Solen

Klima er stadig kontroversielt

(en anden klimateori!)

  • Dette er et debatindlæg på Klimarealisme og udtrykker skribentens holdning.

En fortælling om klima, skyer, Solen og Mælkevejen.
Af Erling Petersen, civilingeniør

Jordens klima er stadig et kontroversielt emne. Blandt klimaforskerne er der bred enighed om, at der er mange ting, der har indflydelse på jordens klima. Men  hvad tæller mest? Mange mener, at det vigtigste er atmosfærens indhold af CO2. Det er det, vi har hørt fra mange klimaforskere, NGO’er, politikere og FN igennem de sidste 30-35 år. Men da vejret de seneste 20 år ikke har fuldt IPCC´s forudsigelser, er mange af klimaforskerne blevet mere forsigtige i deres udtalelser. Desværre gælder det samme ikke for NGO’erne og klima-politikerne.

Andre mener, at det er størrelsen af skydækket, der er vigtigst. Seniorforsker Henrik Svensmark fra DTU Space, var en af de første, der kom med teorien om, at det er variation i solens magnetfelt i kombination med kosmisk stråling, der påvirker skydækket og dermed jordens klima, der er af stor betydning.

Teorien siger, at er der mange skyer, så bliver det koldt. Er der få skyer, så bliver det varmt. Og det er vel ikke så overraskende. Hvad er det så, der producerer skyerne? Det er forskerne blevet meget klogere på inden for de sidste 30 år. Skyer er en samling af en masse vanddråber. Vanddråber er en masse vandmolekyler, som ”hænger sammen”. Men fordi et par vandmolekyler svæver rundt i luften og støder sammen, bliver de ikke hængende sammen. For at de skal kunne danne en vanddråbe, skal der være en såkaldt kondensationskerne.  Det er meget små partikler, såkaldte aerosoler, som de første vandmolekyler kan fæstne sig på, og så følger andre vandmolekyler efter, og til sidst har vi en vanddråbe.

At der skal kondensationskerner til for at danne vanddråber, er ikke kontroversielt. Kineserne ved det også. På den tibetanske højslette er der meget tørt. Derfor er kineserne netop nu ved at opsætte i titusindvis af brændeovne. (Illustration 1). De sender røg med små partikler op i atmosfæren. De er effektive kondensationskerner. Så bliver der dannet vanddråber, og så skyer, og så regner det. Så er der ingen skyer, så vil det ofte være fordi, der ikke er nok kondensationskerner.

Illustration 1: Kinesisk regn-maskine

Kosmisk stråling, der når ned i jordens atmosfære, medvirker til dannelsen og stabilisering af små molekyleklynger hvoraf nogle vokser sig store nok til af kunne fungere som  kondensationskerner.  Det er eftervist ved test på DTU, Space i 2007 og Den Europæiske Organisation for Højenergifysik CERN af et internationalt forskerteam i 2011. Kosmisk stråling dannes, når store stjerner i vores galakse Mælkevejen afslutter sit liv i en kæmpe eksplosion, kaldet en supernova. Eksplosionen danner en chokfront, der er i stand til at accelererer hovedsagelig brint kerner (protoner) op til enorme energier, med hastigheder tæt på lysets (300.000km pr. sek.), og det er disse høj energetiske partikler, der kaldes kosmisk stråling. Da partiklerne er ladede, bliver de hele tiden afbøjet af interstellare magnetfelter. Det betyder, at den stråling der kommer til vores Solsystem, er stort set fordelt ligeligt fra alle retninger. 

Men det er ikke al stråling med retning mod jorden, som når helt ned til os. Solen skaber et magnetfelt som beskytter hele vores solsystem mod kosmisk stråling. (Illustration 2) Den kosmisk stråling skal først passere solens magnetfelt, før den kan komme ned til jorden. Magnetfeltets styrke er afhængig af solens aktivitet som varierer. Blandt andet med en cyklus på ca. 11 , 90 og 210 år. Solaktivitet har i århundrede været aflæst som antallet af solpletter. De observeres som mørke pletter på solens overflade.  Det har igennem flere hundrede år været kendt, at er der mange solpletter, så bliver det varmt, og er der få pletter, så bliver det koldt. Solpletterne har været talt systematisk siden 1610. I ”den lille istid” fra ca 1350 til 1920 var der få solpletter, og koldt på jorden. I den koldeste perioden fra 1645-1715, kaldet Mauder Minimum, var der næsten ingen solpletter. Det var da den svenske hær gik over isen på Lillebælt og englænderne løb på skøjter på Themsen.  Koldt vejr har altid medført misvækst og hungersnød. Også dengang gav man mennesker skylden. Derfor måtte mange hekse lade livet på bålet.


Illustration 2:Solens skjold med vores solsystem og kosmisk stråling
Kilde: Henrik Svensmark og Nigel Calder, Klima og Kosmos

Hvis vi kun ser på en tidshorisont på nogle få millioner år, som er relevant for os mennesker. Så er det ændringer i solens magnetfelt, der har størst betydning for ændringer i jordens klima.

Illustration 3:Mælkevejen med spiralarme og vores solsystems bane
rundt om galaksens centrum. Kilde:Johannes Krüger, Klimamyten

Ser vi på jordens temperatur med en tidshorisont på mange millioner eller milliarder af år, så er det ikke blot et spørgsmål om, hvor godt solens magnetfelt beskyttede os mod kosmisk stråling,  men også om, hvor mange supernovaer, der er i nærheden af jorden. Vores galakse er – som de fleste galakser – en spiralgalakse, hvor langt de fleste stjerner er samlet i en kugle i centrum og i en række spiralarme ud fra centrum. (Illustration 3). Vores solsystem ligger ikke fast placeret i  Mælkevejen, men bevæger sig rundt om galaksens centrum i en afstand på ca. 25.000 lysår og med en omløbshastighed på ca. 240 millioner år. Undervejs bevæger det sig igennem galaksens spiralarme, hvor stjernetætheden – og dermed supernovatætheden – er meget større end imellem spiralarmene.  Det er interessant, fordi vi kan gå tilbage i jordens historie og se, om de data vi kan finde fra dengang, kan bekræfte Svensmarks klimateori – og det kan de. Flere gange i jordens historie har her været så koldt, at der ikke var vand på jorden, men masser af is. Det passer med de tidspunkter, hvor vores solsystem befandt sig i centrum af én af spiralarmene med masser af supernovaer i nærheden og derfor mere kosmisk stråling og flere skyer. Og flere gange har jorden været så varm, at der ikke var is på jorden. Det passer med de tidspunkter, hvor vores solsystem befandt sig midt mellem to af spiralarmene med få supernovaer i nærheden, og derfor kun lidt kosmisk stråling og få skyer.

Der er mange ”beviser” på et sammenfald mellem jordens klima og mængden af kosmisk stråling, der når ned til jorden. Men hvis jordens klimaændringer hovedsageligt skyldes ændringer i kosmisk stråling og skydækket, så kan det jo ikke samtidig skyldes ændringer i atmosfærens indhold af CO2. Her har vi den aktuelle kontrovers.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Karin Egede

    Super interessant, Erling Petersen! Din beskrivelse bør, i min autodidakte kunstner optik, af mange årsager formidles til alle børn og unge på skoler og gymnasier, som hungrer efter kvalificeret indsigt og forståelse af det faktum, at Klima her på Moder Jord er en naturlig Evolution, som fugle, dyr og vi mennesker altid har tilpasset os som Soldyrkende KlimaNomader…….og Tænk konstruktivt på det!

  2. Søren Østergaard

    Interessant EP. Amerikanske professor Milligan påviste stråler, hvis absolutte regelmæssige og kraftige gennemslag er konstateret gennem undersøgelser fra bjergtoppe og havdybder. Hvorfra denne komiske stråling kommer er beskrevet i værket Vandrer mod Lyset. Selvom solens indflydelse på livet på jorden ikke må undervurderes er denne komiske stråling og energi basis for liv på jorden. Og findes derfor ikke på andre kloder i vort univers. Mvh Søren Østergaard Freds & Konfliktforsker

  3. Allan Gorm Larsen

    Hvorfor hører vi ALDRIG om disse ting (artikel) i radio/TV???.
    Altid kun den evindelige snak om CO2, s virkning på klimaet.
    Det kunne bl.a. Greta Thunberg lære meget af.

  4. Meget interessant og noget vi ikke har taget med i vore vurderinger.
    MEN
    Den CO2 skabte indflydelse skal medtages – eller snarere overlejres.
    Det vil blive svært.t

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*