Klimarealisme i medierne, Koraller og Ocean pH

Kolde koraller

Gentagne gange har vi hørt om koraller, der bleges og kommer i livsfare pga. stigende havtemperaturer. Korallerne er sarte og tilpasset et snævert temperaturinterval. Blegningen skyldes, at de alger, der lever sammen med korallerne, er meget temperaturfølsomme og når temperaturen stiger for meget, forsvinder algerne, der ellers giver korallerne farve. Uden alger ser korallerne hvide ud, heraf udtrykket ”blegning”, men det betyder ikke, at korallerne dør i første omgang. De har mulighed for at få nye alger, der passer bedre til den højere temperatur, eller hvis temperaturen falder igen, vender de gamle alger tilbage.

I den nordlige ende af Rødehavet lever der et rigt udvalg af koraller. Man har udført laboratorieforsøg på dem og meget overraskende viser det sig, at de er usædvanligt modstandsdygtige over for temperaturstigninger. De kan faktisk tåle relativt høje temperaturer. Det er jo en god nyhed i disse tider, hvor temperaturen stiger, også i havene.

Men ingen god nyhed uden et ”men”. Det viser sig nu, at disse koraller til gengæld er meget sårbare selv over for mindre fald i temperaturen. Det er jo mindre godt, da klimaforandringerne lokalt godt kan medføre både højere og lavere temperaturer. Derfor er disse koraller i Rødehavet også truet af klimakrisen ifølge vedlagte artikel.

Nu er der jo ikke noget mærkeligt i, at en organisme lever et sted, hvor temperaturen lige akkurat er høj nok til hverdag. Det gælder jo masser af dyre- og plantearter. Der er en grænse, hvor langt nordpå de kan overleve og trives, og den hænger selvfølgeligt sammen med, at jo længere mod nord man kommer, desto koldere er det generelt. Et eksempel fra vores hjemlige breddegrader er storken, der er forholdsvis sjælden i Danmark, men meget mere udbredt længere sydpå. Danmarks klima er således tæt på det koldeste, storken (og dens føde) kan overleve i.

Den nordlige ende af Rødehavet er ikke specielt varm om vinteren, temperaturen i de omkringliggende ørkener kan nå ned på frysepunktet eller lavere om natten. Der er så nogle koraller, der lige akkurat kan klare de betingelser, men som ellers er tilpasset højere temperaturer. Derfor får de vanskeligheder, hvis det bliver en smule koldere, og i værste fald kan deres antal blive reduceret. Men når det så bliver varmere igen, kommer der nye koraller ind fra syd. Sådan har livet jo altid eksisteret på jorden. Så at flette det sammen med ”klimaforandringer” virker søgt.

https://www.eurekalert.org/pub_releases/2021-04/bu-nrs041921.php

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. allan+astrup+jensen

    Der er og har altid været større eller mindre klimaændringer/variationer! Det vi diskuterer er, om den gradvist stigende CO2 opbygning i atmosfæren, der hovedsageligt er menneskeskabt, er skyld i den nuværende tendens til globale temperaturstigninger. Det mener FNs klimapanel, og deres mening/tro deles indtil videre af det meste af Verdens befolkninger. Det ændrer sig først, når folk på egen krop kan mærke, at klimaet bliver koldere igen. Indtil da vil menneskeheden anse alle klimaepisoder (tørke, oversvømmelser, cykloner etc.) og klimavariationer for menneskeskabte, som derfor kan kontrolleres ved at stoppe menneskeskabte emissioner af CO2.

  2. Ingrid+Schmall

    Sterben die gebleichten Korallen nicht auch ab, wenn ihnen die entsprechenden Algen fehlen?

    • Søren Hansen

      Der går lang tid, før blegede koraller dør, og oftest er der tid til at deres alger kan vende tilbage, eller til at nye alger, der bedre tolererer den ændrede temperatur kommer til. Store dele af Australiens Great Barrier Reef er på den måde kommet fint tilbage og er slet ikke i fare for at forsvinde.

Skriv et svar til Ingrid+Schmall Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*