Kunstigt regnvejr og solens magnetfelt

Den 27. marts bragte bladet The Economist et indlæg om ”cloud-seeding” eller kunstigt regnvejr. En teknologi, som har været en hel del anvendt i ca. 50 lande over det meste af verden gennem de seneste ca. 70 år, men er stærkt på retur. Amerikanerne er lidt nedladende overfor kineserne, som ikke ser ud til helt at have opgivet begejstringen endnu. Teknologien er også beskrevet på nettet under Wikipedia. Man fornemmer en vis religion om emnet. Virker det, eller virker det ikke? Nogle skriver, at der kan opnås en forøgelse af regnmængden på 10-30% og andre, at der næppe kan forventes mere end nogle få %. At teknologien har fremtiden bag sig, bør ikke undre, hvis man tænker sig lidt om. Det vil jeg komme tilbage til.

For at fremstille vanddråber kræves der 2 ingredienser. Dels vandmolekyler, og dels kondensationskerner, som kan binde vandmolekylerne sammen. Hvis ikke begge dele er tilstede, så kan der ikke dannes vanddråber og dermed skyer. Det har jeg beskrevet i et tidligere indlæg i Klimarealisme ”Klima er stadig kontroversiel”.

De fleste menneske tror fejlagtigt, at hvis der ikke er nogen skyer, så er det fordi, der ikke er nogen vandmolekyler i luften. Men det er ofte en fejltagelse. Det er meget ofte fordi, der ikke er nogen kondensationskerner, som kan binde vandmolekylerne sammen. Så hvis man tilfører luften nogle sølvioner med fly eller artillerigranater, som kan binde vandmolekylerne sammen, så bliver det mere regnvejr. Dette system har fungeret fint i ca. 50 lande fra ca. 1950 til omkring år 2000 med en forøgelse af regnmængden på 10-30%. I 1978 blev det amerikanske luftrum tilført 3.000 tons sølv i forbindelse med cloud-seeding. Det havde man næppe gjort, hvis ikke man var overbevist om, at det havde en positiv effekt. Det er beskrevet på nettet i Wikipedia.

Hvorfor så ikke længere? Fordi der nu er kommer mere konkurrence om at fange de sidste vandmolekyler i atmosfæren. I mit tidligere indlæg i 180Grader beskriver jeg, hvordan kosmisk stråling, der kommer til os ude fra verdensrummet, danner kondensationskerner, når de støder ind i luftens små støvpartikler, og hermed øger sky- og regnmængden.

Men i perioder, som i sidste halvdel af det 20’ende århundrede, hvor solens magnetfelt var meget stærkt, spærrede det ret effektivt for strålingens adgang til atmosfæren, dengang var der derfor stadig en hel del ”frie” vandmolekyler tilbage, som kunne udnyttes ved cloud-seeding, og det gjorde man så.

Men i de seneste årtier, hvor solens magnetfelt har været meget svagere – og er nu svagere end i de seneste par hundrede år – har jorden været udsat for meget stærk kosmisk stråling, som har medført stigende produktion af kondensationskerner, og dermed flere skyer og større regnmængder. Cloud-seeding har derfor ikke haft den store effekt, fordi der ikke har været meget mere vand tilbage. Vandet har allerede været afgivet som regn og ofte på tidspunkter, hvor befolkningen og bønderne ikke ønskede det.

Nu er cloud-seeding ikke kun blevet brugt til at skaffe vand til bønderne. Det er også blevet brugt til at skaffe tørvejr til militærparader på den Røde Plads i Moskva og til musikfestivaler mm. Man vil gerne være sikker på, at skyerne har afleveret de sidste dråber, inden de når ind til festpladserne. Men den store renæssance for cloud-seeding bliver ikke før, der igen bliver betydeligt mere gang i solens magnetfelt, og det igen spærrer for effekten af den kosmiske stråling.

Desværre giver hverken The Economist eller Wikipedia os nogen forklaring på, hvorfor forholdene har ændret sig. Siden FN’s klimakonference i 1992 har autoriteterne og verdenspressen forsøgt at bilde os alle sammen ind, at klodens klima udelukkende er afhængigt af de rige landes forbrug af fossile brændsler, og hvor desperat den påstand end virker, så bliver FN og klimaautoriteterne ved med at male sig længere og længere op i hjørnet. Men heldigvis er der andre, der forklarer os almindelige mennesker om klimaets mere naturlige sammenhænge. Blandt andet har Ricky Petersen skrevet et stykke i Klimarealisme: ”Tænk hvis det bliver koldere”. Heraf fremgår det, at hvis solen følger sine sædvanlige cyklusser, så skal vi nok frem til sidste halvdel af dette århundrede, før dens magnetfelt igen bliver så stærk, at der bliver gang i cloud-seeding-forretningen igen.