Johannes Krüger, som er en flittig og udholdende mand, fhv. professor på KU og et agtet medlem af Klimarealismes rådgiverpanel, har allerede udgivet en glimrende bog:  Klimamyten – et opgør med tidens CO₂-panik, hvor han fremhævede, at antagelsen om CO₂‘ens betydning for klimaets udvikling er stærkt overvurderet.

Nu har han fulgt op med endnu en ”Tour de Force” med sin næste bog: 32 Myter om klimaet du ikke skal hoppe på.

Bogen har ikke haft nogen let gang undervejs, da det forlag ”Peoples Press”, som udgav Klimamyten, fik kolde fødder undervejs, så derfor tog det lidt tid at finde et andet og retfærdigt forlag.: Saxo Publish.

Heldigvis lykkedes det, og bogen er der nu. Og Saxo kan opmuntrende for os klimarealister oplyse at ”32 myter” har været deres mest sælgende bog i juni, juli og august.

Det er en glimrende bog, som jeg varmt kan anbefale til enhver, der interesserer sig for klima. Den er meget velskrevet, til tider direkte underholdende, selvom det er kompliceret og tungt stof. Den er fyldt med værdifuld, detaljeret information om klimaændringer på enhver tænkelig tidsskala.

Bogen er tydeligt skrevet af en ægte klimaforsker. Klimaforsker er ikke en beskyttet titel og der er mange, der kalder sig klimaforskere, selvom de kun har en perifer tilknytning til området. Et godt eksempel er den allestedsnærværende Katherine Richardson, som jovel er en dygtig ekspert inden for planktonbiologi i havet, men absolut ingen forudsætninger har for at danne sig et totalt overblik over den komplicerede klimaproblemstilling. Men som bare hopper med på de ”grænser for vækst”-temaer, der lige nu er politisk opportune.

For at kunne kalde sig klimaforsker er det vigtigt, at man har overblik over problemstillingen, at man har en uddannelse, der giver gode forudsætninger for at forstå, hvad det handler om, og at man også har en alder, en erfaring og en pondus/uafhængighed som gør, at man ikke er til falds for den til hver tid fremherskende offentlige mening om dit og dat.

Hvis der overhovedet er en uddannelse, der giver særligt gode forudsætninger for at kunne kalde sig klimaforsker, så er det uddannelsen i geologi.

Geologi er det fag, der viser, hvordan jorden så ud i tidligere tider. Og det burde være enhver bekendt, at man ikke kan sige noget fornuftigt om fremtiden, hvis man ikke kender sin historie. Geologerne er klimaets historikere. Det er derfor næppe nogen tilfældighed, at der især blandt geologer er rigtig mange, der forholder sig kritisk over for den fremherskende diskurs om, at det er menneskenes skyld det hele, og at klimaændringer er et stort og farligt og ukendt problem.

Johannes Krüger kommer rundt om hele problemstillingen i sin bog, dog fremmest om de naturvidenskabelige emner.

Det vil føre for langt at gennemgå alle de 32 myter, men jeg synes, at jeg vil gøre denne anmeldelse aktuel ved at lade JK – på basis af bogen – kommentere den netop udkomne rapport fra IPCC, som jo i medierne igen er blevet blæst op til, at fremtidsudsigterne for klimaet aldrig nogensinde har været værre.

Selvom de meget få, der faktisk har læst rapporten mener, at den er fuld af lyspunkter.

Som et eksempel kan man bruge DMI’s omtale af rapporten.

DMI betragter sig selv som det danske samfunds neutrale, objektive og uafhængige rådgiver i klimaanliggender.

Men når man læser, hvad de skriver, kan man godt blive lidt i tvivl om dette glansbillede. Lad os se hvad DMI skriver og hvad de ”32 myter” mener om det.

DMI: Det er utvetydigt, at menneskelig påvirkning har forårsaget opvarmning i atmosfæren, oceanerne og landjorden. Der er sket udbredte og hastige forandringer i atmosfæren, verdenshavene, kryosfæren og biosfæren.

JK: Den første del af sætningen er rigtig nok. Men jeg savner, at DMI forklarer, at det ikke på nogen måde er usædvanligt i klimahistorisk sammenhæng.

Den anden sætning har jo intet med videnskab at gøre. Begreberne udbredte og hastige forandringer er helt uden værdi, hvis ikke de sættes i relation til tidligere tiders klimaændringer. I min bog viser jeg, at i tidligere tider – før der var nogen som helst menneskelig indflydelse – er der forekommet mindst lige så store og udbredte klimaændringer.

DMI: Hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850. Den globale overfladetemperatur var 1,09 °C højere i 2011-2020 end i 1850-1900.

JK: En typisk måde at skræmme folk på. Der er jo ikke noget som helst mærkeligt i, at i en periode, hvor temperaturen stiger, vil hvert årti være lidt varmere end det foregående. Det interessante er, hvor stor er temperaturstigningen og der viser retvisende satellitmålinger, at stigningen siden 1979 har været 0,13 grader pr. dekade uden nogen som helst tegn på acceleration.

DMI: I 2019 var atmosfærens indhold af CO₂, metan og lattergas højere end nogensinde de sidste 800.000 år, og den nuværende CO₂-koncentration har ikke været oplevet i mindst 2 millioner år.

JK: ja Det er rigtigt nok og hvad så? DMI undlader bekvemt at nævne, at CO₂ indholdet nu og i de seneste 2 millioner år er på det laveste niveau, det har været nogensinde inden for de sidste 550 millioner år, hvor der har været flercellet liv på jorden. Og DMI undlader lige så bekvemt at nævne, at vi lever i en helt usædvanlig kold periode i jordens historie. Og at normaltilstanden for jorden er uden is ved polerne og omkring 10 grader varmere end nu. De flest varme og CO₂-holdige perioder var myldrende fyldt med liv helt op til Grønland/Arktis.

DMI: Den globale overfladetemperatur vil fortsætte med at stige indtil i hvert fald midten af århundredet i alle udledningsscenarierne. Den globale opvarmning vil overstige 1,5 °C og 2°C i løbet af det 21. århundrede, medmindre der sker store reduktioner i CO₂– og andre drivhusgasudledninger i de kommende årtier.

JK:  Under forudsætning af at CO₂ er den eneste faktor, der påvirker klimaet og at klimafølsomheden er på det niveau, som IPCC gennemsnitligt påstår, ja så kan det selvfølgelig godt passe. Men der er jo den mulighed, at klimafølsomheden er meget lavere, end IPCC antager– hvilket de beregninger, der baseres på observationer fra virkeligheden og ikke på klimamodeller viser – og at der er andre faktorer på spil (solen f.eks.). Hvilket giver den mulighed, at temperaturen stagnerer eller ligefrem begynder at falde.

DMI. Ved enhver forøgelse af den globale opvarmning vil ændringerne i ekstremer blive fortsat større. Der vil være en øget forekomst af hidtil usete ekstreme vejrhændelser i takt med den globale opvarmning, selv hvis den begrænses til 1.5°C. De forventede ændringer i hyppighed er større for mere ekstreme vejrhændelser.

JK: DMI misrepræsenterer IPCC.  Det er rigtigt nok, at IPCC påstår, at der i fremtiden vil ske en forøgelse af ekstreme vejrhændelser, men forudsætningen for at man kan påstå at ekstreme vejrhændelser vil stige i fremtiden på grund af en temperaturstigning er, at man kan vise, at der faktisk er sket en stigning i ekstreme hændelser allerede nu. Det kan man ikke, undtagen på nogle enkelte områder, hvor det for eksempel er ret indlysende, at når det bliver varmere er der også flere hedebølger, man ”glemmer” bare lige her at nævne, at der også færre kuldebølger, hvilket er rigtig godt for verden, da der dør mange flere mennesker af kulde end af varme.

Men når det gælder ting som storme, tørke og oversvømmelser og så videre er der ingen tegn på ændringer.

DMI: Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.

JK: Det er jo helt hen i vejret med ”irreversibelt”.  IPCC’s ny rapport viser faktisk meget klart, at hvis man stopper med at udlede CO₂, vil både CO₂ og temperaturstigningen stoppe med det samme. Og det er ligeledes klart, at hvis det bliver koldere eller temperaturen stagnerer, så vil afsmeltningen af isen på Grønland/Arktis også stoppe umiddelbart. Det er uden skellig grund med de tusinder af år. Men naturligvis velegnet til at skræmme folk. DMI undlader til gengæld at fortælle os, at med den nuværende afsmeltning af Grønland vil det tage tusinder til titusinder af år inden al isen er smeltet.

DMI: Hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser vil stige i det 21. århundrede, så en stormflod, der i dag statistisk forekommer hvert 100. år, vil kunne forventes hvert år i slutningen af dette århundrede ved over halvdelen af de steder, hvor der observeres vandstand.

JK: Det er naturligvis rigtigt, at når vandstanden stiger – for tiden mellem halvanden og tre mm pr. år – lig med 15-30 cm på et århundrede, så vil fremtidens stormflodshændelser give en smule højere vandstand end ellers. Men det passer ikke, at der pludselig sker en dramatisk ændring i forekomsten af usædvanlige stormflodshændelser på grund af denne vandstandsstigning. Ekstreme stormflodshændelser skyldes en kombination af sjældent forekommende faktorer, som vil ske helt uafhængigt af om vandstanden er lidt højere eller lavere – Se den store manddrukning i 1362 og stormfloden på Lolland i 1872. Der er intet belæg i IPCC for at påstå, at disse hændelser er blevet hyppigere.

DMI: Der er konsekvenser af global opvarmning, der har lav sandsynlighed for at ske, men som ikke kan udelades i en risikovurdering. Der bør eksempelvis tages højde for kollaps af iskapperne ved polerne, pludselige ændringer i havcirkulationen, visse sammenfaldne vejrekstremer og en langt større opvarmning end forventet.

JK: Det kan aldrig fuldstændig udelukkes, at der sker et eller andet aldeles forfærdeligt, for eksempel at en asteroide rammer jorden eller en supervulkan bryder ud eller en global atomkrig eller et enormt sol-udbrud (Carrington hændelse). Men det er uden for noget som helst videnskabeligt belæg at påstå, at sandsynligheden for ekstremklimaudfald = (Tipping Points) er af en sådan størrelse, at man skal ødelægge den globale økonomi (ved at stoppe brugen af kul mm.) for at undgå at ødelægge den globale økonomi.

DMI: Hvis den menneskeskabte globale opvarmning skal begrænses til et bestemt niveau, kræver det, at de akkumulerede CO₂-udledninger begrænses, at der opnås en CO₂-nettoudledning på nul samtidig med markante reduktioner i udledningen af andre drivhusgasser.

JK: Det kan muligvis være rigtigt nok. Men spørgsmålet er jo, om omkostningerne ved at lave denne dramatiske reduktion i CO₂ udledningen står i noget rimeligt forhold til de postulerede omkostninger, der er ved den begrænsede og beskedne opvarmning. Klimaøkonomerne, Nordhaus m.fl.,  er klare i mælet og viser at op til en stigning i temperaturen på 3,5 grad (som er komplet usandsynlig) er det bedst for menneskenes velfærd og velstand at gøre ingenting.

Læs bogen før din nabo

Læs og nyd denne bog. Og send den til din familie, dine venner og din naboer. Og ikke mindst til dit folketingsmedlem.

Du kan købe den her.