Klimarealisme i medierne, Koraller og Ocean pH

Nonsens om koraller

Her er en videnskabelig artikel, der forudser, at korallerne vil blive hårdt ramt allerede ved en 1,5 graders global temperaturstigning og helt udryddet, hvis vi skulle nå op på 2 grader. Grundlaget for deres dystre spådomme er forekomsten af såkaldte ”termiske tilflugtssteder”, hvilket er områder, der bevarer de ”normale” temperaturer.

Når f.eks. temperaturen ændrer sig, er det på grund af disse gunstige områder, at dyre- og plantearter overlever. I øjeblikket mener man, at ca. 84 % af koralrevene p.t. lever i termiske tilflugtssteder, men modelberegninger har vist, at allerede ved 1,5 graders global stigning vil tallet være reduceret til 2 % og ved de to graders stigning til 0. Med andre ord, når vi er nået Paris-aftalens mål om 2 graders stigning, vil hver eneste koral i hele Verden være udryddet.

Modellerne er baseret på den seneste generation, CMIP6, men maskestørrelsen er blevet forfinet – ned til 1 x 1 km, så man kan simulere de lokale forhold i koralrevene og identificere mulige termiske tilflugtssteder.

Man opererer med et begreb, kaldet mer-temperatur-uger (MTU), hvor man tager en periode med unormalt høje temperaturer (> 1 grad over ”normalen”) og ganger med periodens antal af uger. En MTU over 4 grad-uger siges at give skader på korallerne i form af blegning og når vi op på 8 grad-uger vil det medføre katastrofale følger for korallerne, der er truet af udryddelse. Det vil sige at en 8-ugers ”hedebølge” i havet på én grad skulle kunne slå alle korallerne ihjel.

Fig. 1: Til venstre: Sandsynligheden for at der intræder mer-temperatur-uger (“DHW”) og deres alvorlighed, for forskellige områder i Verdenshavene. Blåt er termiske tilflugtssteder, gult er på grænsen og røde områder er den visse død for korallerne. I midten vises årstidsvariationerne i temperaturen for de samme områder og til højre variationerne fra år til år, i perioden 1986-2019.

Der er jo områder med store temperaturvariationer over årstiderne, som det fremgår af fig. 1. De skulle være særligt udsatte, fordi en højere middeltemperatur over året vil give en højere sommertemperatur, og netop om sommeren er korallerne i forvejen tæt på deres maksimum-grænse.

Fig. 2 viser så, hvad der sker, hvis den globale temperatur stiger med hhv. 1,5 og 2 grader. Allerede ved 1,5 er de fleste termiske tilflugtssteder væk, og ved 2 grader gælder det dem alle sammen.

Fig. 2: Termiske tilflugtssteder, udbredelsen i perioden 1986-2019, den beregnede udbredelse ved hhv. 1,5 og 2 graders temperaturstigning. Blåt er termiske tilholdssteder, rødt områder hvor korallerne ikke kan overleve.

Artiklen ender så med at pege på, at vi mennesker må redde korallerne ved at ”styre” (manage) dem, f.eks. ved at flytte larver fra mere varmetolerante arter til de områder, der er ramt af temperaturforøgelserne.

Artiklens forfattere ved åbenlyst ikke meget om koraller, de har deres viden om blegning fra en artikel af den berygtede Terry Hughes, der har gjort en karriere ud af at spå om Australiens Great Barrier Reefs snarlige undergang. Det er jo tilbagevist for længst, bl.a. også af Hughes selv, og faktum er, at p.t. har korallerne det fint.

Indtil nu har vi haft en global temperaturstigning på ca. 1,07 grader ifølge IPCC. Den har ikke haft nogen indflydelse på korallerne. Forfatterne til artiklen her vil nu have os til at tro, at bare 0,4 grader mere, op til 1,5 grader vil medføre katastrofen. De 1,5 grader er jo et politisk tal, bestemt på mødet i Paris i 2015. Men nu er det blevet ophøjet til videnskab, og forfatterne her har formentligt ikke haft svært ved at justere deres computermodeller, så det ønskede katastrofale resultat kom ud.

Den slags videnskab er sørgelig, for at sige det mildt. Fra den nordlige til den sydlige ende af The Great Barrier Reef er der alene en temperaturforskel på 6 grader. Hvordan kan en stigning på 1,5 grader så udrydde det hele? Koraller opfattes som fastboende i deres rev, men deres larver, hvoraf der udsendes milliarder hver år, driver frit i vandet og vil slå sig ned, hvor betingelserne er gunstige. Dermed opnår korallerne en betydelig mobilitet, og det er jo nok den, der har gjort, at de har overlevet i flere hundrede millioner år med masser af klimaforandringer, også nogle, der var bratte, f.eks. overgangene fra istider til mellemistider.

Der er vist ingen grund til at tro, at korallerne uddør i nær fremtid, heller ikke hvis vi kommer til at overskride den politiske aftale om 2 graders temperaturstigning.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. CLAUS BEYER

    Koraller elsker varme. Alle de store koralrev-dannelser i geologisk tid er sket i varme perioder af jordens historie. Det kan også checkes ved at se på tilsvarende koraller som i Great Barrier Reef, der vokser nærmere ækvator dvs 1000 km længere mod nord. De vokser endnu bedre end korallerne i Great Barrier Reef. Så at sige, at mere varme er skadeligt for korallerne, er det rene nonsens. Det er beskæmmende, at “forskere” bruger usandheder til at skaffe penge. Det udstiller, hvad jeg mener er det sande motiv for alle de “gode” ideologer fra Greta Thunberg til Hoegh-Guldberg til Lars Aagaard og Dan Jørgensen. Det drejer sig om penge, masser af penge, som disse grådige folk haler hjem. Selvfølgelig i det “godes” navn. På bekostning af det arbejdende folk. Det er “Kammerat Napoleon” realiseret i den virkelige verden.

  2. Peter Krogsten

    Den australske forsker med det danske navn Hoegh-Guldberg, gjorde det også til et erhverv at spå om revets snarlige undergang. Han var dog så ærlig, at han et par år senere fortalte, at det havde overlevet på forbløffende vis. Nogle år senere lød alarmen igen, og han kunne igen skovle støttekroner op til universitetet. Jeg tror den gik 4-5 gange.

  3. Lars Nielsen

    Nu er der jo forskel på luftens temperatur og vandets temperatur. Så hvor meget er vandets temperatur egentlig steget
    Ifølge US EPA er temperaturen i overfladevandet steget 2 grader celsius siden 1910 og 1 grad siden 1980. Hvis de kan leve med det, mon de så ikke klarer yderligere 0,4 grader ?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*