Debatindlæg, Energipolitik, Vind og Sol

Mens vi venter på sammenbruddet

Hele Europa skal have en mere grøn energiforsyning. Det har vælgerne bestemt. De europæiske nationer er demokratier, så det er befolkningerne, der bestemmer, hvordan samfundene skal indrettes. Når vælgerne har bestemt, at de ikke vil have kernekraft eller fossile brændsler, så må det være sådan.

Men det er politikernes pligt – med hjælp fra deres tekniske og økonomiske rådgivere – at oplyse vælgerne om, hvilke konsekvenser deres valg vil få. Og her har politikerne svigtet. Vi ved jo alle, at en solcelle kun virker, når solen skinner, og at en vindmølle kun virker, når vinden blæser, men hvis man holder af grøn energi, så er det ikke noget, man bryder sig om at høre. Derfor siger politikerne det ikke.

Sverige og Tyskland har eller er ved at afvikle kernekraft, og Frankrig afvikler de ældre anlæg. Tyskland har besluttet at afvikle al kulkraft fra udgangen af 2021. Frankrig, England, Polen og Finland bygger nye kernekraftværker, men det tager mange år, før de kan levere el.

Alt peger på, at en stor del af Europa er på vej mod en energiforsyning som gennem nogle år bliver næsten 100% baseret på solceller og vindmøller. Da erfaringen viser, at vejret ofte er meget ens i det meste af Europa, så kan vi forvente mange perioder med samtidig overskyet og vindstille i det meste af Europa. Det vil sige med for lille elproduktion i hele Europa. I de gode gamle dage kunne vi altid bytte lidt med naboen, hvis vi manglede lidt eller havde overskud. Hvis Danmark havde for meget vindkraft, kunne vi sælge lidt til Sverige, og hvis Danmark manglede lidt, kunne vi købe lidt kernekraft fra Sverige, og hvis Tyskland manglede lidt, kunne de købe lidt kernekraft fra Frankrig, men det er snart slut. For alle kommer til at mangle.

Elsystemets natur er sådan, at der i alle døgnets sekunder skal produceres præcis den mængde el, som kunderne efterspørger, ellers bryder hele systemet sammen. Midt i februar 2021 havde vi en meget kold periode i Frankrig, hvor de franske myndigheder var bange for sammenbrud. For at undgå overbelastning og sammenbrud, anbefalede man kunder med elvarme at regulere indetemperaturen ned til max. 17 grader, og man slukkede for el til ladestandere til elbiler i de kritiske timer. Det lykkedes også denne gang. Men kun lige. Hvor jeg bor, skal spændingen være 240V, men jeg målte den til 186V.

Så i en længere årrække kan vi forvente mange timer i Europa med sammenbrud, hvor det ikke kun bliver koldt og mørkt udenfor, men også indenfor. Men i begejstring for den grønne omstilling undlod politikerne at fortælle vælgerne det, da de valgte en 100% grøn energiforsyning. Skal vi sikre en stabil elforsyning uden gentagende sammenbrud med de menneskelige konsekvenser, det vil få, så kræver det enten kerne- eller fossil- reserveproduktion. Men det havde – og har – politikerne ikke mod til at fortælle vælgerne.

I Sydeuropa er elsystemets spidsbelastning oftest under sommerens hedebølger, hvor alle køleanlæggene kører på højtryk. Det er desværre normalt med en overdødelighed på hospitaler og plejehjem, fordi køleanlæggene ofte er underdimensionerede, og hvis elforsyningen også svigter, så går det naturligvis helt galt. Det har politikerne også glemt at fortælle vælgerne i begejstring over den grønne omstilling.

Imens har politikerne travlt med at fortælle vælgerne om alle de spændende grønne eventyr, hvor skatteyderne og pensionisterne skal investere i hundredvis af milliarder kr. i havvindmøller og energiøer, som ingen ved hvordan skal virke – eller om de nogen sinde kommer til at virke. Men de ved allerede nu, at det bliver en fremragende god forretning! Mens vi venter på sammenbruddet.

 Foto: Natacha Pisarenko/AP
Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*