Hockeystaven, klima eller politik?

Gode mennesker har brugt megen tid på at samle artikler sammen om fortidens temperaturer. De har oprettet en hel database, der efterhånden rummer 350 videnskabelige artikler (heraf 105 fra 2021), hvor det påvises, at den nuværende opvarmning ikke er noget særligt, og at temperaturen i tidligere perioder inden for de seneste 12.000 år har været højere, end den er i dag.

Alle artiklernes konklusioner er selvfølgeligt baseret på analyser af såkaldte proxyer, dvs. ting fra fortiden, som man kan måle på nu og som menes at have en sammenhæng med temperaturen i det pågældende område.

Kravene til proxyer er ret strenge, hvis man skal have tillid til resultaterne. For det første skal man kende alderen på prøverne, så man ved, hvornår de begivenheder, man måler på, fandt sted. For det andet skal man have tiltro til, at netop temperaturen og ikke andre faktorer har givet de variationer, man observerer.

Den klassiske proxy er årringe i træer. Hvis træet stadigvæk er i live, ved man, at ringene tæt på barken er fra nutiden, og så kan man ellers tælle baglæns i tid, da hvert år afsætter en tydelig ring i træet. (Det skal her nævnes, at man ikke behøver at fælde det gamle træ for at tælle årringe, det er nok at bore en tynd kerne ud, så træet tager ikke skade).

Årringenes bredde varierer fra år til år og man kan også kigge på vægtfylden – densiteten – af træet hvert år. Det antages så, at årringenes bredde hænger sammen med temperaturen, højere temperatur giver træet bedre vækstbetingelser og dermed bredere årringe (eller højere densitet).

I praksis er det ikke så enkelt, fordi mange steder afhænger træernes vækst også f.eks. af mængden af regn i området. I praksis er man således nødt til at bedømme hver proxy for sig og tage stilling til, om den kan bruges til en genskabelse af temperaturerne. Når man vil fremstille sin temperaturkurve, udvælger man således de serier af årringe, man bedømmer til at være mest troværdige. Hvis man ikke gør det, vil resultatet bare blive statistisk støj, uden nogen klar tendens hen over årene.

De andre proxyer fungerer på samme måde. Det kan være forholdet mellem ilt-isotoper i iskerner, mål for skaldyrs vækst i havet (også noget med isotoper) aflejringer i søer og moser, drypsten i huler osv. osv. Med mange af disse proxyer har man betydelige problemer med den nøjagtige tidsbestemmelse. Det kan have store konsekvenser i praksis. Hvis man f.eks. har nogle vidnesbyrd om høje temperaturer fra Den Romerske Varmeperiode, men dateringen er gal, så det ser ud som om, at målingerne stammer fra den efterfølgende kølige periode (Folkevandringstiden), så vil konklusionen fejlagtigt være, at den Romerske Varmeperiode var koldere og den efterfølgende periode varmere.

Her nærmer vi os en forklaring på, hvorfor den berømte hockeystavkurve ser ud, som den gør. Den blev offentliggjort i 1998-99, se fig. 1, og viser en meget jævn temperatur fra år 1000 og fremefter, indtil for 150 år siden, hvor den stiger kraftigt og når langt over niveauet i hele den foregående periode. Temperaturerne frem til ca. år 1950 er baseret på proxyer, og herefter har forskerne splejset den sammen med målte temperaturer fra 1900 til 1998. Der er et overlap mellem de to i perioden 1900-1950 hvorved man i princippet justerer sine proxymålinger, så de passer med de efterfølgende temperaturer.

Opgaven var nu at finde nogle proxyer, der havde det kraftige opsving til sidst. Det viste sig snart, at det kun kunne lade sig gøre ved en meget selektiv udvælgelse af proxyer. Hvis man tog dem alle med, fik man bare den statistiske støj og i princippet et uændret kurveforløb frem til 1950. Udvælgelsen blev udført, og efterfølgende kunne hockeystaven offentliggøres og komme til at spille en kolossal rolle i hele klimasagen, med prominent tilstedeværelse i IPCC’s rapport fra 2001.

Vigtigheden af hockeystaven må ikke undervurderes. Kun hvis den korrekt afspejler fortidens temperaturer, vil man kunne hævde, at nutidens opvarmning er ”uden fortilfælde” og dermed udelukkende må skyldes vores udledninger af drivhusgasser.

Andre forskere tog bolden op, og har forlænget hockeystaven bagud i tid, helt tilbage til den gang Jorden slap ud af den seneste tur i istidens dybfryser, se fig. 2. Det er specielt en forskergruppe ved navn PAGES-2k, der har udført dette arbejde.

PAGES-2k anvendte en lang række proxyer, men foretog en udvælgelse af dem, der skulle indgå i deres kurve. Igen samlede hovedinteressen sig om de seneste år, fra 1850 til 1950, hvor man gerne skulle have den afsluttende stigning. Længere tilbage i tiden er det mindre væsentligt, her skal man bare have en masse data, der lagt sammen giver ren statistisk støj. Tager man gennemsnittet af den, får man tilnærmelsesvis en kurve uden udsving, perfekt for klimasagen.

Hockeystaven fik en kraftig genopblomstring i IPCC’s nye store rapport, ”AR6”, hvor den var en af de første illustrationer vist i Sammendraget for Beslutningstagere. Her havde man fejet hele diskussionen om fortidens temperaturer af bordet.

Men diskussionen fortsætter indenfor klimavidenskaben, som de ovennævnte 350 artikler er vidnesbyrd om.

Her skal vi nøjes med at omtale et enkelt eksempel: Allan et al. fra 2021. De har underkastet det sydvestlige Grønland, dvs. området omkring Nuuk, en grundig analyse, baseret på en stribe forskellige proxyer i stor detaljeringsgrad. Deres undersøgelser omfatter tiden fra ophøret af sidste istid dvs. ca. 11.000 år frem til nu. Læsere, der er interesseret i detaljerne vedrørende deres metoder, henvises til referencen, det er en frit tilgængelig artikel.

Konklusionerne af Allan et al. er meget interessante. De påviser, hvordan der har været store temperaturvariationer hen gennem perioden, hvilket igen har medført fremmarch og tilbagetrækning af gletsjerne i flere omgange. Fig. 3 viser en kvalitativ beskrivelse af situationen de seneste 5000 år, hvor kolde og varme perioder har vekslet mellem hinanden, med tilsvarende ændringer i gletsjernes udbredelse. Her er data fra flere studier, og alle på nær ét viser tydeligt den Middelalderlige Varmeperiode omkring 1000 år før nu og den efterfølgende koldere periode: Den Lille Istid.

Fig. 4 giver så nogle tal for de rekonstruerede temperaturer. Her er indlagt en kurve fra et andet arbejde, der endnu en gang viser en hockeystav, man ser hele skaftet, med et jævnt temperaturfald på et par grader over de seneste 5000 år. Ved siden af er så vist Allan et al.’s rekonstruktion, hvor man ser langt større udsving, her er der tre graders forskel mellem Den Middelalderlige Varmeperiode for omkring 1000 år siden og til bunden af Den Lille Istid 600 år senere. Der vises også saltindholdet i havvandet i de samme perioder, ved højere temperaturer er saltindholdet lavere pga. afsmeltningen af ferskvand.

Temperaturkurven her harmonerer godt med den viden, vi har om beboelserne i området. Fra gammel tid var der lokale folkeslag, sluttende med Dorset-kulturen, der forsvandt for godt 2000 år siden. Området var herefter ubeboet indtil nordboerne slog sig ned i 900-tallet, hvor de drog nytte af Middelaldervarmens gunstige betingelser. Nogle hundrede år senere var det blevet for koldt for nordboerne, og inuitterne (Thule-folket), der i mellemtiden var dukket op og som bedre kunne overleve under de barske betingelser, fortsatte på egen hånd.

Hockeystaven er et politisk stykke værktøj og den er med til at forplumre vores forståelse af fortiden. Heldigvis er der mange forskere derude, der er tro mod deres målte data, også selvom de viser noget andet, end klimapolitikken ønsker sig.