Klimadebatten

For et par uger siden bragte vi en omtale af R. Connolly et al.’s store artikel om solens indflydelse på de globale temperaturstigninger over de seneste 170 år. Artiklen så på en lang række muligheder og teorier for solindstrålingen og ligeledes på en række temperaturkurver for udviklingen siden 1850. Konklusionen var, at det langt fra er afgjort, at CO₂ spiller hovedrollen for den globale temperaturstigning, og at der er mange alternative muligheder, hvor solen har haft en større eller mindre indflydelse. Dybest set var budskabet, at den skråsikkerhed, der omgærder IPCC’s rapporter, måske ikke er helt berettiget set fra et videnskabeligt synspunkt.

Artiklen var fagfællebedømt og blev offentliggjort i et anerkendt tidsskrift. Det fik en freelance-skribent, Alex Newman, til at skrive et indlæg i Epoch Times, hvor han loyalt refererer artiklens konklusioner. Newman arbejdede grundigt, han interviewede artiklens forfattere, repræsentanter for IPCC og uafhængige forskere som f.eks. John Christy. Han påpeger, at IPCC tilsyneladende har lagt sig fast på én fortolkning af data og afviser eller undertrykker videnskabelige resultater, der viser noget andet. F.eks. har IPCC i den nye rapport, AR6, påstået, at byvarmeø-effekten kun er ganske lille for de udregnede resultater af den globale temperatur. Det er ikke i overensstemmelse med R. Connolly et al.’s resultater. Deres artikel kom dog for sent til at indgå i IPCC’s 6. rapport, og IPCC har da også svaret Newman, at der siden 2013 ikke er udkommet andre artikler, der drager konklusionerne om den ringe effekt i tvivl.

Det er så ikke rigtigt, da Connolly og hans medforfattere (bl.a. Willie Soon) kan pege på en stribe artikler, der er udkommet mellem 2013 og 2020, som alle drager de officielle temperaturkurver i tvivl. Foreholdt dette faktum lyder svaret fra IPCC, at det er de enkelte kapitlers fagredaktører, der suverænt bestemmer hvilke artikler og videnskabelige arbejder, der skal danne grundlag for IPCC’s rapport.

Newmans artikel i Epoch Times understreger den berettigede tvivl, der stadigvæk bør være mht. solens rolle. Der findes data, der kan tilskrive hele det 20. århundredes temperaturstigning til solen, mens det CO₂-drevne scenarie kun er ét blandt mange.

Spørgsmålet må jo siges at have stor interesse, da menneskeheden står over for gigantiske investeringer og samfundsomvæltninger for at tackle et problem, der måske slet ikke er reelt.

Newmans artikel vækkede så vores gamle venner i Climate Feedback (CF) til dåd. Her var en potentielt skadelig artikel, der skulle jordes, og hvor f.eks. enhver henvisning på Facebook skulle medføre en automatisk sletning og tilføjelse af en advarselstekst. Det er et stort ansvar, CF påtager sig, og som vi tidligere har set, er deres fremgangsmåde dybt useriøs.

CF refererer Newmans budskab på følgende måde:

Solen og ikke menneskeskabte udledninger af CO₂ kan være hovedårsagen til de seneste årtiers varmere temperaturer. Der er en systematisk skævhed i IPCC’s udvælgelse af data.

Og her kommer så CF’s konklusion:

Urigtigt: Variationer i solens indstråling har en meget lille indflydelse på Jordens nuværende klimaforandringer. Der er en meget stor konsensus af videnskabelige beviser, der viser at menneskenes udledninger af klimagasser er hovedårsagen til de nuværende klimaforandringer. Teorien om at solen skulle være ansvarlig for klimaforandringerne stemmer ikke overens med observationer fra den virkelige verden.

Misvisende: Der er ikke noget grundlag for at hævde, at IPCC’s konklusioner er skævvredne. Den videnskabelige konsensus om årsagerne til klimaforandringerne bygger på et betydeligt antal artikler (mange tusinde til IPCC’s rapport, f.eks.), årtiers forskning og metoder, der deles og er accepteret i den videnskabelige verden.

CF henviser så til graferne i fig. 1, der klart viser en stigende temperatur og en solaktivitet med kun små udsving siden 1880 og til nu.

Derefter kommer den lidt besynderlige påstand, at i de seneste år er temperaturen i atmosfærens nedre lag steget, mens den er faldet i de højere lag. Det skulle underbygge, at temperaturstigningen kommer fra drivhusgasser og ikke fra solindstrålingen.

Så får vi den om konsensus:

En gennemgang af litteraturen viser, at et overvældende flertal af forskere er enige i de konklusioner som IPCC offentliggør hvert femte år i deres rapporter. Denne videnskabelige konsensus har været entydigt målt i mere end et årti.

Derefter kommer der indslag fra tre andre forskere tilknyttet CF. Det bemærkelsesværdige her er, at disse indlæg er genbrug fra tidligere og således ikke specifikt rettet mod R. Connolly’s artikel. Det ene af de tre indlæg er således blot baseret på en henvisning til IPCC’s rapport og dens fordeling af påvirkninger, (forcing) hvor drivhusgasserne er helt dominerende.

Som sædvanligt fra den kant er det en sølle omgang, men da den medfører begrænsninger i andre menneskers ytringsfrihed og adgang til fakta, fandt Connolly det nødvendigt at sende et modsvar (PDF-fil nederst i artiklen her), adresseret til CF, men med kopier til store dele af den videnskabelige verden.

Connolly anfører i første omgang, at CF tilsyneladende ikke har læst den oprindelige artikel. Her gøres der ellers meget ud af at gøre status over forskningen vedrørende solindstrålingen, og der opstilles i alt 16 forskellige kurver, baseret på forskellige fortolkninger af de til rådighed værende data. Hertil kommer et antal rekonstruktioner af temperaturens udvikling over de seneste 170 år. De to sæt data kan derefter sammensættes til i alt 80 kombinationer, hvor alle i udgangspunktet må betragtes som lige sandsynlige. IPCC nøjes med at udvælge et par nærtbeslægtede muligheder, og når derved frem til et resultat, der er afspejlet i fig. 1. Hverken Connolly eller Newman lægger sig fast på noget som helst, de understreger, at videnskaben på det punkt stadigvæk ligger åben.

Her er vi ved et af de centrale spørgsmål. Newman skriver korrekt, at der er mange muligheder, og det er ikke godtgjort videnskabeligt, om det er solen eller drivhusgasser – eller en kombination af de to, der har forårsaget den konstaterede globale opvarmning. CF påstår så, at Newman ”påstår”, at solen er hovedfaktoren. Det har hverken Newman eller Connolly gjort.

Connolly citerer her fra CF’s retningslinjer, hvor der bl.a. står, at man ikke må udvælge (cherry-pick) data, som passer til det ønskede budskab. Og her har CF åbenlyst forbrudt sig groft, ved netop at udvælge ganske få af de mange muligheder, som Connolly et al. lægger frem.

Endvidere påpeger Connolly, at CF som dokumentation kun bruger nogle få artikler af ældre dato (skrevet før IPCC’s 5. rapport), hvor Connollys artikel netop refererer en del nyere arbejder.

Det andet store spørgsmål var fokuseret på IPCC og deres arbejdsmetoder. CF hævder, at IPCC’s 6. rapport allerede har taget Connolly et al.’s artikel med i betragtning og underkendt den. Det passer så ikke, da artiklen først udkom et stykke tid efter IPCC-rapportens deadline for input.

CF beskriver IPCC’s rolle på følgende måde:

IPCC har til opgave at samle den viden, der fremskaffes af hele den videnskabelige verden og omhyggeligt vurdere den videnskabelige værdi af ethvert nyt bidrag.

Connolly kommenterer, at hvor de har det fra, er uvist, fordi IPCC’s egen formålsbeskrivelse siger noget andet:

IPCC fremskaffer jævnlige bedømmelser af det videnskabelige grundlag for klimaforandringerne, deres konsekvenser og fremtidige risici, samt muligheder for tilpasning og forebyggelse. Opstillet i 1988 af Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) og FN’s Miljøprogram (UNEP), er IPCC’s formål at give videnskabelig information til regeringer på alle niveauer, som de kan bruge til at fastlægge klimapolitikken. IPCC’s rapporter er også et nøgleelement i internationale forhandlinger om klimaforandringer.

Connolly fortsætter:

For at forstå nærmere, hvad IPCC egentligt skulle bruges til, er det interessant at se, hvad der lå bag oprettelsen i 1988. I 1988 havde UNEP på basis af computermodel-forudsigelser besluttet, at menneskeheden forårsagede farlig ”global opvarmning” og klimaforandringer ved at forøge atmosfærens indhold af ”drivhusgasser”, primært CO₂. UNEP mente, at det hastede med at få gang i internationale forhandlinger for at nedbringe udledningerne af drivhusgasser. Her er et par uddrag fra en artikel skrevet i 1989:

UNEP’s direktør udtalte, at hele nationer kunne blive fjernet fra Jordens overflade som følge af havstigninger, hvis den globale opvarmning ikke blev vendt inden år 2000. Der var et vindue på 10 år til at løse drivhusproblemet, før det ville nå et niveau, hvor det ikke længere kunne styres.

UNEP arbejder hen imod en videnskabelig handlingsplan inden 1990 og en global klimaaftale i 1992.

Det betyder, at før den første IPCC-rapport blev udsendt i 1990, havde UNEP allerede besluttet, at menneskeheden var skyld i potentielt katastrofal global opvarmning gennem vores udledninger af drivhusgasser, og de forsøgte allerede at organisere internationale aftaler for at nedbringe udledningerne. Derfor var IPCC’s opgave fra start af at skaffe den videnskabelige underbygning til politiske tiltag om nedbringelse af drivhusgasudledningerne.

Det er åbenlyst en begrænsning i IPCC’s videnskabelige virke. De skal ikke tage alle nye opdagelser eller teorier med i betragtning, men fokusere på det, der kan underbygge politikken med reduktioner i udledningerne. Det er jo en farlig vej at gå, fordi man let risikerer at komme alvorligt på vildspor. Connolly et al.’s artikel er netop et forsøg på at gå en anden og videnskabeligt mere sund vej, ved fordomsfrit at kigge på alle de muligheder, der foreligger.

Hvad gør man så, ifølge Connolly, hvis man er skribent på en IPCC-rapport og støder ind i en artikel, der er i modstrid med IPCC’s formål?

• Mulighed 1: Undlade at omtale den
• Mulighed 2: Omtale den på en sådan måde, at det lyder som om den faktisk er enig med IPCC’s valgte budskab.
• Mulighed 3: Omtale den på en afvisende facon, så man efterlader indtrykket af, at den er uden relevans eller fejlagtig.

Disse fremgangsmåder bruges af IPCC med stor succes, for at opnå forestillingen om at der er ”konsensus” i klimavidenskaben. Det har effektivt solgt det politiske budskab, men desværre på bekostning af videnskabelig redelighed.

Connolly giver et eksempel på, hvordan IPCC få masseret budskaberne. Vedrørende snedækket på den nordlige halvkugle citerer IPCC en artikel af Connolly, hvor han er nået frem til, at udbredelsen hen over årene (1967-2018) er faldet en smule i foråret og om sommeren, men til gengæld er blevet mere udbredt om efteråret og vinteren.

Det får IPCC, med hevnisning til artiklen, formuleret på følgende måde:

Den største nedgang i snedækket har fundet sted i foråret og sommeren ….

Teknisk set ikke ukorrekt, men groft misvisende og især fordi Connolly også havde påvist, at nedgangen primært fandt sted I 1980’erne og at snedækket stort set har været uforandret siden.

Connolly fortsætter med at pille resten af CF’s argumentation fra hinanden og slutter med den endelige dom, formuleret på en måde, som CF bør kunne genkende (fig. 2).

Specielt afsnittet vedrørende IPCC’s skabelse og oprindeligt formulerede formål – som de stadigvæk holder fast i – er interessant set i sammenhæng med vores nyligt udsendte artikel om klimasagen som tro. Tilsyneladende var troen hos INEP helt tilbage i 1988 så stærk, at man var parat til at tilsidesætte alle normale videnskabelige procedurer for at fremme ”sagen”.

Det er jo en god forklaring på, hvorfor IPCC i sine rapporter er fortsat i samme spor. Det handler ikke om videnskab men om at formulere et grundlag for en i forvejen fastlagt og besluttet politik.