Er klimavidenskab videnskab?

Her er et resumé af en længere artikel skrevet af Andy May, hvor han igen tager spørgsmålet om definitionen på videnskab op. Den er værd at beskæftige sig af mange grunde. Klimaskeptikere bliver ofte spurgt, om de heller ikke tror på tyngdekraften eller evolutionen (udviklingen af dyr og planter gennem tiderne), når de nu forkaster klimavidenskaben?

Her må man huske at skelne. ”Menneskeskabte klimaforandringer” er én ting, mens ”klimaforandringer” er noget andet. At der er klimaforandringer, er lige så meget et faktum, som at der er tyngdekraft og evolution.

Karl Popper, den berømte filosof, ville have sagt, at disse tre observerede fænomener ikke er videnskabelige teorier, fordi de ikke kan falsificeres. Hvordan skulle man ”bevise” eller ”modbevise” at der er klimaforandringer?

En lang række ideer ville Karl Popper kalde pseudovidenskab. Det er teorier, der er udformet på en sådan måde, at uanset hvad man iagttager, kan det tages som indtægt for ideen. Popper nævner Karl Marx’s teori om historien som et eksempel. Popper skriver at ”en marxist kan ikke åbne en avis uden på hver eneste side at finde beviser” for teorien.

Popper spekulerede på, hvordan f.eks. marxismen eller astrologi var forskellige fra rigtige videnskabelige teorier som f.eks. Newtons love for tyngdekraften eller Einsteins relativitetsteori. Igen måtte man ty til falsificering. Både Newton og Einstein havde forudset, at lyset fra stjerner bag solen ville blive bøjet omkring den, så stjernerne ville være synlige, som om de befandt sig lige ved siden af solen. Forskellen var imidlertid, at Einsteins teori indebar en stærkere afbøjning end Newtons. Målingerne ved en solformørkelse i 1919 viste, at Einstein havde ret, det var det første rigtige ”bevis” på relativitetsteorien. Omvendt måtte man konstatere, at Newtons tyngdelov ikke gjaldt, når vi kom ud i de ekstreme situationer, som Einstein beskriver.

Målingen i 1919 var ikke det endegyldige bevis på relativitetsteorien. Men omvendt overlevede den, den blev ikke falsificeret – hvad den i øvrigt heller ikke er blevet siden.

Poppers styrke er den klare adskillelse af videnskab og pseudovidenskab. En rigtig videnskabelig teori forudser, hvad der vil ske – og ikke ske, hvis den er rigtig. I pseudovidenskaben har man ikke den skelnen.

Som nævnt er både tyngdekraften og evolutionen at betragte som fakta. Detaljerne vedrørende tyngdekraften er så dækket bedst af Einsteins teorier, når vi er ude i de ekstreme astronomiske tilfælde, f.eks. omkring sorte huller eller i forbindelse med kollisioner af tunge objekter. At der har fundet en evolution sted, fra de første encellede organismer for tre milliarder år siden og frem til nutidens dyre- og planteliv er heller ikke til diskussion, men der er mange detaljer vedrørende mekanismerne, der stadigvæk bliver justeret i takt med, at vi opnår ny erkendelse.

Teorien om menneskeskabte klimaforandringer er absolut at betragte som videnskabelig. Den kan i høj grad falsificeres, f.eks. hvis man over de næste 50 år ikke observerede nogen opvarmning selvom CO₂-indholdet i atmosfæren fortsat steg.

50 år er dog længe at vente, og derfor kan man ikke betragte teorien som værende på samme niveau som f.eks. Einsteins relativitetsteori. Klimavidenskaben kunne i høj grad trænge til nogle mere kortsigtede forudsigelser, som så kunne testes. Det skal her i parentes nævnes, at resultater fra klimamodeller naturligvis ikke tæller som en test. Klimamodellerne giver jo et facit i overensstemmelse med de input, de har fået, og kommer ikke til at skabe uafhængige resultater eller beviser. Skal man arbejde seriøst med klimavidenskaben, må man komme med forudsigelser, der derefter holdes op i mod faktiske målinger ude i marken.

Tabel 1 viser en oversigt over forskellige grene af videnskaben, og hvor de befinder sig i spektret mellem fakta og løse ideer.

Det er ubestrideligt, at vi har haft en stigende temperatur i gennem de seneste ca. 150 år og samtidigt er indholdet af CO₂ i atmosfæren også steget. Men at de to ting sker samtidigt, er jo ikke noget bevis for, at den ene forårsager den anden. Der kunne sagtens være tale om to ændringer, der er helt uafhængige af hinanden.

Klimaforskningen bevæger sig helt over i Karl Poppers pseudovidenskab, når den f.eks. forsøger at kæde oversvømmelser og storme sammen med “klimaforandringer”. Her betragtes enhver begivenhed som bevis for “klimakrisen”. Det hele står og falder med manipuleringen af klimamodellerne, og, som vi har set, kan modelresultater ikke betragtes som et resultat, der kan bruges til falsificering eller det modsatte.

Modellerne bruges ellers primært til forudsigelser langt ude i fremtiden, og i den forbindelse kigger man på hvor godt, de har kunne simulere den nærmeste fortid, dvs. f.eks. de seneste 20 år. Fig. 1 viser en af de klassiske kurver, hvor modellernes simuleringer er sammenlignet med de faktisk målte temperaturer. Det går ikke så godt, næsten alle modellerne viser meget højere temperaturer end virkeligheden.

En af modellerne, en russisk, er meget tættere på realiteterne, og det er interessant, at dens ophavsfolk regner med en væsentligt lavere følsomhed af temperaturen over for en fordobling af CO₂-indholdet, end alle de andre modeller gør. Russerne har en følsomhed nede omkring 2 grader celsius, hvor de andre modeller svinger sig væsentligt højere op – helt op til over 5 grader.

En kurve som fig. 1 kunne man så betragte som et forsøg på at falsificere teorien om menneskeskabt klimakrise, og det må siges at være et meget vellykket forsøg. Der er helt klart noget galt med modellernes forudsætninger om CO₂ som den altdominerende faktor for klimaet.

Det forunderlige er nu, at hvor alle andre videnskabelige grene i den situation ville skynde sig tilbage til tegnebrættet og genoverveje situationen, fortsætter klimavidenskaben ufortrødent.

Paris-aftalen fra 2015 taler om, at katastrofen vil indtræde, hvis temperaturen stiger over 2 grader sammenholdt med ”førindustrielt niveau”. Modellerne siger så, at med den nuværende takt af CO₂-udledninger vil vi skyde langt over de to grader, og så er der panik. Men alt tyder på, at de 2 grader ligger meget længere ude i fremtiden – om nogensinde, og så kan vi tage det hele meget mere roligt. Det kan klimaindustrien imidlertid ikke leve med, og derfor holder man stædigt fast i sine teorier og gør sig ikke de store anstrengelser for at efterprøve dem ved falsificeringer.

Karl Popper ville næppe være imponeret.