Må jeg anbefale den glimrende Podcast serie: Samfundstanker af Martin Ågerup, CEPOS. Kan blandt andet høres på Spotify.
Der har nyligt været to klimarelaterede podcasts:
Med det ærede medlem af Klimarealismes rådgiverpanel: Jens Olaf Pepke Pedersen (JOPP), som interviewes om hvordan vi bliver uafhængige af Putins gas.
Her konstatere JOPP tørt, at det næppe er ved at bygge flere vindmøller, da det er netop den “grønne omstilling” med dyre og forfejlede midler, der har gjort os endnu mere og helt unødvendigt afhængige af Putins gas. I stedet kunne vi blot trygt have fortsat med at bruge kul, og eftersøge olie og gas, herunder med fracking.
Forleden dag udkom en Podcast med de danske mediers klimadarling: Sebastian Mernild (SM), som blev interviewet om konsekvenser af klimaforandringer.
SM gjorde klædeligt op med myten om, at klimaændringer udgør et “eksistentielt problem”, og at vi har brug for at redde jorden. Og indledte i øvrigt med at erkende, at krigen i Ukraine nok er i en helt anden alvorlig kategori af udfordringer for menneskene.
Han havde dog svært ved at slippe ideen om alt mellem himmel og jord – inklusive SDU’s (hvor han er prorektor) strategi – skulle handle om “bæredygtighed” og “klimaændringer”, men kunne ikke tilbagevise Martins klare påvisning af at kuren = grøn omstilling med vind mm. er (meget) dyrere end sygdommen = klimaændringer.
Så kom SM med en falsk forestilling og på bedste hockeystavsmaner om, at vandstandsstigningen er accelerende. Det baserer han og hans ligesindede på, at man har splejset nye satellitmålinger, som af uransagelige grunde viser en højere stigning end de konkrete vandstandsmålinger ved kysterne, ovenpå kystmålingerne, og så er det da klart, at der ser ud til at være en “acceleration”. Men det er mest en dels et fantasifoster. Hvis vi ser på de konkrete målinger på konkrete steder hele verden over, er det svært at se en tydelig acceleration. Se denne om København – som pludselig drukner:
Og en mere generel beskrivelse af Andy May, hvor der også sættes spørgsmålstegn ved den acceleration, som klimamodellerne forudsiger, men som ikke rigtigt har manifesteret sig tydeligt endnu.
I podcasten kommer SM med en en pudsig ide om, at vi bare kan bruge havets strømme til at levere “grundlast”. Der er en pointe i, at havstrømmene i modsætning til vind, strømmer hele tiden (rul bølge rul). Men lad os nu lige se på tallene.
I følge denne kilde, (ja man kan godt stole på Wikipedia, når det handler om ikke-(klima)politiske facts) er den samlede effekt af alle verdens havstrømme ca. 5.000 GW, det lyder jo pænt i forhold til den globale energiforbrugs effekt på knap 20.000 GW. Men, men, men, vi kan allerhøjest bruge 1 % af denne effekt uden at gøre vold på de globale akvatiske økosystemer og på klimaet (skal vi stoppe golfstrømmen eller hvad?) og det er jo så kun 50 GW, et latterligt lille tal, som ingen praktisk betydning har, og som givetvis vil være meget dyrt at fremskaffe.
Så mon ikke den kloge klimaforsker, Sebastian Mernild, bør tænke sig grundigt om, inden han bringer sig i kløerne på smarte vi-skal-bare-udvinde-uanede-mængder-af-billig-grundlast-energi-fra-havets-strømme projektmagere?
Danish
I berlingeren har man i denne uge kunnet læse to kronikker. Den ene fra 4. april er af Kirsten Halsnæs, professor, DTU, og ledende koordinerende hovedforfatter, FNs klimaekspertpanel. Den anden fra 7. april er af netop Sebastian Mernild.
Specielt virker Kirstens kronik som totalt afkoblet fra de seneste begivenheder i verden, da hun argumenterer for nødvendigheden af et seriøst globalt samarbejde i de næste tre år for at hindre at klimaet løber løbsk.
Enten må hun leve i en parallelverden eller også har hun stukket hovedet i busken. Fakta er at Rusland er dømt ude og både Indien og Kina ikke fordømmer Rusland og ikke ønsker at være med på restriktionerne, hvilket bevirker at der fra vestlig side lægges pres på specielt Kina med trusler om at de også kan blive offer for restriktioner. Konflikten er dybt skadelig for det internationale samarbejde, og der skal passes på at grøfter ikke graves for dybe.
Så hvordan forestiller Kirsten Halsnæs sig at der i dette år kan skabes et fællesskab i verden for at satse på at bremse CO2 udledningen, hvilket jo i særlig grad gælder Indien og Kina ?
SM ser på den anden side ud til at have forstået at CO2 udsendelsen vil øges på grund af EU’s forsøg på at afvikle Russisk gas. Dette kan så kompenseres for ved at sætte fuld speed på udviklingen af de nye teknologer der pt arbejdes på. Specielt peger han på den danske indsats. EU området vil i de næste år have meget store udgifter til militær og flygtninge og energi og der vil utvivlsomt også opsættes mange nye vindmøller. En stor ekstraordinær klimasatsning i EU med nye innovative teknologier kommer næppe til at ske lige med det samme.
Grunden til min kommentar her er at jeg ærligt talt føler at de to kronikker er temmelig barokke og virkelighedsafsporede her i den mest alvorlige situation efter 2. verdenskrig.
Jeg kan godt forstå klimaforskere har behov for at forsøge at fastholde fokus på klimadagsordenen, men timingen er ikke god og udstråler naivitet.
Tak for kommentaren, SM er dog mærkbart droslet ned i sin “politisering” i forhold til interviewet i Radio 24-7, hvor han sagde noget i retning af “hvordan kan I overhovedet finde på at tale med den slags folk” da man konfronterede ham med bl.a. Johannes Krügers syn på klimaændringer.
Men er SM klimaforsker eller politiker?