Debatindlæg, Energipolitik, Klimapolitik, PM

Klimarådets 2022 status

Klimarådet er netop barslet med sin 2022-rapport, der gør status over de danske klimamål og den grønne omstilling, der skal føre til deres realisering. Det er en meget lang rapport, over 200 sider med mange gentagelser, og med fordel kunne den have været strammet op til ca. det halve omfang.

Rapporten har nogle gode og relevante pointer, men den har også sine svagheder, ikke mindst fordi den bundne opgave tvinger forfatterne til at se bort fra, om der overhovedet er fornuft i det, de skriver.

Man lægger ud med en omtale af IPCC’s nye rapport, der endnu en gang fejlciteres vedrørende ”klimaforandringerne”:

Forandringer i jordens klima er observeret i alle regioner af verden og på tværs af hele det globale klimasystem. Forandringerne påvirker i stigende grad havniveauet, vejrfænomener, dyre- og planteliv og øger afsmeltningen af klodens is. (s. 24)

Det er forholdsvis forsigtigt formuleret, men allerede på s. 29 får den fuld skrue:

Klimaforandringerne påvirker i stigende grad naturlige og menneskelige systemer. Påvirkningen sker blandt andet gennem stigende vandstand i havene samt kraftigere og hyppigere ekstreme vejrfænomener som tørke, naturbrande, orkaner og oversvømmelser. Mange af klimaforandringerne vil forstærkes i takt med yderligere opvarmning, og nogle af de forandringer er uigenkaldelige i århundreder og op til årtusinder.

Det er pinligt, at Klimarådet ikke ønsker at gengive IPCC’s rapport korrekt, men i stedet forfalder til at flyde med den samme strøm af alarmisme, som de fleste medier følger.

Klimarådet fremkommer med en let pessimistisk vurdering af mulighederne for at nå 2025 og 2030-målene, der er for megen risiko og teknologisk usikkerhed. Men regeringen får ros for at kaste milliarder ud på sagen, se fig. 1.

Fig. 1: Vejen til 70%-reduktionen og videre ned til nul. Regeringens tiltag opdeles i Vedtagne Virkemidler, Udspil og Strategier, og så de mere luftige Analyser og Tekniske Potentialer. Skraverede områder er med moderat risiko for at fejle. Man ser at vi er langt ude i usikkert farvand bare for at nå de 70%.

Rapporten beskæftiger sig også en del med udledninger fra fly og skibe, som jo ikke indgår i vores klimaregnskab i dag. I 2019 var Danmarks samlede udledning 47 mio. tons CO2e, mens skibsfarten ved siden af stod for 38 mio. tons. Hertil kommer klimaftrykket af vores vareimport, som nævnes at være ikke mindre end 61 mio. tons.

Rapporten gør status på alle klimarelevante områder, men kredser grundlæggende omkring nogle få hovedpunkter:

  1. Generel CO2-afgift på 1500 kr.
  2. Landbrug og fødevarer
  3. Mangel på ”grøn” strøm
  4. Power to X & netto-nul-udledninger

1. Generel CO2-afgift

Det slås fast, at en høj CO2-afgift, universelt gældende for alle, er den mest effektive metode til at opnå en grøn omstilling og en reduktion i udledningerne af drivhusgasser. Afgifterne bør selvfølgeligt samtænkes med EU’s CO2-kvotesystem og andre skatter. Klimarådet er ikke blindt for, at en høj CO2-afgift kan få store konsekvenser:

Reduceret produktion og erhvervsforskydning. Hvis produktionen af udledningsintensive produkter reduceres, sænkes udledningerne. En afgift vil forventeligt betyde, at produktionen af udledningsintensive produkter som cement og oksekød mindskes, og at samfundets ressourcer i stedet rettes mod andre erhverv.

Man kan jo forsøge sig med tilskud eller nedslag til de hårdest ramte brancher, men det er ikke Klimarådets anbefaling.

En tilskudsmodel indebærer dog en risiko for at fordyre målopfyldelsen. Det skyldes, at [CO2-opsamling] favoriseres frem for andre reduktionsteknologier som fx energieffektivisering eller produktion af mere klimavenlige cementtyper.

2. Landbrug og fødevarer

Klimarådet er godt klar over, at beregning af landbrugets udledninger af drivhusgasser ikke er så let.

En afgift i landbruget er dog praktisk kompliceret, da det ikke er en reel mulighed at måle udledningerne fra den enkelte ko eller gylletank direkte

Det skal dog ikke stoppe noget, men Klimarådet begræder, at EU ikke har nogen fælles landbrugspolitik mht. klima.

Rapporten oplister en stribe tiltag, som landbruget kan anvende til at nedbringe drivhusgasudslippene, herunder fodertilsætninger til køer, forbedret gyllehåndtering og reduceret tilførsel af kvælstofgødning. Om sidstnævnte hedder det:

Udledninger fra kvælstofomsætning på marker. Udledningerne kan reduceres betydeligt gennem reduktion af kvælstoftilførslen.

Klimarådet har ligesom Miljøministeriet aldrig tilgivet, at den borgerlige regering for nogle år siden gav landmændene lov til under visse betingelser at gødske mere med nitrater – i erhvervets kamp for at standse udpiningen af landbrugsjorden. Så nu skal gødningsforbruget ned igen, koste hvad det vil.

En anden udvej for landbruget er en generel sænkning af produktionen:

Reduceret og ændret produktion. En afgift gør landbrugets udledningsintensive produkter dyrere for forbrugeren, hvilket dæmper efterspørgslen efter disse. Dette gælder også for importerede varer, hvis afgiftsmodellen suppleres med en forbrugsafgift på klimabelastende fødevarer. Hvis produktionen af udledningsintensive landbrugsprodukter som fx oksekød og mælk reduceres, sænkes udledningerne direkte. I det omfang færre dyr mindsker behovet for at producere foder på den danske landbrugsjord, kan arealerne i stedet anvendes til at dyrke plantebaserede fødevarer eller plante mere skov.

Derefter taler Klimarådet om ”adfærdsændringer” og her drejer det sig om, at vi alle sammen skal til at spise ”klimavenlig” kost. Offentlige køkkener skal gå foran og følge de nye klimavenlige kostråd.

3. Mangel på ”grøn” strøm

Klimarådet påpeger, at den årlige produktion fra vores solceller og vindmøller er meget mindre end vores elektricitetsforbrug hvert år. Vi dækker differencen med vores kraftvarmeværker, men ikke mindst ved import af strøm fra nabolandene. Hertil udtaler Klimarådet følgende:

Skal Danmark være foregangsland på klimaområdet, bør vi som minimum kunne forsyne vores eget elforbrug med strøm set i gennemsnit over året.

Løsningen er hurtigst muligt at bygge flere landvindmøller og solceller, da de kan etableres på få år. Det tager meget længere tid (for lang tid) at gennemføre nye projekter med havvind.

Især peger Klimarådet på de store ambitioner vedr. Power to X, der allerede mere eller mindre er vedtaget, og som i løbet af en kort årrække kan lægge beslag på 4-6 GW vindkraft. Den har vi slet ikke til rådighed i dag, se fig. 2, og vi ville risikere at måtte drive vores Power to X-anlæg baseret på tysk kulkraft, hvilket er en meget dårlig idé rent klima- og energimæssigt.

Fig. 2: Udvikling i sol og vind, Regeringens nuværende planer. Påsat er så de hurtige ambitioner for Power to X, hvor man ser, at de slet ikke er dækket af planerne i 2030 og kun delvist i 2040.

Målet er således, at Danmarks vedvarende energikilder skal producere lige så meget strøm, som vi forbruger over året, og vi skal helst skridtet videre til en situation som netto-eksportør.

Større udbygning af havvind giver, ud over at levere grøn strøm til power-to-X, også mulighed for nettoeksport af strøm til vores nabolande. Den økonomiske risiko ved udbygningen vurderes at være relativt lav, fordi efterspørgslen på grøn strøm er stigende, mens prisen på havvind er faldende.

I Klimarådets store rapport fra 2020 kunne man læse følgende om lagring af el (s. 91):

Samtidig kræver omstillingen, at der udvikles løsninger til lagring af el, når de fossile brændsler i elproduktionen skal erstattes sideløbende med, at efterspørgslen efter el stiger. Disse løsninger skal sammen med bæredygtig biomasse sikre pålidelig kapacitet, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.

2020-rapporten understregede specifikt behovet for ny teknologi til udjævning af produktionen, f.eks. ved lagring af strøm i massivt omfang. Den teknologi fandtes ikke i 2020, lige så lidt som den findes nu.

Her i 2022 tager Klimarådet anderledes let på problemerne:

Det skal bemærkes, at Klimarådet ikke har set på det kortvarige produktions- og forbrugsmønster af strøm. Analyser af elforsyningssikkerheden peger på, at der i fremtiden kan være en stigende risiko for midlertidige strømafbrydelser. Det skyldes fx, at fluktuerende energikilder som sol- og vindenergi erstatter regulerbar termisk produktion. Det er dog vigtigt at understrege, at afbrydelserne stadig vil være relativt begrænsede, samt at man ikke bør stræbe efter helt at undgå strømafbrydelser, fordi det vil være uforholdsmæssigt dyrt for samfundet. Fx anbefaler Energinet, at man i den fremadrettede planlægning af elforsyningssikkerheden anvender et planlægningsmål om 35 afbrudsminutter pr. år. Man kan forbedre forsyningssikkerheden gennem en række forskellige tiltag, som blandt andet inkluderer energilagring, muligheder for justerbart elforbrug eller flere transmissionsforbindelser til udlandet. (s. 170)

Og for os, der stadigvæk ikke har fattet, at der ikke er noget problem her:

Når vinden ikke blæser, er det således gavnligt at kunne producere strøm fra solceller og omvendt. (s. 177)

Det er interessant i denne sammenhæng, at de nye datacentre bliver en betydelig post på elforbruget, og det er jo velkendt, at de kræver en ultra-stabil strømforsyning.

4. Power to X & netto-nul-udledninger

Power to X anses for at være en vigtig brik i den grønne omstilling, bl.a. fordi vi skal til at inddrage både skibstrafik og luftfart i klimaregnskaberne. Men Power to X har mange problemer, de store energitab og de høje omkostninger, der vil kræve massiv statsstøtte, hvis Power to X skal være konkurrencedygtigt med fossile brændstoffer:

Power-to-X er en nødvendig brik i den grønne omstilling af blandt andet skibs- og luftfarten og muligvis dele af industrien samt til produktion af forskellige materialer og kemikalier. Et stort energitab ved Power-to-X medfører, at CO2-fortrængningseffekten ved grøn strøm anvendt til power-to-X er mindre end ved direkte elektrificering.

Det fastslås således, at hvis man har valget mellem batterier eller Power to X, vil førstnævnte altid være at foretrække, f.eks. til lastbiltrafik. Men til flyvning og lange sejladser er batterier urealistiske.

Klimarådet beskæftiger sig meget med biomasse og fastslår til en start:

Danmark bruger i dag cirka 35 GJ bioenergi pr. indbygger, hvoraf en stor del importeres. IPCC peger på, at et langsigtet, gennemsnitligt, globalt bæredygtigt forbrug af biomasse til energi vil være begrænset til omkring 10 GJ pr. indbygger i 2050.

Sammenlignet med andre lande er Danmarks import af biomasse ekstremt høj, se fig. 3.

Fig. 3: Forbrug af hhv. importeret og indenlandsk biomasse i 2020 for en række lande i Europa

Biomassen kan komme til at spille en afgørende rolle i fremtidens energiforsyning, fordi den er den eneste ”klimaneutrale” kilde til kulstof. Kulstof skal bruges i Power to X-processen, hvis man vil fremstille f.eks. benzin, metanol eller andre flydende brændstoffer. Ligeledes fordrer en netto-nul-udledning, at man opsamler CO2 og deponerer den i undergrunden, det såkaldte CCS (carbon capture & storage) eller omdanner biomasse til de såkaldte biokul, der pløjes ned i jorden.

CCS kunne f.eks. finde sted på skorstenen på et biomasse-fyret kraftværk, det er det såkaldte BECCS (bio-energy CCS). Men her kommer begrænsningerne i Verdens ressourcer ind i billedet:

Andre forskere advarer om, at der ikke er bæredygtig biomasse nok til det omfang af BECCS, der forudsættes i IPCC’s scenarier. Scenarierne kræver, at 0,2-7,2 mio. kvadratkilometer areal afsættes til at dyrke energiafgrøder. 7,2 mio. kvadratkilometer er mere end det dobbelte af Indiens areal.

Den eneste vej uden om at bruge biomasse er opsamling af CO2 direkte fra den atmosfæriske luft, den såkaldte DAC (direct air capture). Det er p.t. en teknologi, der slet ikke er færdigudviklet, alt tyder på at den bliver energikrævende og meget dyr i drift.

Om opsamlingen skriver Klimarådet:

Regeringens Klimaprogram 2021 regner med en samfundsøkonomisk pris på 900-1.800 kr. pr. ton CO2 for støtte til fangst og lagring af CO2 fra røggas, under forudsætning af at CO2-kilderne eksisterer i forvejen [BECCS – red.].

DAC er samtidig særdeles energikrævende. Da koncentrationen af CO2 i ren luft er meget mindre end i røggasser, kræver det betydelig mere energi at fange CO2 med DAC end med CO2-fangst fra røggasser. Hvis varmen til brug for DAC leveres af en varmepumpe, forventes fangst af 5 mio. ton CO2 pr. år i 2050 at kræve én havvindmøllepark på 0,9 GW. Det vil kræve et areal på 2-10 hektar til selve DAC-anlægget samt et areal til havvindmølleparken på cirka 38 km2. I stedet for havvindmølleparken kan strømmen leveres af et solcelleanlæg på 2,6 GW. Det vil kræve 4.505 hektar, hvilket svarer til cirka to gange arealet af øen Anholt. Klimaprogram 2021 angiver samfundsøkonomiske omkostninger på 2.600-4.400 kr. pr. ton CO2 for støtte til DAC i storskala.

Historien melder ikke noget om, hvordan man kan køre en kemisk fabrik, som et DAC-anlæg jo er, på basis af variabel sol og vind. Det kan man jo ikke. I øvrigt virker tallene for størrelsen på energianlæggene alt for små. Baseret på tal fra Energistyrelsens Teknologikatalog kan man beregne behovet for vindmøllernes kapacitet til at være godt 2,5 GW og solcellerne skulle være på ca. 11 GW, dvs. 8 gange Anholts areal…

Afslutning

Klimarådet kommer ind på beskæftigelseseffekten af alle de ovennævnte tiltag:

Beskæftigelse: Der kan være et betydeligt jobpotentiale ved udbygningen af vedvarende energi. Eksempelvis peger Dansk Energi på, at der i forbindelse med etableringen [af de] kommende havvindmølleparker, herunder energiøen ved Bornholm og i Nordsøen, vil være behov for op til omkring 25.000 årsværk. Disse jobs kan i et vist omfang være med til at øge beskæftigelsen i dele af Danmark, hvor beskæftigelsen ellers forventes af falde, som resultat af en generel drivhusgasafgift.

Man undgår her behændigt at nævne, at ”årsværk” ikke er det samme som faste arbejdspladser. De 25.000 nævnt her, svarer med byggeperioder på 4-5 år til 5-6000 jobs i den periode og ikke mere. Det skal sammenholdes med de forventede tab f.eks. i landbruget og fødevareindustrien på op i mod 20.000 faste arbejdspladser.

Klimarådet er som sagt meget ubekymret over spørgsmålet om, hvordan den fremtidige elektricitetsforsyning skal komme til at virke. Kernekraft nævnes ikke noget sted. Med enorme antal af vindmøller og hele landsdele dækket af solceller og meget lidt biomassefyret elproduktion er vi jo prisgivet solen og vindens luner 100 %. Hvordan vil man f.eks. tackle en uges vindstille, der rammer hele Nordeuropa samtidigt, således at nabolandenes vindmøller heller ikke producerer noget? Rapporten er tavs om dette emne, det antydes bare mellem linjerne, at vi altid kan importere den strøm, vi måtte mangle.

Med rapporten her har Klimarådet endegyldigt kappet fortøjningerne til virkelighedens Verden.

https://klimaraadet.dk/da/rapporter/statusrapport-2022

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*