Den klimavidenskabelige litteratur er kolossal. Der ofres ufattelige summer af penge hvert år, ikke mindst på arbejdet med klimamodellerne. Men der er også mange andre aspekter. Alligevel er der i klimavidenskaben en betydelig bekymring for, at offentligheden ikke tager truslen alvorligt nok. De fleste mennesker har måske svært ved at forholde sig til en hypotetisk havstigning i år 2100, og stort set alle politikere er ude af stand til at se på noget, der rækker ud over deres nuværende valgperiode.
Klimavidenskaben har derfor ofret betydelige kræfter på de såkaldte ”sammenkædnings”-studier, attribution studies. Her er tanken, at når vi har en storm eller en oversvømmelse, skal den kunne henføres til den globale opvarmning og den menneskeskabte stigning i atmosfærens CO2-indhold. Disse studier kan imidlertid tage lang tid at gennemføre og få publiceret, og i mellemtiden har offentlighedens opmærksomhed skiftet fokus til noget andet. Derfor oprettede man en særlig sammenslutning af forskere, der skulle gennemføre sammenkædningsstudierne lynhurtigt og udgive dem, mens den pågældende naturkatastrofe var i frisk erindring.
Men hvordan skaber man denne sammenkædning? Der har jo altid i Jordens historie været naturkatastrofer, orkaner, stormfloder og naturbrande. Før i tiden kostede de tilmed mange flere menneskeliv end i nutiden. Kunsten er således at påvise, at disse begivenheder er blevet hyppigere eller alvorligere som følge af den globale opvarmning.
For at gøre det på en videnskabelig måde, har klimaforskningen tyet til modelberegningerne. Man kan sætte sin computer til at regne på situationen med det nuværende CO2-indhold i atmosfæren (420 ppm) og så et indhold på f.eks. 280 ppm, svarende til ”førindustrielt niveau”.
Computeren kan da fortælle, om naturkatastrofen er blevet værre – eller om den kan forventes at optræde hyppigere med vores nuværende CO2-indhold. Måske bliver resultatet, at den globale opvarmning ser ud til at have en effekt, måske ikke. Selvom modelberegningerne i princippet ikke er særligt realistiske, og resultaterne meget afhænger af det input computeren får fra forskerne, så har man dog et resultat, som kan forsvares som ”videnskabeligt”. Der er dog endvidere det problem, især mht. frekvensen, at vores detaljerede viden om naturkatastrofer i fortiden ikke rækker ret mange år tilbage i tiden, og derfor udgør et ufuldstændigt grundlag for sammenligninger.
Alt i alt må man forvente, at metoden giver relativt moderate resultater, dvs. at klimaforandringerne ofte vil blive frikendt som medårsag til naturkatastrofen. Det er jo fint nok, hvis man ikke ønsker at slå unødig alarm i forbindelse med klimaet, men på den anden side utilfredsstillende, hvis man gerne vil styrke fortællingen om ”klimakatastrofen”.
Og utilfredsstillende er det helt sikkert for en type som Naomi Oreskes, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på siden. En amerikansk forsker i videnskabsteori, med stærke klima-alarmistiske tilbøjeligheder. Hun er stærkt misfornøjet med, at ikke alle deler hendes synspunkter på klimaet, og det vil hun gerne lave om på.
Vi har tidligere set, hvordan hun forkastede filosoffen Karl Poppers grundtanke om, at enhver videnskabelig teori skal kunne testes og eventuelt falsificeres, dvs. det skal være teoretisk muligt at modbevise den.
Tankegangen i ovennævnte sammenkædningsstudier er i rimelig overensstemmelse med Karl Poppers princip. Computeren afgør, om der vil være en forskel afhængigt af luftens CO2-indhold. Vores teori er f.eks., at den globale opvarmning har gjort en given oversvømmelse voldsommere, og computeren vil så underbygge teorien eller forkaste den. (Nu er computerberegninger jo ikke forskning på noget særligt højt niveau, givet de mange usikkerheder omkring input til modellerne, men det kan vi lade ligge i denne omgang.)
Naomi Oreskes er imidlertid slet ikke glad for denne tingenes tilstand. Hun frygter, at billedet af klimakatastrofen bliver unødigt optimistisk, fordi sammenkædningsstudierne generelt må forventes at give for få ”positive” resultater. Med andre ord vil der være begivenheder, som er forværret af klimaforandringerne, men hvor sammenkædningen ikke når frem til det resultat.
Oreskes har derfor, sammen med en medforfatter, skrevet en lang artikel, hvori et alternativt begreb beskrives: ”Fortællingen” (storyline). Artiklen kommer i kølvandet på en meget omfangsrig litteratur, så her har vi igen et område af klimaforskningen, hvor der ofres enorme ressourcer, primært i arbejdstid, da forskningen tilsyneladende ikke indbefatter målinger eller computerberegninger af nogen art.
Med Fortællingen skifter vi angrebsvinkel. Vi tager udgangspunkt i termodynamikken og kigger på hvordan tingene formentligt hænger sammen. Højere temperaturer giver mere vanddamp, der kan resultere i mere nedbør. De højere temperaturer tilfører også atmosfæren og havet mere energi, der kan gøre storme og orkaner kraftigere. Nu er det hele jo meget nemmere. Tag en orkan, der er braget i land på USA’s østkyst. Den vil få tilført mere energi og derfor være kraftigere, end den ville have været, hvis den globale temperatur var lavere. Eller se på oversvømmelserne i Tyskland i fjor. Mere vanddamp har givet mere regn og derfor større vandmasser. Hvor svært kan det være?
Oreskes medgiver, at metoden kan betyde, at klimaforandringerne får skylden for flere hændelser, end de i virkeligheden har. Men det er en fejl på den forsigtige side, hellere sammenkæde for mange end for få af begivenhederne, så politikerne kan komme i gang med at bygge diger og opføre vindmøller. Det påpeges også, at anvendelse af Fortællingen som metode vil gøre det lettere for dem, som anlægger sag an mod f.eks. de store olieselskaber i forbindelse med klimaforandringerne (som om at det skulle være en god ting…). Med Fortællingen kommer vi ud over sammenkædningens problem med at konkludere at “fravær af bevis betyder et bevis på fravær” af sammenhæng.
Modstanden i videnskabelige kredse mod Fortællingen bunder ofte i forskernes frygt for at slå falsk alarm og dermed lide skade på deres omdømme. Men her er Oreskes ikke i tvivl. Problemet med forskernes omdømme er ubetydeligt sammenholdt med de risici, samfundet løber, hvis der ikke blæses alarm nok.
Klimarealisterne skal også lige have en over nakken:
[Forskernes frygt for deres omdømme] er kun blevet værre i klimavidenskaben på grund af eksternt pres fra klimaskeptikere og -”benægtere”, som åbenlyst og gentagne gange har anklaget klimaforskerne for at overdrive truslen.
Det påpeges, at klimaforskerne som følge heraf er meget forsigtige med at konkludere, og som eksempel nævnes IPCC’s 27 år gamle anden store rapport (SAR), hvor man kun ville konkludere, at der var en ”skelnelig” indflydelse af CO2 på den globale temperaturstigning. Det er mange år siden, at man var så forsigtig! Oreskes mener dog fortsat, at klimaforskerne arbejder i en meget kølig, hvis ikke ligefrem fjendtligt indstillet omverden, og derfor er unødigt forsigtige i omgangen med deres tal og resultater.
En modstander af Fortællingen som metode påpeger, at den strider i mod 400 års videnskabelig praksis, men at klimavidenskaben åbenbart finder det acceptabelt pga. Forsigtighedsprincippet. Dette princip er jo kendt f.eks. i miljøforskningen og vurderingen af potentielt farlige kemiske stoffer. Her skal enhver tvivl komme miljøet og sundheden til gode, og det har jo bl.a. resulteret i absurd lave grænseværdier for f.eks. grundvandets indhold af stofferne.
Oreskes trækker det gamle juridisk inspirerede argument op af hatten. Hvor et forskningsresultat helst skal kunne betragtes som 95 % sikkert (dvs. 5 procents usikkerhed), så slår hun til lyd for at man kan gøre som f.eks. i retten i erstatningssager, hvor 51 % sandsynlighed bør være nok. Det er jo rent nonsens, fordi så kan man ligeså godt opgive at forske og bare kaste en mønt.
Oreskes slutter med at konkludere, at kun Fortællingen kan bringe klimaforskningen videre. Om alternativet, den nuværende (Karl Popper-inspirerede) metode skriver hun:
Forskere, der følger den gængse norm vil næsten altid nå frem til et budskab om, at de enkelte vejrbegivenheder ikke har sammenhæng med klimaforandringerne – eller i hvert fald kan vi ikke sige noget om det. Kort sagt efterlader det indtrykket, at vi ikke ved noget, hvilket styrker klimamodstandernes påstande om, at klimavidenskaben er omgærdet af stor usikkerhed, tvivl eller utilstrækkelighed, og den generelle indstilling blandt mennesker er at ignorere trusler, der ikke står lige for døren.
Så er det sagt ligeud. Oreskes vil have klimapanik og det skal være nu, og derfor forsøger hun at give klimavidenskaben et figenblad i form af Fortællingen, så den kan give alarmismen fuld skrue og stadigvæk kalde sig videnskab.
Men Fortællingen er ikke videnskab. Den erstatter fakta med tro. Ja, der er mere vanddamp i atmosfæren og lidt højere temperaturer i luften og i havet – globalt i gennemsnit. Men hvad betyder det? Flere skyer, som køler, eller ændrede luft- og havstrømme, som bevirker en nedgang i antallet af orkaner (hvad statistikken faktisk viser)? Eller er der i virkeligheden ingen effekter af den meget moderate opvarmning, vi har haft indtil nu? Det er jo faktisk, hvad IPCC selv konkluderede i deres seneste store rapport AR6.
Så der er al mulig grund til at fastholde de videnskabelige principper, og holde sig til teorier, som kan falsificeres og ikke begive sig ud i rene spekulationer. Det er tungere, besværligere og går langsommere, men det kan jo også sikre, at vi undgår at kaste os ud i alle mulige kostbare og overflødige tiltag til at forebygge eller afhjælpe en klimakrise, der slet ikke er der.
Danish
Kvinder tenderer til fanatiske udfald, hvis de møder maskulin modstand i forskermiljøet. Oreskes frygter at blive undertrykt, og hendes modstand er så bizarre påstande og konklusioner. Hendes klimakamp er en følge af en personlig identitetskrise og mange nederlag, vil jeg mene. Hun kan vel kun hævde sig i et miljø fyldt med uvidenskabeligt nonsens, politisk korruption og bevillinger i milliardklassen.
Politikerne vil bare have at du betaler mere i skat.
Derfor.
Når de ikke længere sidder på stolene, er det de gjorde jo glemt. Og de har ikke længere ansvar.
Men VI betaler fortsat.
Og det er svært at afskaffe en skat, når den først er indført.
Undskyld hvis jeg kværulerer. Du nævner at højere temperatur giver mere vanddamp. Og den antagelse er vel den væsentligste baggrund for hele klimaskrækken. Måske burde vi begrænse os til at sige, at højere temperatur – kan – give mere vanddamp. På trods af stigende temperaturer har vi gennem de seneste årtier konstateret, at vandindholdet i de øverste dele af atmosfæren er faldet, og i de nederste lag er den steget. Videnskaben fortæller os, at i de øverste lag medfører vanddamp stigende temperatur og i de nederste lag medfører det flere kølende skyer. Ud fra dette er hele skrækscenariet med vanddamp som positiv feedback forkert. Vanddamp giver negativ feedback! Eller er der noget, som jeg har misforstået?
Det grundlæggende problem er, at der er så mange politikere og bureaukrater, der så gerne vil redde os alle sammen, og derfor bruger de så mange kræfter på at finde ud af, hvordan de kan redde os. Det var bedre, om de brugte kræfterne på at finde ud af, om vi behøver at blive reddet.
Det er absolut ikke at kværulere, vi er rørende enige. Jeg nævner vanddampen som en automatreaktion, der passer så fint til “Fortællingen”. Det er jo rigtigt, at varm luft kan rumme mere vanddamp, og klimaforskningens stiltiende antagelse er, at den relative fugtighed forbliver konstant. Derved vil stigende temperatur give et højere indhold af vanddamp. Men, men, men: Der er så mange mekanismer på spil, som jeg også skriver i opslaget, at antagelsen om konstant fugtighed helt givet ikke holder. Og i det tilfælde bliver hele ideen med vanddamp, der “forstærker” drivhuseffekten fra CO2, meget usikker.