Klimamodeller CMIP6

Her er en artikel, der giver en kort introduktion til klimavidenskaben og den rolle, som CO₂ formodes at spille for den globale temperatur. Artiklen er lidt hård kost pga. uhæmmet brug af forkortelser, men her er et forsøg på at uddrage essensen.

Det slås fra start af fast, at drivhuseffekten ikke kan sammenlignes med det lille glashus, vi har stående i haven. Et rigtigt drivhus virker simpelthen ved, at glasruderne forhindrer den varme luft inde i huset i at blive skiftet ud med den koldere luft udenfor. Drivhuseffekten i atmosfæren er til gengæld drivhusgasserne – i dette tilfælde CO₂, der opsuger noget af den varmestråling, der forlader jordoverfladen. Gasserne udsender derefter varmen igen, men i alle mulige retninger, så noget af den vender tilbage til jorden i stedet for at forsvinde ud i verdensrummet.

Det giver anledning til den globale opvarmning, og her opererer klimaforskningen med begrebet ECS (Equilibrium Climate Sensitivity), ligevægts-klimafølsomheden, som er et mål for, hvor meget en fordobling af CO₂-indholdet i atmosfæren (i forhold til de 280 ppm i førindustriel tid) vil give i temperaturstigning.

Man kan finde frem til ECS på to forskellige måder. Delt ved hjælp af problematiske klimamodeller. I IPCC’s fjerde rapport (AR4) nåede man frem til en ECS på 3 grader celsius, dette resultat var baseret på den tredje generation af klimamodeller, CMIP3. I den femte rapport fik man en ECS på 3,4 ^oC, baseret på CMIP5-modellerne. Nu vil man i den snarlige sjette rapport (AR6) få en ECS på 3,7-4,5 ^oC, baseret på den nyeste generation af klimamodeller: CMIP6.  

Den anden metode er ved at kigge på de faktisk observerede temperaturer, og bruge dem som basis for en fremskrivning, og her har alle forsøg resulteret i en ECS på ca. 1,7 ^oC. At modellerne gav det dobbelte resultat bevirkede, at IPCC i den femte rapport slet ikke fremkom med noget fast bud på, hvad ECS ville være.

Klimamodellerne er problematiske, fordi der ikke er nok regnekraft i dem til for alvor at simulere processerne i klimaet. I stedet bruger de justérbare parametre, som så f.eks. kan indstilles, så modellen stemmer overens med fortidens temperaturer. Vi har for nyligt skrevet netop om denne fremgangsmåde og dens svagheder. I de nuværende klimamodeller skal ophavsfolkene besvare det store spørgsmål: Hvor stor en rolle skal CO₂ spille for temperaturen? IPCC har politisk besluttet, at CO₂ skal være den eneste faktor, der betyder noget, og det gav bl.a. anledning til den berygtede hockeystav-kurve, hvor alle fortidens temperaturvariationer, som jo ikke kunne skyldes CO₂, blev glattet ud til ukendelighed.

Figur 1 viser ECS for en stribe af de nye CMIP6-modeller, der vil danne grundlaget for IPCC’s sjette rapport. Spredningen er enorm, fra 1,8 til 5,6 grader. Gennemsnittet er 4,5 grader. Usikkerheden på ECS er således steget de seneste år, trods de uhyrlige ressourcer, der er brugt på klimamodellerne og den tilknyttede forskning. Vores viden om ECS er nu endnu mere usikker end før. Samtidigt fjerner modellernes resultater sig længere og længere væk fra realiteterne, det kan man jo se ved at kigge på de aktuelle temperaturer og sammenligne med modellernes bud på 2020-21, se fig. 2.

Artiklen slutter med følgende betragtninger:

Det er åbenbart, at de, der tror på menneskeskabt global opvarmning, ikke forstår det grundlæggende uløselige problem med deres fremgangsmåde baseret på modeller. De graver sig blot ned i et endnu dybere hul. Hærens første regel om huller er ellers, at når man er i ét, og ønsker at komme ud, skal man først stoppe med at grave.

Eller som fysikeren Richard Feynman opsummerede en forelæsning: ”Det er ligegyldigt, hvor smuk din teori er. Hvis den ikke stemmer overens med observationerne (i eksperimenter baseret på teorien), ER DEN FORKERT.

https://wattsupwiththat.com/2021/06/25/cmip6-ecs/