Dansen med klimadata, Klimarealisme i medierne

Ozonhuller

Ozonhullet over Antarktis var meget i offentlighedens fokus tilbage i 1980’erne. Det gav anledning til mange dommedagsforudsigelser. En teori fremkom gående ud på, at ozonhullet skyldtes menneskelige udledninger af CFC-gasser dvs. gasser med kulstof, fluor og klor i molekylerne. Man vedtog så globalt den såkaldte Montreal-aftale og forbød produktion af disse gasser og en udfasning af deres brug. Officielt blev aftalen en stor succes, med tilfredshed konstaterede man i årene efter, at ozonhullet svandt ind.

Ozon er et molekyle bestående af 3 iltatomer, skrevet O3, hvor ilt normalt optræder som O2. Ozon reagerer kraftigt med snart sagt hvad som helst og er derfor kortlivet i atmosfæren. Men der dannes kontinuerligt ny ozon i atmosfærens øvre lag (15-25 km oppe) som følge af solens ultraviolette stråling. Teorien var nu, at CFC-gasserne slap op i atmosfæren og reagerede med ozonen og derved nedbrød den hurtigere, end der kunne dannes ny. Det fandt sted over polerne og især over Antarktis. Man betragter det som et ”hul”, når koncentrationen af ozon er faldet med mere end 25 %. I værste tilfælde kan faldet være op til 80 % i midten af hullet.

Ozon beskytter mod solens ultraviolette stråling og er derfor med til at hindre, at denne stråling ødelægger livet på jorden – og gør badegæster forbrændte. Derfor var man meget bekymret over ozonhullet, tænk hvis det bredte sig længere nordpå (eller sydpå fra Nordpolen)?

I sin bog: ”32 myter om klimaet du ikke skal hoppe på”, skriver Johannes Krüger, at hele historien om ozonhullet og CFC-gasserne er en myte. Ozonhullerne over polerne har altid været der, de er et helt naturligt fænomen. De svinger meget i størrelse fra år til år, og der er ikke nogen entydig sammenhæng med indholdet af CFC-gasser i atmosfæren. Der er mange stoffer, der ender deroppe, og et af dem, der spiller en stor rolle, er klor, der frigøres fra havets salt.   

Artiklen beskriver dernæst et gigantisk ozonhul, der er fundet over Ækvator. Dets udstrækning er op i mod 7 gange større end hullet over Antarktis. Det er så langt væk fra polerne, som man kan komme. Det betyder selvfølgeligt, at teorierne om dannelsen af ozonhullerne må revideres.

En ny artikel tager fat i spørgsmålet. Først og fremmest fastslår den, at ozonhullet over Antarktis ikke er blevet mindre i takt med den mindre udsendelse af CFC-gasser. Udbredelsen i de seneste år 2020-2021 har nærmest slået nye rekorder. Det er åbenbart, at der må være andre mekanismer på spil i forbindelse med nedbrydning af ozonen. Her peger forfatterne på kosmisk stråling og variationer i denne, som igen er fremkaldt af variationer i Solens indstråling. 

Ozon i stratosfæren bidrager til afkøling af Jorden, idet den bortreflekterer noget af Solens stråling direkte. Ozon længere nede – i troposfæren – virker derimod som en drivhusgas. Det skal klimaforskerne have med i deres modeller til beregning af den globale opvarmning. At der er ozonhuller ved Ækvator og dermed mindre ozon, end man troede, har selvfølgeligt en indflydelse på Jordens energibalance.

Montreal-aftalen er af mange set som et forbillede for alle klimaaftalerne. Se, hvis vi vil, så kan vi! Men det viser sig nu, at den ikke havde indflydelse på ret meget i praksis, og dermed bliver det endnu en gang understreget hvor lidt, vi reelt ved om atmosfæren og klimaet.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Ingrid Schmall

    Das Ozon in der oberen Atmosphäre mag vielleicht auch energiereiches Sonnenlicht reflektieren, vor allem wirkt es dort als kühlendes Treibhausgas, genau wie CO2. Beide Gase absorbieren und reemittieren dort energiereiche Strahlung gemäß den jeweiligen Absorptionsspektren, die so nur stark reduziert bis zum Erdboden gelangt. Die Erde ist schließlich eine Kugel, sodass die ungerichtete Reemission weit mehr an der Erde vorbei und zurück in den Weltraum gelangt, als bis zum Erdboden durchdringt.

  2. Carsten Jensen

    Den sidste sætning i artiklen rammer vist plet : “dermed bliver det endnu en gang understreget hvor lidt, vi reelt ved om atmosfæren og klimaet”, korrekt ?

    Mere interessant kunne være at høre nærmere om det 7 gange større hul over ækvator ?!

    Nu har vi næsten fjernet udledning af CFC, bortset fra min gamle Toyota der stadig lækker fra A/C, og min Toshiba varmepumpe, der har lækket 92 gram på 3 år. Vi må se…

  3. allan astrup jensen

    Kritikken i indlægget af regulering af CFC’erne og Montreal protokollen er helt hen i vejret. Hvis klimarealister fortsætter med at fremføre disse usaglige påstande, vil der ikke være nogle normale mennesker, som vil støtte sagen. En sætning som: “Der er mange stoffer, der ender deroppe, og et af dem, der spiller en stor rolle, er klor, der frigøres fra havets salt” er lodret forkert. Det, der findes i havvand og kan frigøres ved skumsprøjt, er chlorid-ioner, der ikke er flygtige, og derfor ikke kan transporteres til stratosfæren. Problemet med CFC er, at stofferne er flygtige og ikke nedbrydes i troposfæren. De allerede udledte CFC vil derfor langsomt (gennemsnitlig levetid i atmosfæren er 50-100 år) ende op i stratosfæren, hvor molekylerne nedbrydes af kortbølget UV-stråling. Hermed frigøres reaktive chlor-atomer, som så vil reagere med ozon i en kædeproces og reducere ozonkoncentrationen in disse højder, som er vital for beskyttelsen af alt liv i biosfæren mod solens kortbølgede UV-stråling. Der mange variable, naturbestemte kemiske faktorer og processer, der nedbryder og opbygger ozonlaget. Dem må vi leve med, men bidraget fra udledning af millioner af tons af de industrifremstillede CFC, blev stoppet ved udfasningen af disse stoffer. Den lange levetid i atmosfæren betyder, at det pt. er umuligt at måle udfasningens betydning for ozonlaget.
    Fra 1974-1978 var jeg ansvarlig sagsbehandler for ozonlagsproblematikken og deltog i de internationale forhandlinger. Jeg skrev en artikel om ozonlagskemien i Dansk Kemi 1976; 57: 256-262.

    • Preben+Møller+Jacobsen

      “Der er mange stoffer, der ender deroppe, og et af dem, der spiller en stor rolle, er klor, der frigøres fra havets salt” er lodret forkert. Ja, det er ikke helt korrekt, se herunder:
      Iflg. Johannes Krügers bog “32 myter om klimaet du ikke skal hoppe på” side 142 mf. står, citat: “Over 30 forskellige stoffer, der indgår i næsten 200 forskellige kemiske reaktioner bidrager til at nedbryde ozonlaget i stratosfæren, hvor de væsentligste bidrag overvejende kommer fra havvands afgivelse af klor til atmosfæren, fra metylklorid, som dannes af svampe og alger og fra vulkanudbrud”.

  4. Erling Petersen

    Interessant artikel. Jeg husker, da man vedtog at forbyde brug af CFC-gasser i køle- og varmepumpeanlæg. Fabrikanterne protesterede, fordi man så måtte erstatte dem med mindre effektive kølemidler, og dermed ville elforbruget stige. Har du noget tal for, hvor meget det globale elforbrug er steget som følge af ozon-myten? Efterfølgende stillede man så krav om, at alle køleanlæg som blev sendt til skrotning skulle tømmes for kølemiddel. På trods af at langt de fleste køleanlæg blev sendt til skrotning, fordi de var blevet utætte, og kølemidlet var forsvundet.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*