Klima i Medier, Klimarealisme i medierne

Time Magazine

Det er vist blevet nævnt før, at undertegnede i gennem rigtigt mange år var abonnent på Time Magazine, det hæderkronede amerikanske nyhedsmagasin. Af forskellige årsager sagde jeg dog abonnementet op på et tidspunkt, og det viste sig efterfølgende at være særdeles godt timet, da publikationen nogle få måneder gik så langt ud, at man udnævnte Greta Thunberg til “årets person”. Der kom hun i et meget fornemt selskab, hvor hun vist ikke rigtigt når niveauet. Men Time var blevet grebet af klimadillen og siden er det kun blevet værre.

Et par klima-alarmistiske forsider på Time Magazine

Her er nogle smagsprøver på en nyligt udsendt artikel i Time, skrevet af en Parag Khanna, hvor man alvorligt må overveje, om det overhovedet er muligt at synke dybere. Titlen er: Hvad kommer der efter klima-anarkiet?

I 2021 nåede de globale CO2-udledninger 36,3 milliarder tons, det største tal, der nogensinde er registreret. I år vil antallet af internationale flygtninge overstige 30 millioner, hvilket også er det største antal registreret. I takt med at havet stiger og geopolitiske spændinger blusser op, er det svært at undgå konklusionen, at menneskeheden driver mod et systemisk nedbrud.

I dag er det på mode at skrive om civilisationens sammenbrud. FN’s fødevare-organisation, FAO har erklæret, at blot en temperaturstigning på 1,5 grader celsius vil være ødelæggende for Verdens fødevareforsyning i 2025. Samtidigt har den nyeste IPCC-rapport advaret om, at vi skal vende udviklingen med udledningerne i 2025 eller stå over for et uopretteligt nedbrud af kritiske økosystemer, og selv hvis vi fører Parismålene ud i livet, er en temperaturstigning på 2,4 grader celsius så godt som uundgåelig. Med andre ord, scenariet RCP8.5, der betragtes som det ”værst tænkelige” i mange klimamodeller, er i virkeligheden det forventelige grundlag. De store, men banale, tal I læser – 2 billioner dollars i årlige økonomiske skader, 10-15 % lavere bruttonationalprodukt osv. – er i sig selv massivt undervurderet. Den nye klimaaftale, indgået i det amerikanske senat, er velkommen, men for lidt til at bringe regnen tilbage til tørkeramte områder i Amerika og i hele Verden.  

Lad os antage, at vi virkeligt er i fuld fart mod 2050’s værste scenarie: Hundrede af millioner mennesker dør i hedebølger og skovbrande, jordskælv og tsunamier, tørke og oversvømmelser…

Men selv i de mest sandsynlige blandt de alvorlige scenarier vil milliarder af mennesker overleve … Verdens befolkning vil sandsynligvis udgøre 6 milliarder i 2050.

Klimamodellerne viser, at hver grads temperaturstigning flytter ”klimanichen” med optimal menneskelig beboelse mod nord fra de nuværende 20-30 graders bredde. Nu, i det 21. århundrede, vil mere end en milliard blive tvunget til at flytte pga. klimaforandringerne.

Flytning af store befolkningsgrupper er en tænkelig – og endda helt nødvendig – mekanisme til at bevare vores antal … i et virkeligt katastrofalt klima-scenarie vil de fleste ikke være så heldige.

Forfatteren kommer her ind på Rusland, der er meget tyndt befolket og endda har en aldrende befolkning, der svinder ind år for år. Her bliver store muligheder i fremtiden for tilflyttere, bl.a. fordi store dele af Sibirien formentligt bliver meget egnet til landbrug efter en passende temperaturstigning. Khanna fortsætter:

Rundt omkring i USA bliver de såkaldte ”prepper”-samfund mere talrige, bevæbnede med amatørradioer, masser af fødevarer og, naturligvis, automatvåben. Efter sammenbruddet kunne man tænke sig, at vi endte med et spredt og ny-middelalderligt samfund af små grupper, der har nok i sig selv, og ikke har brug for nationale regeringer.

Millioner af mennesker kunne også ende som nomader, hvor de som trækfugle flytter mellem egnede steder, som klimaet byder på.

Man spørger jo sig selv, om den gode Khanna virkeligt selv tror på det her? Skulle Verden allerede bryde sammen i 2025, pga. en opvarmning, der p.t. kun er ca. 1,1 grad over ”førindustrielt niveau”, der vel at mærke var i den miserabelt kolde ”Lille Istid”?

Han sammenkæder uden blusel opvarmningen med 30 millioner flygtninge og alverdens naturkatastrofer – inkl. jordskælv, som dog normalt ikke regnes for et klimarelateret fænomen, men hvem ved? Det er jo ellers velkendt at langt de fleste flygtninge forlader deres hjem pga. krig eller korrupte og dårlige regeringer. Vi har endnu til gode at se en rigtig flygtning fra en permanent klimaforandring.

RCP8.5-scenariet, som generelt – også af klimavidenskaben – anses for urealistisk, bliver her ophøjet til den evige sandhed. Og så skulle det hele gå galt i løbet af kun 3 år, hvor temperaturen vil stige fra de 1,1 til 1,5 grader siden 1750. Selv IPCC har vist aldrig sagt at Verden går under, så snart vi rammer de 1,5 grader – eller at det skulle ske her i midt-tyverne. 

Og som vi har været inde på en del her på det seneste, der er ikke rigtigt nogen klimaforandringer at se i de tilfælde af ekstremvejr vi har haft på Jorden i de senere år, når der ses bort fra, at hedebølgerne måske er blevet en smule varmere.

Indtil nu har vi til gengæld haft glæde af temperaturstigningen og atmosfærens forøgede CO2-indhold, der bl.a. har betydet støt stigende høstudbytter i Verden fra 1960 til i dag, se fig. 1.

Fig. 1: Udviklingen i høstudbytter (tons/hektar) for en række afgrøder, i % med 1960 som udgangspunkt. Den tykke blå streg er udviklingen i den globale temperatur (fra HadCRUT4-serien).

Men Khanna forudser den helt store katastrofe med milliarder af døde, dog således, at der stadigvæk vil være 6 milliarder tilbage, der vil leve i små grupper i deres prepperhuler – med eller uden automatgeværer. Mange af dem vil have koloniseret Sibirien – hvilket den russiske regering forhåbentligt har accepteret.

Hele indlægget er så langt ude – og er vist tænkt som en slags reklame for Khannas konsulentvirksomhed – at Time Magazines redaktion skulle have smidt det i papirkurven uden yderligere betænkeligheder. Men sådan er det ikke hos Time.

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Frederik Jørgensen

    At der er korrelation mellem CO2 og høstudbytter betyder jo ikke nødvendigvis, at der er kausalitet.

    Samme “logik” gør det jo indlysende at stigende CO2 forårsager stigende temperaturer 😉

    Det kunne jo lige så godt være bedre dyrkningsmetoder? Bedre gødskning – bedre insektbekæmpelse, ukrudtsbekæmpelse m.v.

    • Søren Hansen

      Pointen i artiklen er de dystre spådomme om, at fødevareforsyningen allerede i 2025 vil gå galt pga. den beskedne yderligere opvarmning, der – måske – kommer i løbet af de næste 3 år. Det er noget usandsynligt vrøvl – og det burde Time Magazine holde sig for god til at bringe. Stigningen i høstudbytter de seneste 50 år skyldes en kombination af lunere vejr, stigende CO2-indhold samt bedre dyrkningsmetoder og afgrøder. Der står “bl.a.” i artiklen, men masser af forsøg har påvist CO2-stigningens gunstige indflydelse på planternes vækst, som vi har beskrevet mange gange her på siden.

  2. Hans Henrik Hansen

    “Men Khanna forudser den helt store katastrofe med milliarder af døde, dog således, at der stadigvæk vil være 6 milliarder tilbage, der vil leve i små grupper i deres prepperhuler – med eller uden automatgeværer”
    – man må håbe, at de finder ‘nogen’, der kan levere ammunition til våbnene samt nogle ‘medicinmænd’ (m/k), der kan kurere akut blindtarmsbetændelse, større læsioner og anden dårligdom! 🙂

    • Søren Hansen

      Lægehjælpen kan det måske knibe med, men jeg tror at amerikanerne i deres husholdninger har ammunition nok til, at de kan skyde på hinanden i de næste 100 år…

  3. Jørge Petersen

    Krig, konflikt og katastrofe sælger. Det må være årsagen til, at man i medierne ofte ser meget tåbelige og totalt vildledende artikler og indslag med mere.

Skriv et svar til Jørge Petersen Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*