IPCC og klimamodellerne

Judith Curry, som er velkendt her på siden, bl.a. efter interviewet med Klimarealismes Ricky Petersen, har sat sig ned og læst IPCC’s seneste rapporter og specielt fokuseret på, hvordan de har konkluderet på basis af klimamodellerne. Der er jo kommet en ny generation, CMIP6, som har spået en endnu kraftigere global opvarmning ved en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold, end forgængerne CMIP5 gjorde.

Judith Curry skriver:

Hvis vi kigger tilbage på IPCC’s 4. rapport (AR4 fra 2007) var det de globale klimamodeller, der regerede, som det f.eks. fremgår af følgende citat:

”Der er betydelig tiltro til, at klimamodellerne giver troværdige kvantitative vurderinger af de fremtidige klimaforandringer, især når man kigger på hele kontinenter eller endnu større områder.”

IPCC’s AR4 fandt sine tal for klimafølsomheden [dvs. temperaturstigningen ved fordoblingen af CO₂ i atmosfæren – red.] næsten udelukkende fra klimamodel-simuleringer. Og dens forudsigelser for det 21. århundrede kom direkte fra klimamodeller, der udelukkende brugte scenarier baseret på udledninger af drivhusgasser.

I AR5 kom der imidlertid lidt antydninger af bekymring over, hvad klimamodellerne kom ud med. Mht. klimafølsomheden havde AR5 følgende bemærkning i en fodnote i Sammendraget for Beslutningstagere:

”Der kan ikke gives noget bedste estimat for ligevægts-klimafølsomheden pga. uenighed om værdierne mellem de forskellige studier og fremgangsmåder.”

Mere konkret: Vurderinger af klimafølsomheden baseret på faktiske observationer gav meget lavere tal end klimamodellernes resultater.

Fig. 1 viser et diagram fra AR5 (fig. 11.25) hvor modellernes forudsigelser er optegnet frem til 2050. Der er så indlagt et skraveret område (med rødt) i den nedre halvdel, og det er netop det område, som IPCC anså for mest sandsynligt. Det har et gennemsnit, der ligger noget under modellernes. I AR5 opgav man et interval på 1,5 – 4,5 ^oC temperaturstigning ved en fordobling af CO₂-indholdet, men man ville ikke komme med et bedste gæt på værdien, bl.a. med henvisning til de store usikkerheder, der var omkring modellernes resultater.

Til den næste store rapport, AR6, fra i år, havde man taget den nye generation af klimamodeller i brug, CMIP6. De udmærkede sig ved at forudsige endnu større temperaturstigninger end forgængerne. Situationen er vist på fig. 2. Klimamodellernes forudsigelser lå fra knap 2 til knap 6 grader, og der var mange oppe i den høje ende. IPCC lagde sig så fast på et noget snævrere interval, 2,5 til 4 grader for klimafølsomheden. Den mest sandsynlige værdi blev fastsat til 3 grader.  Der var således tale om en indsnævring i forhold til AR5’s 1,5-4,5, men Judith Curry er mindre tilfreds med, at den lave grænse er hævet fra 1,5 til 2,5 grader.

CMIP6 er på nogen punkter en forbedring i forhold til CMIP5. CMIP6 medtager vulkanudbrud og indflydelsen fra solens variationer, omend sidstnævnte anses for at være meget lille.

AR6 kommer også ind på de naturlige svingninger, f.eks. i Atlanterhavet og Stillehavet, (AMO, PDO osv.) og deres mulige indflydelse på den globale temperatur.

Generelt skyder CMIP6-modellerne for højt mht. temperaturen i nutiden og fremtiden. Fig. 3 viser situationen, hvor de enkelte modellers resultater er sammenholdt med den målte kurve, og den mest sandsynlige fremtidige udvikling. Bemærk, at der her kun er kurver for de to ”mildeste scenarier”, hvor menneskene har gjort en masse for ar reducere udslippene af drivhusgasser (dvs. bygget rigtigt mange vindmøller). Det interessante her er bl.a., at modellerne tilsyneladende ikke engang kan simulere de allerede kendte temperaturer for de seneste 10 år. Nogle har lavere værdier, men de fleste ligger over. Jo længere ud i fremtiden vi kommer, desto større spredning er der i modellernes resultater, de varmeste ligger 2 grader over det bedste gæt.

I stigende grad har man vendt sig mod meget simplere beregninger, grundlæggende baseret på sammenhængen mellem de målte temperaturer og indholdet af CO₂ i atmosfæren. Disse metoder har selvfølgeligt den teoretiske udfordring, at de slet ikke er baseret på grundlæggende fysisk forståelse, men mere på en abstrakt sammenhæng mellem serier af data.

Men som Curry citerer: Der er en fare for at man regner for meget og tænker for lidt. Hun fortsætter:

Uopmærksomhed på teorien frembringer klimaforskere, der bruger disse enorme ressourcer [klimamodellerne – red.] ineffektivt, hvorved mulighederne for virkelige gennembrud i forståelsen og forudsigelserne bliver mindre og mindre.

Den indviklede måde at beskrive resultaterne på er blevet et centralt princip i vurderingen af klimamodellerne og deres brugbarhed. Imidlertid er modellerne ikke bare meget ressourcekrævende og svære at fortolke, de bærer også præg af alt for mange justerbare parametre og utilstrækkelig opmærksomhed på usikkerhederne.

Curry peger derefter på det skadelige i den voldsomme satsning på klimamodellerne som den eneste vej frem. De er enerådende inden for videnskaben men blokerer derved for nytænkning og nye gennembrud i forskningen.

Det er åbenlyst, at IPCC i sine fremskrivninger og anbefalinger ikke mere lægger sig tæt op ad klimamodellernes resultater, men i stedet benytter tal fra de mere enkle beregninger og egne vurderinger af situationen. Det må anses for at være en positiv udvikling.

Curry slutter af med sin vurdering, at AR6 er et betydeligt fremskridt i forhold til AR5, og ikke mindst fordi AR6 i mindre grad er baseret på klimamodellerne. De har så til gengæld en mere og mere tvivlsom fremtid, med mindre nogen tager alvorligt fat på at rette deres troværdighed og forholdet mellem omkostninger og udbytte gevaldigt op.

https://judithcurry.com/2021/10/06/ipcc-ar6-breaking-the-hegemony-of-global-climate-models/