Kobber – en mangelvare?

Konsulentfirmaet S&P Global har udsendt en større rapport med titlen The Future of Copper, “Fremtiden for kobber”. Undertitlen er, oversat: ”Vil den truende mangel på forsyninger true overgangen i energiforsyningen?”

Kobber er et helt afgørende metal i elektriske installationer. Det er det foretrukne materiale til kabler og andre installationer, der skal kunne lede elektrisk strøm. Kun sølv leder strømmen bedre, men sølv er mange gange dyrere. Kobber er fleksibelt og meget modstandsdygtigt mod f.eks. korrosion eller slid. Et andet alternativ er aluminium, der er en lidt dårligere leder og mere sårbart, men til gengæld vejer det mindre og er derfor foretrukket til højspændingskabler.

Men til stort set alle andre formål inden for den elektriske verden er kobber uomgåeligt. Den grønne omstilling indebærer som bekendt, at energiforsyningen skal elektrificeres. Mange flere ting skal fremover være elektrisk drevne, f.eks. transport (elbiler) eller opvarmning (el-varmepumper). Det kræver flere elektriske forbindelser i form af kabler på kryds og tværs i landskabet, transformatorer, afbrydere osv. Hertil kommer, at de ønskede kilder til strømmen, vindmøller og solceller også indeholder betydelige mængder kobber. Solcellerne selv bruger ikke alverden, men sammenkoblingen af de mange paneler i en park sker med kobberledninger. Batterier har litium som hovedkomponent, men igen kræver sammenkoblingen af alle de små celler (6000 i en standard-elbil) kobbertråde.

Kobber er således et nøgleelement i den grønne omstilling, og der må forventes et kraftigt stigende behov, hvis de meget ambitiøse mål om nul CO₂-udslip i 2050 skal indfris. Fig. 1 viser en fremskrivning af behovet, opdelt i energiforsynings-relaterede formål og alle de øvrige anvendelser. Sidstnævnte forventes at have en jævn, men forholdsvis behersket udvikling, mens energiomstillingen vil kræve en stigning i kobberforbruget fra ca. 8 mio. tons i dag til 21 mio. allerede i 2035. Det er 13 millioner tons øget kapacitet på bare 13 år.

Men inden vi kigger nærmere på det, er det af interesse at se, hvorfra S&P Global har tallene for udbygningen i forbindelse med den grønne omstilling. Det viser sig, at de stammer fra IEA, det Internationale Energiagenturs store plan fra 2021. Den har vi omtalt tidligere her på siden, og den virkede meget optimistisk – for ikke at sige urealistisk, med de store forventninger til adfærdsændringer og en elektricitetsforsyning baseret på sol og vind, med meget lidt backup-kapacitet.

Tabel 1 viser IEA’s udbygningsplan, hvert år fra nu af skal der udbygges med 4-5 gange så mange solceller og 3 gange så mange vindmøller, som vi installerede globalt i 2020.

Tabel 2 viser resultatet i form af de installerede kapaciteter 2030 og 2050. Tallene er stillet lidt finurligt op, men man kan regne ud, at den vedvarende energi forventes at køre med en kapacitetsudnyttelse på ca. 26 %. Det passer jo meget godt med et miks primært bestående af solceller og landmøller. Men der er formentligt ikke megen ekstra kapacitet. Rapporten kommer i forbifarten ind på et behov for batteri-backup og nævner et tal på 3.100 GW kapacitet, med 4 timers lagring. Det giver 12,4 TWh.

Det store problem med IEA’s rapport er, at den tager meget lidt hensyn til svingningerne i produktionen fra sol og vind. Rapporten nævner et årligt elforbrug i 2050 på 71.200 TWh. Det betyder, at batteriernes 12,4 TWh kan dække i alt 1½ times manglende produktion. Det er jo langt under det påkrævede. Selvfølgeligt vil der altid være solskin ét eller andet sted på Jorden, og det skal nok også blæse lokalt hist og pist. Men hele Jorden bliver jo ikke koblet sammen elektrisk, så regionsvis skal batterierne håndtere svigt af produktionen, og så rækker tallene her ingen vegne. Man kan formindske behovet for backup noget ved at installere en betydelig overkapacitet af vind og sol, men det har IEA åbenlyst heller ikke.

Alt tyder således på, at S&P Global’s tal for kobberbehovet er betydeligt lavere end i realiteten. Men lad os gå videre med deres tal.

S&P Global kigger på to forskellige scenarier for udbygningen. Man erkender til en start, at en simpel udvidelse af produktionskapaciteten ved at anlægge nye miner næppe er realistisk. Hvis kobberudvindingen således skulle stige med 1 million tons om året, svarer det til, at der skulle anlægges 3 nye miner hvert år, med en produktion på godt 300.000 tons rent kobber pr. år. Kobberforekomster i dag er ikke, hvad de har været, typisk kan man regne med, at der kun er ca. 1 % (eller mindre) kobber i malmen. Dvs. at man, for at producere 300.000 tons kobber, skal bryde 30 millioner tons malm eller mere. Det er ikke nogen lille operation.

Nye miner kan snildt tage 10-15 år, før de kan begynde produktionen. Der er geologiske undersøgelser, planlægning og derefter en som oftest meget langstrakt myndighedsbehandling. Sidstnævnte er kun blevet værre med årene, der er altid lokale græsrødder eller større miljøorganisationer, der er klar til at gøre indsigelser mod et sådant projekt. Og man kan dårligt bebrejde dem, slet ikke de kommende naboer, jfr. fig. 2.

S&P Global regner nu på to scenarier, begge kun med begrænset udvidelse med nye miner. Det ene scenarie forudsætter, at alt går strygende, de eksisterende miner kan udvide deres produktion voldsomt, og der kommer endnu mere skub i genanvendelsen af kobberholdigt affald (kobber genoparbejdes allerede i dag i stort omfang). Men selv under de omstændigheder kommer Verden til at mangle 1,5 millioner tons kobber for året 2035.

Det andet scenarie er meget mindre optimistisk – og dermed nok tættere på realiteterne – og her kommer man til at have en efterspørgsel i 2035, der er 9 millioner tons højere end produktionen.

Alt i alt står Verden over for en alvorlig udfordring, hvis man holder fast i de ambitiøse klimamål for hhv. 2035 og 2050. Når kobber bliver en mangelvare, vil priserne stige, og de når et punkt, hvor mange af de planlagte tiltag ikke længere kan gennemføres. Salget af elbiler, udbygning af elnettet og installation af nye vindmøller vil gå i stå.

Det betyder så, at vi ikke når klimamålene, men det er nok det mindste problem. Ødelæggelsen af samfundsøkonomien pga. ambitionerne om grøn omstilling vil nok være en meget mere alvorlig sag.