Klimarealisme i medierne, Vind og Sol

Sol og vind på egen hånd

Der ofres mange kræfter på at opstille scenarier, hvor de vedvarende energikilder, primært sol og vind, har overtaget energiforsyningen, og vi bliver reddet fra klimakatastrofen.

Disse scenarier er både blevet fremlagt her i Danmark, i England og i USA. Fælles for dem er en udtalt optimisme med hensyn til mulighederne for vedvarende energiløsninger.

Det er mere sjældent, at nogen har forsøgt at regne på mulighederne baseret på realistiske tal for de store variationer i sol- og vindenergien i praksis. De to kilder kan jo ikke bare kobles op til elnettet og så stå for strømforsyningen, fordi de det ene øjeblik vil producere alt for meget strøm og i det næste alt for lidt. Der skal backup og reservekapacitet til i stort omfang.

Herhjemme er det navligt Søren Kjærsgaard, der ved flere lejligheder har påpeget problemerne. Det er også sket i England og i sjældne tilfælde i USA.

Her kommer så en ny artikel fra USA, hvor man er gået i flæsket på en af de overoptimistiske rapporter om den grønne omstilling, hvori det bl.a. hævdes, at en komplet omstilling for både el og varmeforsyningen til sol og vind, inkl. backup fra batterier, kan gennemføres for bare 36 billioner dollars, hvilket er knap det dobbelte af landets årlige bruttonationalprodukt. Det er jo en sjat penge, men fordelt over 20-30 år måske ikke helt umuligt.

Fig. 1: Produktionen i hele USA for sol og vind til sammen, i GW. Vandrette akse er time fra årests start. Blå kurve: 2019, rød kurve: 2020.

Men det viser sig så, at rapporten bruger nogle standardtal for prisen på batteribackup, og de ser ud til at være trukket ud af den blå luft. Fig. 1 viser de faktiske tal for udsvingene fra time til time for de to energikilder i hhv. 2019 og 2020. Disse tal kan nu ganges op, så de svarer til den kapacitet af solceller og vindmøller, man teoretisk skulle have for at dække hele USA’s energiforbrug.

Her viser det sig, at man får brug for langt større batterier, end rapporten regner med, som vist på fig. 2. Her er vist behovet for lagring over året, og den maksimale kapacitet, batterierne skal have, er op til 250.000 GWh. Der er i dette tilfælde regnet med et tab i batterierne på gennemsnitligt 10 %. Det er rimeligt nok, hvis opladning og afladning følger hurtigt efter hinanden, men ved længerevarende lagring kan tabet meget vel være større. Det er dog ikke taget med i beregningerne.

Fig. 2: Behovet for lagring af elektricitet, i GWh, hvis hele USA’s forsyning skal baseres på sol og vind alene. Den vandrette skala er timer fra årets start. Blå kurve er baseret på de aktuelle 2019 tal, rød ditto for 2020, jfr. fig. 1.

Artiklen har, baseret på et faktisk storskalaprojekt (200 MWh) fundet en investeringspris på batterier på 347 US$ pr. kWh, og det betyder, at prisen på hele energiløsningen når op på astronomiske 433 billioner dollars, eller 20 gange bruttonationalproduktet. Bemærk i øvrigt på fig. 2 at det ikke er ligegyldigt hvilket år, man vælger som grundlag for sine beregninger. Batteriprisen kan helt sikkert diskuteres, men selv om den faldt til det halve, redder det jo ikke scenariet på nogen måde.

Artiklen ser så på andre scenarier. En løsning er at forøge antallet af vindmøller og solceller. Det kræver selvfølgeligt yderligere udbygning af nettet til transmission af strømmen. Flere møller og solceller vil hjælpe på de perioder, hvor der er ringe vind og lidt eller ingen sol. Derved kan behovet for batterierne reduceres en del. Til gengæld bliver der så tidspunkter, hvor der produceres for meget strøm, og den må så i princippet kasseres.

I følge artiklen opnås det bedste resultat ved at lade fossile kraftværker fortsætte med at levere op til halvdelen af strømmen. De skal så udstyres med opsamling af CO2-en, CCS (Carbon Capture & Storage) og scenariet medregner en investeringspris på disse anlæg. Denne løsning bringer os tilbage på en investering på ca. 24 billioner dollars, men det er nok lavt sat, fordi man ser bort fra de betydelige energitab, som CCS medfører. De betyder jo, at man skal have installeret større kraftværker, med dertil højere driftsudgifter til brændstof m.v. Og løsningen vil selvfølgeligt også have store løbende udgifter til brændstofferne.

Men, som det tørt bemærkes til sidst, vi har jo slet ikke brug for CCS, for så skadelig er CO2-en jo heller ikke.

Det er altid godt at se, når nogen vil regne på den grønne omstilling med realistiske tal og forudsætninger.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*