Klimapolitik, Klimarealisme i medierne, Modeller

Klimamodeller

En Paul Voosen har skrevet en artikel i Science om klimamodellerne og deres stadigt mere urealistiske bud på temperaturstigningen som følge af den menneskelige udledning af CO2 i atmosfæren. Voosens artikel er en blanding af godt og skidt, som det fremgår af en kommentar i Watts Up With That? skrevet af David Middleton.

Først Voosen:

”I næste måned vil IPCC begynde udsendelsen af sin første store evaluering af menneskeskabt global opvarmning siden 2013. Rapporten, hvoraf den første del vil udkomme 9. august, vil lande på en klode, der har forandret sig kraftigt i de 8 år, blevet mere end 0,3 grader varmere til næsten 1,3 grader over det førindustrielle niveau. Vejret er blevet voldsommere, havet er målbart steget og bjerggletsjere og isen ved polerne er reduceret kraftigt. Og efter år med begrænset handling synes mange lande nu, efter pres fra en bekymret befolkning og erhvervsliv, at være klar til at nedsætte deres CO2-udledninger.

Men mens klimaforskerne står over for denne faretruende situation, er de klimamodeller, som hjælper dem med at forudsige fremtiden, blevet for alarmistiske. Mange af de førende klimamodeller regner nu med en opvarmning, som de fleste forskere, inklusive modellernes egne bagmænd, mener er helt usandsynligt hurtig. Før udsendelsen af IPCC’s rapport har forskerne anstrengt sig for at forstå, hvad der gik galt, og hvordan man kan dreje modellerne, der ellers i andre henseender er mere robuste og troværdige end deres forgængere, i retning af brugbar vejledning for politikerne. ’Det er er blevet klart i løbet af det seneste år, at vi ikke kan undgå denne proces,’ siger Gavin Schmidt, direktør for NASA’s Goddard Institut for Rumforskning (GISS).” 

Middleton kommenterer:

”Det må være de morsomste og mest selvmodsigende sætninger, der nogen sinde er skrevet på engelsk. Bortset fra, at de nye modeller er mere forkerte end de gamle, er de ’mere robuste og troværdige end deres forgængere’, og bagmændene kan ’ikke undgå denne proces’”.

Vosen hævder, at temperaturen er steget med 0,3 grader på 8 år, det rigtige tal er vist snarere 0,1 grad, jfr. fig. 1.

Fig. 1: Den globale temperaturstigning 2013-2021

Påstandene om vildere vejr er også tilbagevist mange gange, fig. 2 viser en velkendt illustration af orkanernes antal over tid, med angivelse af totalen og tallene for de voldsomste. Heller ikke nogen udvikling.

Fig. 2: Udviklingen i orkaner 1980-2021: Øverste kurve, alle orkaner (> 64 knob), nederste, de voldsomme orkaner (> 96 knob).

Med hensyn til havniveauet er Middleton flink ved Vosen og bruger satellitmålingerne, der viser ca. 3,4 mm pr. år. Disse giver tal, der efter al sandsynlighed er for høje, som vi tidligere har set. Det rigtige tal er nok 1-2 mm, og der er ikke noget tegn på en accelererende stigning.

Middleton har ikke rigtigt tal for gletsjerne men giver en længere historie fra starten af Den Lille Istid, hvor gletsjerne i Alperne var i fremmarch og truede adskillige landsbyer, hvoraf nogle også blev begravet, trods forsøg på at standse dem ved hjælp af biskoppen af Genua, der var tilkaldt med det formål.

Til gengæld viser Middleton, at der ikke er nogen nævneværdig forskel på havisens udbredelse mellem 2013 og 2021.

Vosen fortsætter:

”Førhen forudså de fleste modeller en ’klimafølsomhed’ – opvarmningen der følger af en fordobling af atmosfærens CO2-indhold – på mellem 2 og 4,5 grader celsius. Sidste år udkom der en epokegørende artikel, der stort set så bort fra modellerne og i stedet brugte faktiske målinger, inklusive den igangværende opvarmning, og her fandt man en sandsynlig klimafølsomhed på mellem 2,6 og 3,9 oC. Imens viste mange af de nye modeller fra ledende institutioner opvarmning på mere end 5 oC – ubehageligt langt væk fra disse tal.

Modellerne var også ude af trit med målinger af fortidens klima. For eksempel brugte forskere den nye model fra NCAR til at simulere det koldeste tidspunkt i den seneste istid, 20.000 år tilbage. Omfattende studier af fortidens temperaturer har vist, at Jorden var næsten 6 grader koldere end i førindustriel tid, men modellen, baseret på et lavt istids-indhold af CO2, fik temperaturen til at falde med næsten det dobbelte, hvilket antyder, at den er alt for følsom over for udsving i indholdet af CO2. Den rammer helt forbi virkeligheden.”

Middleton kommer her ind på et forsøg på at få modellerne til at se bedre ud, end de gør. Der blev i 2018 offentliggjort diagrammet vist på fig. 3, som skulle vise, hvordan modellerne gradvist over årene er nået frem til mere beherskede tal for opvarmningen ved en fordobling af CO2-indholdet. Her er opgivet både ECS, som er den langsigtede ligevægts-temperatur og TCR, som er den umiddelbare respons fra klimaet. Førstnævnte er naturligvis altid højere.

Fig. 3: Forsøg på at dokumentere, at klimamodellernes forudsagte temperaturstigninger er faldende siden år 2000

Her har forskeren Zeke Hausfather, som ingen vil beskylde for at være klimaskeptiker, men som alligevel er en hæderlig mand, tilbagevist påstanden med grafen vist i fig. 4. Her er vist udviklingen for forskellige metoder, inkl. modellerne og beregninger baseret på faktiske data.

Fig. 4: Et mere korrekt billede af modellernes forudsigelser, denne gang kun ECS (ligevægts-temperaturer)

Middleton har skilt dem ud hver for sig, og her ser man, at modellerne gradvist over årene giver højere og højere bud på opvarmningen, mens de andre metoder giver uforandrede eller faldende resultater, se fig. 5.

Fig. 5: Data fra fig. 4 splittet op i hhv. modeller, målte i praksis og kombinationer af de to.

Og hvad er så løsningen på problemet? Voosen:

”En gruppe forskere der helliger sig opgaven med at oversætte modellerne til brugbare forudsigelser kunne også hjælpe. Det er en stor opgave at danne bro mellem den grundlæggende videnskab og de praktiske værktøjer.”

Oversat: Send flere penge til forskerstillinger.

Lad Gavin Schmidt fra GISS få det sidste ord:

”Der er allerede artikler på vej, der bruger modellernes ubegrænsede værste-tilfælde scenarier for 2100. De vil sætte mere ild til den berettigede frygt, der allerede er der ude. Men den praksis må ændres. Man ender med tal for selv den nærmeste fremtid, der er vanvittigt skræmmende – og forkerte.”

Det bliver interessant at følge udviklingen, nu når IPCC’s nye store rapport udkommer.

https://www.sciencemag.org/news/2021/07/un-climate-panel-confronts-implausibly-hot-forecasts-future-warming

https://wattsupwiththat.com/2021/07/30/climate-scientists-realize-models-yield-implausibly-hot-forecasts-of-future-warming/

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

10 Comments

  1. Mogens Kjær

    Søren Hansen

    Du har nok ret i, at jeg af og til bruger en noget nedladende sprogbrug, og det vil jeg gerne undskylde. Det er en uskik. Men grunden er nok, at jeg i snart mange år har prøvet at få folk til at forstå, at man ikke kan behandle ikke-kondenserende drivhusgasser og vanddamp på samme måde.

    Men nu til dine argumenter. Dem køber jeg altså ikke. Måske – skriver du – giver en fordobling af CO2-indholdet en eller anden forøgelse af temperaturen. Hvis du mener dette ”måske” alvorligt, så er der sådant set ingen grund til at fortsætte diskussionen; medmindre du da mener, at dette ”måske” hører til undtagelsen, således at temperaturen i det lange løb alligevel stiger.

    Hvad der så sker med den ekstra vanddamp, der skabes af temperaturstigningen, skulle også være underkastet et ”måske”. Måske bliver den bare til nedbør, måske fortsætter den som vanddamp.

    Det er præcis den samme situation som ovenfor. Måske trodser vanddampen teorien, og bliver til nedbør, fordi teorien i atmosfæren af en eller anden grund ikke steg. Måske forbliver den i atmosfæren, fordi teorien passede med den komplicerede virkelighed med alle dens tilfældige parametre. Hvis det igen er sådan, at vanddampen i det lange løb også følger fysikkens veje, kan vi godt fortsætte diskussionen.

    Spørgsmålet er således, om virkeligheden i det lange løb følger fysikkens love, fordi alle tilfældige forstyrrelser ophæver hinanden. Det kan også ske, at virkeligheden tager en anden vej, fordi teorien skal suppleres, men så er man nødt til at beskrive, hvordan man supplere teorien. Det gør du ikke, men skriver bare, at virkeligheden er kompliceret, og at klimamodellerne har svært ved at håndtere vanddamp, skyer og nedbør.

    Det sidste kan skam være rigtigt nok, og det kan der være mange grunde til. Fx mangler klimaforskerne stadig at forstå skyernes rolle til bunds.

    (forkortet af red.)

    • Søren Hansen

      Hej Mogens,
      Et svar mere, og så stopper vi diskussionen her. Jeg tror, at du er noget forvirret mht. “teorien” og “fysikkens love” osv. Så jeg prøver en sidste gang.

      Vanddamp er den store drivhusgas, der står for langt størstedelen af den øgede temperatur, vi har på Jorden i stedet for de minus-grader, der ellers ville være. CO2 virker også som en drivhusgas og har på egen hånd en mindre virkning. Men kun hvis den på én eller anden måde påvirker mængden af vanddamp, vil den for alvor have en effekt på den globale temperatur. Så langt så godt.

      Solens stråler opvarmer havet (og fugtig landjord) og får vand til at fordampe. Hvor meget vanddamp, der så samler sig i atmosfæren, afhænger af mange ting, men primært tilgangen af vand og afgangen gennem skyer og nedbør. Fysikkens love siger ikke noget om, at der skal være en præcis mængde vanddamp pr. kubikmeter (dvs. fugtighed) ved en given temperatur. Der kan være alt mellem nul og en mængde, der svarer til 100 % luftfugtighed.

      Jeg bragte John Christy ind i billedet fordi han forklarer, at klimamodellerne antager, at fugtigheden i atmosfæren holder sig konstant. Det betyder, at ved højere temperatur bliver der mere vanddamp i luften, da varm luft kan rumme mere damp end kold. Det har så vist sig at være en voldsom forenkling, der ikke svarer til virkeligheden, som den måles af satellitter og vejrballoner. Meget tyder på, at fugtigheden faktisk falder ved stigende temperatur – og det fald i fugtighed kan jo sagtens ske, enten ved mindre fordampning fra overfladen eller ved at der dannes flere skyer og nedbør.

      Derfor er, sagt i korthed, mængden af vanddamp ikke proportional med atmosfærens indhold af CO2, og derfor er det svært at forudsige opvarmningen ved en given stigning i CO2-koncentrationen.

      Det må være det.

  2. Mogens Kjær

    Jeg vil bede dig om at forstå, at klimafølsomhed er et dynamisk begreb, der handler om, hvad der sker, hvis vi fordobler atmosfærens CO2-indhold.. Det kan godt være, at du tror på, at der er så meget andet end de ikke- kondenserende drivhusgaser, der skaber den ekstra – understreget . ekstra vanddamp, der følger med, og som derfor også indgår i begrebet klimafølsomhed. Men så må du komme med en ordentlig forklaring. Prøv evt. at spørge en klimaforsker med viden om drivhuseffekten

    • Søren Hansen

      Ja, klimafølsomheden handler om konsekvenserne af en fordobling af CO2-indholdet. Det giver (måske) én eller anden forøgelse af temperaturen (den globale gennemsnitstemperatur – som er en meget svær størrelse at bestemme) som så igen kan forøge fordampningen af vand. Men hvad der sker med den ekstra vanddamp, er i høj grad et åbent spørgsmål. Ender den som flere skyer eller mere nedbør, så har den ikke nogen forstærkende virkning på drivhuseffekten, hvorimod hvis den medfører et generelt stigende indhold af vanddamp i atmosfæren, vil det forstærke temperaturøgningen.

      Men netop dette punkt håndterer klimamodellerne meget dårligt, vanddamp / skyer og nedbør, så vi ved ikke reelt hvad der sker. Jeg kan i øvrigt anbefale dig at se videoen med John Christy på Youtube, der kommer et link dertil på siden her i morgen.

      Og så skal du generelt passe på med nedladende sprogbrug, det her er ikke Facebook, og alt overflødigt snavs bliver ikke bragt.

    • Peder Kruse

      Hvor stor en temperaturstigning vil en fordobling af CO2 koncentrationen i atmosfæren udløse ? Hvis vi tager udgangspunkt i 280ppm fra før industrialiseringen, er spørgsmålet hvad temperaturstigningen vil være med en koncentration på 560ppm.

      Vi har i dag en koncentration på 417ppm, og fordi klimafølsomheden for CO2 er logaritmisk stigende ved forøget koncentration, udgør de 417ppm ln(417/280) / ln(2) = 0.5746 fordoblinger i forhold til dengang. Temperaturen er steget 1.1 grad i dag, og når vi når 560ppm, som udgør en hel fordobling, vil temperaturen være steget med 1.1 / 0.5746 = 1.9143 grader – alle +/- feedback processer inkluderet.

      Hvis en stigning fra 280ppm til 417ppm har udløst en stigning i temperaturen på 1.1 grad, vil 560ppm give en temperaturstigning på 1.9143 grader. Vi kalder det klimafølsomheden.

      Den næste fordobling til 1120ppm vil resultere i en samlet temperaturstigning på 1.9143 × 2 = 3.8286 grader, forudsat de fossile brændsler vil være interessante til den tid, og forudsat CO2 virkelig skulle bære eneansvaret for termineringen på den lille istid.

  3. Mogens Kjær

    Steen Rasmussen
    Du er faldet for det sædvanlige svindelnummer med vanddamp, som Søren Hansen (moderator) også tror på, og som Johannes Krüger ligeledes fremfører i sin forrige bog.

    Du kunne måske bringes til at overveje, hvad der skaber den stigning i vanddampen, som indgår i klimafølsomheden. Det er såmænd de ikke kondenserende drivhusgasser – medmindre man da tror på, at vand opvarmer sig selv. Hvis nogen mener det, så giv mig venligst et praj. Jeg har altid ønsket mig en evighedsmaskine.

    (forkortet af red.)

    • Søren Hansen

      Mogens,

      Vanddamp i atmosfæren opstår fordi solens stråler varmer havene og (fugtig) landjord op. Vanddampen fordeler sig i atmosfæren inden den før eller siden kommer ned som nedbør. Den proces er helt uafhængig af tilstedeværelsen af de øvrige drivhusgasser. Så selv i en CO2-fri atmosfære ville vi stadigvæk have vanddamp i massevis – og det skyldes naturligvis ikke nogen “evighedsmaskine”. Hvordan temperaturerne så ville være i detaljer er en anden sag, det er der ikke nogen, der kan udtale sig om.

    • Peder Kruse

      “…medmindre man da tror på, at vand opvarmer sig selv. Hvis nogen mener det, så giv mig venligst et praj. Jeg har altid ønsket mig en evighedsmaskine”

      Hvis CO2 skaber en opvarmning, så atmosfæren kan bære mere vanddamp uden at kondensere, og den ekstra vanddamp således booster CO2s klimaeffekt og hæver temperaturen yderligere, hvordan kan det så være at den ekstra opvarmning ikke skaber mulighed for at atmosfæren kan bære yderligere mere vanddamp uden at kondensere ? Nej vel – det ville jo være verdens første evighedsmaskine, signed sealed and delivered by Mogens.

  4. Villi+John+Petersen

    Faktum er jo, at modellerne giver forkerte resultater, der konsekvent forudsiger meget større varme end man kan måle i naturen. CO2´s virkning er jo logaritmisk, altså +1 grad pr. fordobling.
    D.v.s.: 0 ppm-1 ppm = +1 C, 1-2 ppm= +1 C, 2.-4 ppm = + 1 C, 4- 8 ppm =1C ………. 256 ppm – 512 ppm = + 1 grad. Det bliver sammenlagt til + 10 grader. Det ser jo temmelig korrekt ud, når man ved, at alle drivhusgasser – inklusive den mest effektive: vanddamp – tilsammen opvarmer atmosfæren med + 33 grader i forhold til de -18 grader, som jordens gennemsnitstemperatur ville være uden drivhusgasserne. Men så regner forskerne med et begreb, som de kalder CO2´s klimafølsomhed. Et feedback-begreb man mildest talt ikke har styr på. Klimafølsomheden for CO2 har i årenes løb været bestemt til alt mellem +1 grad til +8 grader. Tendensen har dog været i nedadgående retning, så man vist nu er nået til mellem +2 og +4 grader. Kunne modellernes fejlskud ikke skyldes, at CO2´s klimafølsomhed enten ikke findes eller er mindre end +1 grad? Så ville forudsigelserne måske kunne blive mere præcise, til gengæld ville klimakatastrofen være aflyst – og CO2 benådet.

    • Steen Rasmussen

      Hvis du har 1C per fordobling af CO2, så er ECS (TCS) jo her sat = 1C, mens IPCC regner med ECS=3C. Det betyder jo en stor forskel. Flere forskere har dog beregnet ECS helt ned til 0,4C, idet der så er taget højde for, at vanddamp er en betydeligt større drivhusgas. Men man kan spørge sig selv, hvorfor de mange milliarder, som der igennem de seneste 40 år har været brugt på netop klimaforskning og modeller, ikke har fastlagt et nøjagtig tal for ECS, da det jo er denne værdi, som de superdyre modeller baserer sig på.
      Og endnu et spørgsmål, hvorfor fylder RCP8.5 scenariet nu næsten 40% i den seneste rapport AR6 mod ca 30% i AR5, når selv forskere som Zeke Hausfather i Nature 2020 har argumenteret for, at dette scenarium er fuldstændig usandsynligt. IPCC er ren politik!
      mvh
      Steen Rasmussen

Skriv et svar til Peder Kruse Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*