Debatindlæg

Lyt til klimavidenskaben

Dette er et debatindlæg på Klimarealisme. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning

Af Karl Iver Dahl-Madsen

Dette debatindlæg er blevet bragt på 180grader og spejles her efter aftale:

Det er svært at finde nogen, der har meninger om klimapolitik, som ikke synes, man skal lytte til klimavidenskaben.

Det morsomme er bare, at en masse af dem. der har stærke meninger om klimaet og synes vi skal smide alt, hvad vi har hænderne og for enhver pris bare ”gøre noget” eller ”handle nu” ikke har det fjerneste begreb om, hvad klimavidenskaben egentlig siger.

Det gælder de fleste af de store medier, DR, TV2, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten mm.

Og det gælder de fleste danske politikere bortset fra nogen hæderlige undtagelser hos Liberal Alliance og de Nye Borgerlige mm.

De uvidende medier og politikere tror, at der er konsensus om, at klimaændringer et katastrofalt problem, som kan medføre jordens og menneskenes undergang, hvis vi ikke med dramatisk hast og på bedste kommandoøkonomisk vis udfaser den lagrede solenergi og / eller giver os til at leve et liv i askese.

Det er bare ikke, hvad klimavidenskaben siger. Der er derimod konsensus omkring IPCC’s udsagn om, at klimaændringer udgør en begrænset økonomisk udfordring. Ved en temperaturændring på op til 2 grader vurderer IPCC, at den globale økonomi vil blive reduceret mellem 0,2 og 2 %, hvilket er støj i forhold til andre positive og negative faktorer.

Ved højere temperaturændringer – op til 5 grader – forventer de mest pessimistiske iagttagere et tilbageslag på op til 10 % af den globale økonomi, men det er på et tidspunkt, hvor den globale økonomi er 10 gange større end nu, og har derfor meget lille praktisk betydning.

Udsagnet om de 10 % er ovenikøbet baseret på helt urealistiske forestillinger, om hvor meget CO2 der kan/vil blive udledt og på en overvurdering af klimaets følsomhed over for udledning af drivhusgasser. Og netop blevet aflyst i en nylig artikel i Nature. Hvor man afviser de 5 grader og forventer omkring 3 grader.

Det sætter jo antivækst og askeseideerne i perspektiv. Tilhængere af disse sære ideer forlanger i ramme alvor, at vi skal nedsætte vores levestandard drastisk nu for at undgå en mindre nedsættelse af levestandarden om 100 år, hvor vi med sikkerhed vil være meget rigere end nu.

Med andre ord forlanger de vildførte ”alternativister”, at vi skal lave en omvendt Robin Hood, ved at overføre velstand fra de mindre rige – os her og nu – til de meget rigere – vores efterkommere om 100 år.

En anden vildfarelse bygger på ideen om, at det er billigt at foretage den såkaldte ”grønne omstilling”, at vi skal gøre den så hurtigt som muligt og at vi nærmest kommer til at tjene på den.

Det har heller intet med virkeligheden at gøre. Med de midler vi bruger i dag, vind, sol og biomasse er det i praksis ikke teknologisk muligt og i det mindste rasende dyrt at foretage omstillingen. Når vi er kommet et stykke vej i Danmark, er det kun fordi vi snylter på vores omgivelser – som vi forventer kan levere strøm, når vinden ikke blæser – og på verdens skove og natur. Så Danmark er et foregangsland – en af verdens førende parasitter.

Nobelpristageren i klimaøkonomi, Bill Nordhaus kender disse tal og har beregnet, at for op til en ca. 3,5 graders temp. stigning vil omkostningerne til omstilling være (meget) større end omkostningerne ved selve temperaturstigningen.

Med andre ord vil kuren blive værre end sygdommen.

Klimaændringer er ikke i nærheden af at være et af de største problemer, menneskene står over for.

Men desværre erobrer den følelsesbaserede klimadiskussion på et lodret forkert fagligt grundlag en stor del af den globale politiske opmærksomhed og alt for mange penge. Til stor skade for især verdens fattigste mennesker, som har brug for billig og stabil energi her-og-nu, rigeligt med mad, god uddannelse og beskyttelse mod smitsomme sygdomme.

Den mest robuste strategi er, at alle mennesker på jorden bliver rige og dygtige så hurtigt som muligt, og derved bedre kan sikre sig mod alle fremtidens så vel kendte som ukendte trusler.

Derfor vil enhver klimapolitik, der gør energi kunstigt dyr og svækker den økonomiske vækst og jobskabelsen, skade langt mere end den gavner.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Jørgen Sørensen

    Jeg fandt rent tilfældigt denne lidt ældre artikel, som er interessant, fordi flere begynder at påstå at det gå helt galt når første permafrosten smelter.
    https://www.side3.no/vitenskap/ny-oppdagelse-far-forskere-til-a-gni-seg-i-oynene-metan-reduserte-co2-kraftig-4412301

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*