinger er mere volatile.
Vedrørende ”og det videnskabelige flertal mener ikke, det var varmere den gang end nu”, mener du da med ”flertal” mennesker eller artikler?
Hvis du mener mennesker, så fungerer den naturvidenskabelige udvikling ikke ved flertalsafstemninger. Hvis det var tilfældet, så ville Det heliocentriske verdensbillede ved Kopernikus og Johannes Kepler (baseret på Tycho Brahes observationer), relativitetsteorien ved Einstein, Barry Marshalls teori om bakterieinfektion som årsagen til mavesår (påvist ved selvinfektion), Ignaz Semmelweis’ opdagelse af hygiejnes betydning for bekæmpelse af barselsfeber, osv. alle ikke være vedtaget.
Naturvidenskaben består af observationer og de teorier, der har overlevet flest falsificeringsforsøg.
[MWP]: https://www.google.com/maps/d/viewer?mid=1akI_yGSUlO_qEvrmrIYv9kHknq4&ll=-3.81666561775622e-14%2C38.03818700000005&z=2
Alias
http://t1p.de/mwp
[DocWarm]: https://wattsupwiththat.com/2017/01/03/documenting-the-global-extent-of-the-medieval-warm-period/
Jeg finder Lindzens konklusion omkring maks stigning på ca 1,5 grad noget ude af trit med virkeligheden.
Figur 3 viser jo allerede en stigning på cirka 1,4 grad ved “kun” en stigning på ca. 50% i CO2 niveauet. (280-420 ppm). Og intet tyder på, at den accelererende stigning i globale temperaturer er ved at flade ud.
Og den accelererende temperaturstigning korrelerer jo ganske fint med den accelererende effekt af det stigende indhold af CO2. I grove tal er den årlige øgede tilførte effekt/m2 som resultat af øget CO2 over dobbelt så høj nu som i 1960 – og øgende. Så i modsætning til, hvad man ofte ser angivet – også på dette site – er CO2 en voksende og ikke en aftagende parameter for temperaturen. (Fordi indholdet vokser eksponentielt meget hurtigere end den logaritmisk aftagende effekt af det enkelte CO2 molekyle)
Hvordan forklares resten af denne globale temperaturstigning? Solpletaktiviteten (og dermed kosmisk stråling) er på et historisk minimum, så Svensmark kan ikke rigtigt bruges i den sammenhæng – hans forskning skulle jo tværtimod retfærdiggøre et fald i den globale temperatur siden 1960.
Der er selvfølgelig mange andre naturlige mekanismer i spil end solpletter, men at de alle sammen skulle have rottet sig sammen – i opadgående retning -samtidigt med, at vi begyndte at øge indholdet af CO2 i atmosfæren, forekommer mig særdeles usandsynligt – specielt når man kigger på, hvor ekstremt stabil den globale temperatur har været siden det holocæne maksimum.
At Lindzen bliver ved med at kalde temperaturstigningen “beskeden”, må stå for hans egen regning. Fakta er, at vi på ca. 100 år har skubbet mere til den globale temperatur end den ændrede sig i hele den holocæne periode på små 10.000 år – og som sagt tidligere: Intet tyder på, at det stopper her.
Nu skal vi ikke igen til at tage hele klimadebatten forfra, men her er et par kommentarer til dit indspark.
Kurven i fig. 3 viser bare resultatet af øvelsen med alle anomalierne og er ikke udtryk for den reelle globale temperaturstigning. De officielle tal fra IPCC siger ca. 1,1 grad fra “førindustrielt niveau”. Der er heller ikke tale om nogen acceleration af temperaturstigningen i de senere år, snarere tværtimod. Indholdet af CO2 vokser jo heller ikke “eksponentielt”, der jo vil give meget voldsommere tal end den lette forøgelse af stigningstakten, vi har set de seneste 20-30 år.
Du får lige aflivet Svensmark en gang til, men som jeg tidligere har forklaret, så stiger og falder den globale temperatur ikke i takt med Solens indstråling ligesom temperaturen i en gryde vand, når man skruer op og ned for gassen. Der er store forsinkelser i effekten, og det, vi ser nu, er nok resultatet af den kraftigere solstråling tilbage for 20-30 år siden, kombineret med virkningen af CO2, selvfølgeligt.
Og så gentager du påstanden om, at temperaturen har været ultra stabil de sidste 10.000 år, indtil vi begyndte at lukke drivhusgasser ud. Den påstand er helt central for klimasagen, men det gør den ikke mere korrekt, hvad masser af forskning forlængst har påvist. Temperaturen i fortiden svingede meget, og bare f.eks. i den Romerske Varmeperiode var det efter alt at dømme lige så varmt som i dag.
Lindzen har vist i høj grad fat i det rigtige med sin artikel.