Debatindlæg, Drivhusgasser

Corona og CO2 i atmosfæren

Forfatteren til dette indlæg er fhv. statsgeolog og direktør for Forskningsstyrelsen. Indlægget blev først offentliggjort i Jyllandsposten søndag d. 18 oktober.

Coronaen er ikke kun en global sundhedskrise, men også et gigantisk eksperiment: Vil en væsentlig reduktion af den menneskeskabte CO2-udledning også føre til CO2-reduktion i atmosfæren?

Men der ses ikke en sådan sammenhæng i CO2-målingerne, for eksempel på Mauna Loa (Hawaii), der normalt anvendes som global standard for atmosfærens CO2-indhold.

Under corona-krisen har vi set talrige satellitbilleder af tætbefolkede egne og storbyer, før og under nedlukningen. Billederne har entydigt vist en kraftig reduktion af den lokale lufts indhold af CO2, andre klimagasser og sod. Det skyldes en omfattende nedlukning af industrialiserede samfund, en voldsom vækst i ledigheden, mere end 80 % reduktion af lufttrafikken, stor reduktion af den øvrige trafik og andre markante reduktioner af det CO2-udledende energiforbrug.

Men trods disse voldsomme indgreb er der ikke sket nogen målbar reduktion i den globale vækst af atmosfærens CO2-inhold. Også under corona-nedlukningen stiger atmosfærens CO2-indhold nøjagtig som i de forudgående år, dvs. med ca. 2,5 ppm om året og befinder sig nu på knap 415 ppm.

CO2-målinger i atmosfæren fra Mauna Loa, Hawaii. Kilde: (NOAA)

Heller ikke årstidsmønstret i den globale CO2-koncentration viser nogen effekt af corona-krisen. År for år viser CO2-koncentrationen nøjagtig det samme mønster. Fra oktober til juni stiger koncentrationen ca. 9,5 ppm, hvorefter koncentrationen falder ca. 7 ppm indtil oktober. Dette mønster gentager sig år efter år på et niveau, der således starter ca. 2,5 ppm højere end året før.

Året 2020 ligner til forveksling de forudgående år. Ingen CO2-effekt af corona-krisens drakoniske indgreb i færdsel, samhandel og produktion.

Også mønstret af småvariationen indenfor det ovenfor beskrevne årlige mønster, afslører nul-effekt af den globale samfundsnedlukning. År efter år er der en lille sænkning i februar på 0,5-1 ppm. Også dette lille, men karakteristiske udsving ses i 2020, nøjagtig som i de forudgående år.

Når der således ikke kan registreres nogen global CO2-effekt af den mest omfattende samfundsnedlukning siden Anden Verdenskrig, rejser det drastiske spørgsmål til alverdens nationale og internationale klimastrategier – især til den påstand, som klimapolitikken helt overvejende bygger på: Hvis vi regulerer på de menneskeskabte CO2-udledninger, kan vi også regulere den globale temperatur og dermed også vejrmønstrene og vandstanden i verdenshavene. Observationerne tyder meget stærkt på, at denne påstand ikke holder.

Først og fremmest giver CO2-observationerne under corona-krisen anledning til at spørge, om det overhovedet vil have målbar effekt at begrænse de menneskeskabte udledninger med for eksempel 70 % eller mere?

Og skulle det – trods observationerne – være en farbar vej, vil menneskene så overhovedet kunne leve med, at der skal gennemføres vedvarende samfundsændringer, der er langt mere drastiske end corona-krisens globale samfundsnedlukninger?

Vil selv de mest drakoniske CO2-reduktioner overhovedet virke? Vil det ’blot’ ødelægge samfundsstrukturen og kaste befolkningerne ud i en langvarig global økonomisk og social krise med uoverskuelige konsekvenser? 

Mange forskere med lang forskningserfaring på klima-, miljø- og naturområderne, har længe advaret mod ensidig satsning på CO2-reduktioner. Der findes ingen ’vidunderknap’ på samfundsmaskinen, der kan løse hovedparten af problemerne. CO2-knappens eneste ’fortrin’ er, at den forenkler problemstillingen ad absurdum og blænder godtroende og engagerede politikere med verdensfrelsernes utopiske fantasier.

Helt specifikke indsatser på tusindvis af helt specifikke områder er vejen frem. Langt flere og langt mere effektfulde investeringer og samfundsændringer er påtrængende på forureningsområdet og for at reducere nutidens voldsomme reduktion af den biologiske mangfoldighed.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Allan Gorm Larsen

    Jeg har tit tænkt på, hvor meget vil det reducere co2 ved at holde op med at spise kød?.
    Personligt tror jeg ikke at det vil betyde noget, i fald kun en brøkdel. Co2 er noget vi alle har brug for.
    Spørgsmålet er så, hvor meget af co2 er menneskabt?. Så vidt jeg ved, har klimaændringer fundet sted lige så længe jorden har eksisteret.
    Jeg tror kun at mindsteparten skyldes os, resten sørger naturen for.
    Det er bare min mening om tingenes tilstand.

  2. Jeg spekulerer ofte på – hvordan vores politik vedrørende klimaændringer ville se ud, hvis vi faktisk var seriøse om emnet.
    Jeg formoder, at det ville have meget lidt lighed med, hvad entusiaster for grøn energi foreslår.
    Nej – også af hensyn til vores pengepung: Atomkraft.

  3. Lars Thomsen

    Der sker ikke noget på Mauna Loa af den simple grund, at koncentrationen her er resultat af en ligevægt hvor afbrænding sf kulstof kun bidrager ganske lidt. Den eneste grund til at interessere sig for CO2 er at så mange mennesker gør det. En forbindelse til klima findes ikke.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*