Klimarealisme i medierne, Modeller, Solen

Skyer og klimamodeller

Her er en undersøgelse af satellitdata vedrørende skydækket i perioden 1983-2017, dvs. over 34 år. I den periode er udbredelsen af skyerne faldet, se fig. 1, mens deres såkaldte optiske tykkelse er steget. Det er nogle ganske interessante resultater. Normalt vil flere skyer reflektere mere sollys og dermed køle jorden. Nu er det modsatte sket, og faldet i skydække er faktisk nok til at forklare den globale temperaturstigning, der har været i perioden.

Fig. 1: Udviklingen 1984-2017: Rød: Den globale temperatur (anomali), blå: Skydækket i %.

Klimamodellerne anser ikke skydækket for at være nogen vigtig faktor for den globale temperatur. De ser udelukkende på drivhusgasserne med CO2 i front, der derefter styrer atmosfærens indhold af vanddamp. Man kunne så forestille sig, at stigningen i CO2-indholdet netop bevirkede faldet i skydække, men det harmonerer meget dårligt med klimamodellernes udgangspunkt mht. påvirkning (forcing) fremkaldt af drivhusgassernes tilbageholdelse af varme.

Kigger man på lokale data for kortere perioder, ser man altid, at en stigende temperatur skaber flere skyer. Det er jo for så vidt logisk nok, da den højere temperatur vil give mere fordampning fra havene og dermed mere vanddamp, der kan kondensere til skyer.

Men nu har vi en stigende temperatur og et faldende skydække. Hvad kan have forårsaget det? Artiklen spekulerer på, om der kunne være en mekanisme, hvor man i første omgang får et stigende skydække som følge af den højere temperatur, og at det så på et tidspunkt udløser et kraftigt fald i skydækket. Det er dog svært at se, hvordan det skulle gå til.

Der er således noget, der tyder på, at vi har en ukendt mekanisme, der har forårsaget faldet i skydækket.

Et fald i skydækket betyder en mindre samlet tilbagekastning af solens stråler fra skyernes toppe, en mindre albedo. Man skal imidlertid også se på den enkelte skys ugennemtrængelighed for lys, også kaldet “opacitet”. Højere opacitet giver mere tilbagekastning dvs. en højere albedo. Fig. 2 viser udviklingen i kombinationen af skyernes samlede areal og deres gennemsnitlige opacitet, som således er et godt udtryk for den globale albedo fra 1983 til 2017. Den svinger med sæsonen over året, men der er en klart nedadgående tendens, hvilket følger udviklingen i skydækket.

Fig. 2: Udviklingen i skyernes samlede opacitet, 1983-2017.

Den totale albedoeffekt på påvirkningen af Jorden er opgjort til at være ca. 16 watt pr. kvadratmeter (W/m2). Nedgangen i skydækket svarer til et tab i albedo på mellem 2,9 og 7 %, svarende til 0,5 til 1,1 W/m2. Det er den samme størrelsesorden som man mener, at CO2 har bidraget med ekstra i perioden 1983-2017 som følge af stigningen i atmosfærens koncentration.

Fig. 3 viser faldet i skydækkets areal over hhv. havet og landjorden. De to følges pænt ad og ligger tæt på hinanden.

Fig. 3: Udviklingen i skydækkets areal, i procent. Orange: over land; grå: Over havet; blå: Globalt.

Fig. 4 viser så stigningen i opacitet af skyerne i gennemsnit, her er effekten over havet større. Ud fra fig. 3 og fig. 4 kan man konkludere, at faldet i skydække er uafhængigt af faktorer på landjorden, hvorimod den øgede stigning i opacitet over havet kunne tyde på, at de stigende temperaturer her har givet en større fordampning af havvandet. De to fænomener (opacitet og totale skydække) er således ikke forbundet med den samme mekanisme.

Fig. 4: Udviklingen i skyernes gennemsnitlige opacitet. Orange: over land; grå: over havet; blå: Globalt.

Fig. 5 viser IPCC’s bud på hvilke faktorer, der påvirker Jordens energibalance. Drivhusgasser og aerosoler – alle af menneskelig oprindelse – spiller de altdominerende roller, der er slet ikke plads til f.eks. ændringen i skydækket (som IPCC i øvrigt ikke har nogen god forklaring på).

Fig. 5: IPCC’s bud på påvirkningen (forcing) af Jordens atmosfære. CO2, metan og andre drivhusgasser trækker op, mens partikler i luften (aerosoler) trækker ned.

Artiklen afstår fra at give et bud på, hvad der har fremkaldt reduktionen i skydækket, men nøjes med at konstatere, at IPCC’s ensidige satsning på drivhusgasserne må være ukorrekt, og vil føre til forkerte tal for den fremtidige opvarmning.

Der er meget om klimaet som IPCC – og vi andre – ikke forstår.

https://wattsupwiththat.com/2022/05/31/clouds-havent-behaved-the-way-the-ipcc-or-the-models-say/

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Sven Ove Thimm

    Interessant artikel med mange aspekter. Svensmark har helt klart vist, at kondensationskerner fra kosmisk stråling kan forøge skydannelsen. Fluxen af kosmisk stråling har været ret høj siden 2000 pga lav solaktivitet, så man skulle egentlig forvente øget skydannelse? Øget opacitet kan imidlertid, som Michael O Jonas også nævner i sin artikel, skyldes absorption af lys i skyen, hvilket varmer skyen op. Højere temperaturer i oceaner giver højere fordampning, hvilket skulle give flere skyer, men det kræver lav temperatur i kondensationsområdet. Hvis den øgede lysabsorption giver højere temperaturer i de luftlag hvor skyerne dannes, vil der blive færre af dem. Men hvorfor øges opaciteten? I sandhed et emne der kræver nærmere studium.

  2. bjarne munk

    I helt samme periode har vi jo – og med stor succes – SO2-emissionerne?
    SO2 har officielt negativ GWP?
    Dét er vel en erkendelse af, at SO2 er med til at danne skyer?

  3. Hans Henrik Hansen

    “Der er meget om klimaet som IPCC – og vi andre – ikke forstår”
    – ja, så absolut!
    Der er vist også noget med, at skyer dæmper udstrålingen om natten, hvilket hæver temperaturen nedenunder.
    Desuden betyder skyhøjden noget: Høje skyer (cirrus) har svjh. en anden (modsat rettet?) indflydelse end lave(re) skyer.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*