Som opfølgning på Frede Vestergaards fine anmeldelse i Weekendavisen af Søren Hansens og Klimarealismes bog: Klimaplan 2030, har Steen Leth Jeppesen begået denne glimrende klumme i 24Nyt:
I Weekendavisen har journalist (emeritus) Frede Vestergaard anmeldt en nylig udkommet bog om de tekniske og økonomiske udfordringer ved den såkaldt grønne omstilling og “klimakampen”. Der er tale om: “Klimaplan 2030 – Realisme eller Utopi? En Hvidbog”, Veterania. Forfatteren er civilingeniør Søren Hansen, som i december i fjor sendte bogen til anmeldelse i en række nyhedsredaktioner og til folketingspartiernes klima- og energiordførere.
Det fik han stort set ikke noget ud af, hverken fra medier eller politikere. Tavsheden var rungende. Vestergaard har selv fundet bogen under et besøg på WA-redaktionen ved at kigge i reolen for bøger, der var fravalgt til anmeldelse.
Søren Hansen er ikke “klimafornægter,” og han sætter ikke i bogen spørgsmålstegn ved “klimakampens” aksiom om den menneskeskabte udledning af drivhusgas som den afgørende kraft i klimaændringer. Bogen argumenterer derimod for, at det ikke vil være muligt at nå frem til den ønskede 70-pct.-reduktion af drivhusgasudledningen med de midler, politikerne satser på. I stedet for vil det selvudråbte “foregangsland” ende som et internationalt skrækeksempel. Satsningen på sol og vind vil – selv via et europæisk el-samarbejde – ikke muliggøre en kontinuerlig elproduktion; import af biomasse truer i sig selv biodiversitet og kan næppe ses som led i et forbillede. Batterier til opladning af strøm – i f.eks. 3 dage, hvor vinden ikke blæser – eksisterer ikke. At anvende vindmøllernes overskudsstrøm til elektrolyse og fremstilling af brint på såkaldte energi-øer er i bedste fald meget omkostningstungt, og Søren Hansen har ikke megen tro på fremkomsten af et sådant brintsamfund i en overskuelig periode.
Søren Hansen argumenterer i sin bog sagligt for sin manglende tro på realismen i regeringens og det politiske flertals energi- og klimapolitik. Det burde dog være et relevant bidrag til den løbende debat om disse spørgsmål. Men tavsheden har som nævnt været rungende. Tænk hvis det i stedet for havde være letvægteren Greta Thunberg, der havde publiceret en lille pjece om den forfærdelige, forestående klimakatastrofe, eller den danske klima-guru Connie Hedegaard, som havde udskammet politikerne over langsommeligheden med at realisere klimaambitionerne. For ikke at tale om situationen, hvis det såkaldte klimaråd atter havde råbt vagt i gevær, osv. Da havde det givet presseomtale og politiker-kommentarer i spandevis. Typisk er det f.eks. også, at medens torsdag den 16. april efter sigende har været den koldeste i 30 år (af netop den dag at være), har det ikke givet megen omtale. Tænk, hvis det havde været den varmeste af slagsen i 30 år, så var der blevet kimet med alarmklokkerne!
Det er ikke primært et spørgsmål om, hvorvidt Søren Hansen har ret eller ej i sin kritik. Men det er en nærmest katastrofal mediemæssig og politisk fadæse, at sådan kritik blot bliver fortiet og ignoreret i de landsdækkende medier og af politikerne. Der skal åbenbart en journalist emeritus til at gøre opmærksom på kritikken og en forsinket publicering i WA, der ikke engang er et dagblad, men et ugeskrift.
Pressens klimajournalister er tilsyneladende helt hjernevaskede og opfører sig som lemminger, der styrter af sted i flok. Sagens alvorlige økonomiske og beskæftigelsesmæssige aspekter, der ellers burde interessere en bredere kreds i medieverdenen, forties også af journalistpopulisterne og af de rettroende klimaevangelister i Folketinget. En mediemæssig skandale.
Danish
Das Jahr 2020 findet noch wenig Eingang in öffentliche Grafiken im deutschen Fernsehen und Zeitungen. Kann es sein, dass 2020 den Klimadirigenten nicht gefällt? Es ging wohl um die steigenden Verluste von Eismassen, wo auch immer, wenn ich mich recht erinnere. Vielleicht war es Zufall, das die Grafik nur bis einschließlich 2019 ging.
Vi udsættes som danskere dagligt for klima hjernevask fra medier og politikere. Min kone og svoger som begge er af den opfattelse, at når der nu engang er videnskabelig enighed imellem verdens førende eksperter, så må man have tiltro til, at det nok er rigtigt og enhver mistillid til dette nok mere er en slags konspirations teori. Forøvrigt mente min kone yderligere, at hun da sjældent hørte noget til klima hjernevasken, som jeg påstod. I aften så vi så vejret på DR1, og i løbet af den korte vejrudsigt, blev vi lige hjernevasket 2 gange mere. Det er derfor glædeligt at læse i dette indlæg, at der er nogen som tør stille op og anmelde en nødvendig debatbog. I virkeligheden tror jeg, at der kunne være en Pulitzer pris til den/de journalister, som turde stille op og grave hele den spegede sag om IPCC igennem. Den canadiske journalist Donna Laframboise, blev i hvertfald overrasket da hun begyndte at grave: https://youtu.be/3kMyX8dOZCk
Det er ubegribeligt, at det efter den koldeste april i 30 år stadig er samtlige folketingets partier (minus NyeBorgerlige), der har det som officiel politik, at Danmark skal reducere sin produktion af CO2 med 70% inden 2030 og dermed med sikkerhed acceptere en masse sammenbrud i elsystemet i de kommen år, og de menneskelige lidelser der følger hermed. Og at vælgerne accepterer det.
Det er jo klimainkvisitionen, der jo startede blandt klimaforskere – Judith Curry blev kaldt en kætter, som nu kører for fuld musik. Få politikere og INGEN journalister tør stille spørgsmålstegn ved klimacirkusset og FN af frygt for at blive ofret af inkvisitionen.
SUPER! Kunne ikke være mere enig.
Det er jo værre end H. C. Andersnes “Kejserens nye klæder”
Ingen hører drengens stille og sande bemærkning, på grund af larmen fra klima-populisterne.
Der er ingen medier, der har en interesse i at beskæftige sig med umuligheder. Man vil jo blot blive udskammet som støttende en hvid patriarkalsk reaktionær politik.
De bestemmende grupper i Danmark har en interesse i at få så store ændringer i samfundet som muligt. Alle ved også, at det ikke er sikkert at energiøen kommer, eller at der nogen siden vil blive produceret power-x.
Men for erhvervslivet er der udsigt til et gigantisk salg af produkter: Vindmøller, elbiler, ladestandere, solcelleanlæg, udskiftning af hele el-logistikken, produktionsanlæg til brint, el-grill i stedet for gasgrill, varmepumper osv. osv.
For politikere er der udsigt til konferencer, gode jobs som afløser den politiske karriere, møder med verdens store ledere, prestige, penge, stemmer osv. osv.
For de unge er der noget at tro på, noget der kan ændre verden politisk og helst ødelægge de nuværende strukturer.
Gør det så noget, at planerne evt. ikke er gennemførlige? Nej, det betyder ingenting. Det handler jo ikke om at løse den påståede klimakrise. Det handler om alt det andet.
Nu sættes så et kæmpemæssigt forbrugsorgie i gang. Politikerne og medierne tænker kortsigtet. Her og nu støtter man op. Ingen interesserer sig for hvad fremtiden vil bringe.
Selvfølgelig er der også erhvervsvirksomheder og myndigheder, der har regnet på, om målene på henholdsvis 70 og 100% nedskæring af CO2 kan lade sig gøre med de nuværende initiativer. Så svigtet er vel på den måde endnu større, når man godt ved, at målene ikke kan nås, men så alligevel jubler videre i den forkerte retning
Længe inden vi når 2030 vil det være umuligt at se klimaprofeternes røve for bare skosåler, efterhånden som det går op for dem at vores påtænkte energiproduktion må rationeres om natten i stille vejr. Et faktum som bare ikke må bringes op til diskussion.
Som Feynman sagde: “I would rather have questions that can’t be answered than answers that can’t be questioned”