Klimaadfærd, Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Sagsøgning

Klimasagen har mange aspekter, og ofte kan man være i tvivl om, hvorvidt den egentligt handler så meget om Jordens fremtid. Hvad der til gengæld er helt sikkert er, at penge spiller en meget stor rolle. Klimaforskningen og industrien bag den grønne omstilling har gyldne år og en stærk interesse i at holde gryden i kog.

Andre interessenter er de fattige lande. De er i flere omgange blevet lovet store pengebeløb i ”klimakompensation”, hjælp til at tackle klimaforandringerne og støtte til omstilling til vedvarende energi. Der har været tale om en samlet overførsel på 100 milliarder dollars pr. år fra de rige lande til de fattige. De penge har dog ikke rigtigt vist sig endnu.

Derfor kan ulandene vælge en tredje vej, der bliver mere og mere populær. Man kan gå rettens vej, sagsøge et rigt land og få en dommer til at tilkende erstatning for ”klimaskader”, man har lidt, eller kan forvente at lide. 

Det har dog knebet noget med at få den juridiske sammenkædning til at holde. Hvis nogen har det lidt for varmt og vil sagsøge USA pga. deres enorme forbrug af kul, olie og gas gennem tiderne, så skal man rent juridisk kunne påvise, at netop USA er den skyldige part og dermed skal betale erstatning. Men hvordan gør man det?

Her kommer klimaforskningen til hjælp. Der udgives stribevis af artikler, kaldet ”forskning”, men formålet er udelukkende at give argumenter til sagsøgere. Her er et grelt eksempel fra tidsskriftet Climate Change. Sammendraget (Abstract) siger følgende:

At sætte tal på hvilke nationer, der er ansvarlige for de økonomiske følger af menneskeskabt opvarmning, er helt centralt ved klima-søgsmål og krav om erstatning for klimaskader. Imidlertid har lande, der søger erstatning, ikke nogen viden om, hvor stor en del af tabene som følge af opvarmningen, der kan henføres til de enkelte lande, og det underminerer deres position i retssagen. 

Usikkerheder hober sig op i hvert trin fra udledninger til koncentrationen af drivhusgasser, indholdet af drivhusgasser til globale temperaturændringer, globale temperaturændringer til temperaturændringer i det enkelte land og disse ændringers økonomiske tab. Det giver udlederne rig lejlighed til at afvise erstatningskravene.

Her løfter vi det slør af benægtelse ved at kombinere historiske data med klimamodeller af vekslende kompleksitet … for at fastslå hver nations ansvar for historiske temperatur-forårsagede ændringer i indkomsten i alle andre lande. Vi finder, at de fem største udledere (USA, Kina, Rusland, Brasilien og Indien) samlet har forårsaget 6.000 milliarder dollars i tab af indkomst som følge af opvarmningen siden 1990, svarende til ca. 14 % af det årlige globale bruttonationalprodukt; mens mange andre lande er ansvarlige for milliarder i tab.

Men fordelingen af skader fra opvarmningen er meget ulige: Lande med høje indkomster og høje udledninger har beriget sig selv, mens lavindkomst- og lavt udledende lande led skade, hvilket understreger uligheden i årsagerne til og konsekvenserne af den historiske opvarmning. Ved at sammenkæde de individuelle udledere med hvert enkelt lands tab fra opvarmningen, giver vores resultater et kritisk indblik i klima-skyld og nationalt ansvar for klimapolitikken.

Det lyder jo voldsomt, især påstanden om at den moderate temperaturstigning, vi har haft de seneste 150 år – og fraværet af nogen udvikling i tørke, regn, ekstremvejr osv., skulle have kostet landene en masse penge allerede nu.

Hvordan når forskerne så frem til deres resultater? Det sker ved flittig brug af modeller. Bl.a. har man haft modelkørsler, der simulerede den globale temperaturudvikling i forbindelse med stigningen i CO2, som vi har haft, og disse resultater sammenlignes med kørsler, hvor man har sat stigningen i CO2-indholdet til nul. Det giver så en differens i temperatur og den kan nu fordeles ud over de enkelte nationer og forskellen i de skadelige virkninger beregnes. Fig. 1 viser hvor meget de enkelte områders økonomiske udvikling har ændret sig som følge af den globale opvarmning. Derefter er det jo en smal sag at fordele CO2-udledningerne på de enkelte store nationer, og så kan man beregne de tilhørende pengebeløb. Fig. 1 viser også et bud på, hvor meget Indiens bruttonationalprodukt har ændret sig som følge af USA’s udledninger.

Fig. 1: Til venstre: Kurve, der viser tabet i vækst som følge af den årlige gennemsnitstemperatur. Ca. 14 grader er åbenbart bedst. Er temperaturen bare lidt højere eller lavere, går det ud over den økonomiske vækst. Kortet viser den resulterende udvikling i væksten (i procent) i Verdens lande som følge af den reelle globale opvarmning. Til højre: Indiens ændring i bruttonationalprodukt som følge af den globale opvarmning hhv. med (rødt) og uden (blåt) USA’s bidrag til drivhusgasudledningerne. Forskellen er den kompensation, USA “skylder” Indien.

Fig. 2 viser USA’s indflydelse på hele Verden, det er slemt i de varme lande, men faktisk positivt når man kommer længere mod nord.

Fig. 2: USA’s udledningers indflydelse på alle lande i hele Verden, i form af ændringer i bruttonationalproduktet, rødt = tab, blåt = gevinster.

Fig. 3 viser de 5 værste tilfælde og de 5 bedste. Bemærk at gevinsterne i de nordlige lande er meget større i procent end tabene i de varme lande, hvoraf UAE og Saudi Arabien er med blandt dem, der har lidt det største tab. Det er de næppe klar over selv.

Fig. 3: USA’s udledningers bidrag til de fem hårdest ramte lande (til venstre) og de 5 lande, der har haft mest positive resultater. Den sorte streg markere summen af de forskellige faktorer, som man bruger. Bemærk, at skalaerne er forskellige på de to grafer.

Der står ikke meget i artiklen om, hvor tabene faktisk kommer fra, men i forbifarten nævnes lavere høstudbytter og mindre produktivitet i arbejdskraften pga. højere temperaturer. Der refereres til en stribe andre artikler, men en stikprøve kastede nu ikke meget lys over sagen. Det antages bare, at i de varme lande vil en temperaturstigning have en kraftig effekt på bruttonationalproduktet.

Vi taler trods alt om en stigning på ca. en grad over de seneste 100 år. Hvis ikke den er ledsaget af varige ændringer i nedbør – og det har den ikke været – så er det jo ikke noget, folk kan mærke. At den f.eks. skulle besværliggøre arbejdet og dermed produktiviteten i landbruget er meget lidt overbevisende. Stort set alle lande i Verden har haft økonomisk fremgang og stærkt stigende høstudbytter. De resultater, vi præsenteres for her, er jo således kun forskellen mellem den stigning, vi har haft, og hvad den – rent teoretisk – kunne have været uden opvarmningen.

Til gengæld har der været fuld produktivitet i forskningsmiljøet (de har jo nok også aircondition) og computerne har arbejdet på overtid med modelberegninger.

Men hvad nytte gør det?

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Martin Dalgaard Gosvig

    Det er simpelthen sygt.
    Divide and conquer.
    Make everybody hate everybody.

    Øget CO2 har kun haft fordele for mennesker, specielt i varme lande!!

  2. Hans Henrik Hansen

    “Man kan gå rettens vej, sagsøge et rigt land og få en dommer til at tilkende erstatning for ”klimaskader”, man har lidt, eller kan forvente at lide”
    – hvilket dog må forudsætte, at pågældende ‘rige land’ har en lovgivning, der muliggør sådanne søgsmål; dette er mig bekendt ikke tilfældet for Danmarks vedkommende(?).

Skriv et svar til Martin Dalgaard Gosvig Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*