Debatindlæg

Som vinden blæser…

Weekendavisen er sammen med Kristeligt Dagblad et af de to ledende danske medier, som tillader en pluralistisk diskussion af klima. Senest skriver Martin Krasnik i denne weekend en leder fyldt med klimarealistiske synspunkter.

Lige før nytår satte WA også brand i debatten ved i en leder at nævne det unævnelige: Atomkraft. Med blandt andet dette udsagn:

GODT vil det være at bruge energi og penge på at forske i netop dét, der vil gøre vedvarende energi billigere og universelt brugbart. Egentlig burde Danmark kaste kræfterne ind i udviklingen af atomkraft, særligt af atomdrevne fragtskibe, hvor netop et dansk bidrag vi gøre en stor forskel.

Det fik straks de Radikale “Vindoptimister”: Ida Auken & Martin Lidegaard på banen med en lodhudling af vindenergiens “fortræffeligheder”. Godt modsagt af en vores eneste klimarealistiske journalister: Fred Vestergaard.

Vi forsøgte også at bidrage, men debatten var overfyldt, og derfor bringer vi nu debatindlægget her på Klimarealisme:

Som vinden blæser….

Af Rasmus Toft-Petersen, forsker og Karl Iver Dahl-Madsen, rådgiver

I svaret til Frede Vestergaard i sidste udgave af Weekendavisen forsøger Ida Auken og Martin Lidegaard (A&L) at mane den backup-problematik i jorden, der i dag er en uundgåelig følge af en stor andel intermitterende energikilder i energiforsyningen. Ifølge A&L skal vi investere i yderligere infrastruktur, for at integrere den nu mindre billige vindelektricitet, og ellers handle os ud af kattepinen.

Når A&L diskuterer vind og sol som ’bærende piller’ i energiforsyningen, gør de det både fra et dansk og et europæisk perspektiv. Men der er stor forskel på de to udgangspunkter. Danmarks behov for energi drukner i vore nabolandes, og vi kan derfor forlade os på udlandets infrastruktur til backup via import og eksport. Tyskland har ikke samme mulighed, og da slet ikke kontinentet som helhed. Tysklands kulforbrug er derfor stort set uændret i det sidste årti, de massive investeringer til trods, og reduktionsmålene for udledning af drivhusgasser ser lige nu uopnåelige ud.

Et udvidet og liberaliseret elmarked er da en god ting, men A&L glemmer forsyningssikkerheden. En ’meget væsentlig backup’ er ikke nok, med et så ufleksibelt behovet for elektricitet og energi, som vi jo har. Solpaneler leverer meget lidt elektricitet om vinteren på vores breddegrader, og da der er kontinentale variationer i vindforholdene, er der også grænser for hvor meget udjævning af elproduktionen, man kan regne med fra forbundne vindmølleparker [1]. Det er sandt både i dag og for 10 år siden, og det kan et liberaliseret elmarked ikke gøre meget ved. Backup-infrastruktur forbliver nødvendig, uanset om man får brug den tit eller sjældent, og den koster penge. A&L forsømmer også at nævne, at en forudsætning for yderligere handel med elektricitet er et udvidet transmissionsnet, som igen er forbundet med store omkostninger. A&L nævner tilmed en massiv satsning på vind-til-gas teknologier, samt investering i varmepumper. En skalering af begge teknologier vil ligeledes medføre store omkostninger, og i førstnævnte tilfælde et betragteligt tab af energi.

Da der er kontinentale variationer i vindforholdene, er der også grænser for hvor meget udjævning af elproduktionen, man kan regne med fra forbundne vindmølleparker

Backup, transmissionsnet, varmepumper og vind-til-gas; der er tilsyneladende ikke grænser for, hvilke investeringer, der er på sin plads for at undgå den ’dyre’ atomkraft.

Historisk har atomkraften været billig. Frankrig har en lav elpris, hovedsageligt fra atomkraft, og Sydkorea har selv efter årtusindskiftet bygget reaktorer til omkring halvdelen af prisen i Europa. Den høje pris i Europa skyldes dels at man har mistet ekspertisen, efter en næsten 20 år lang pause i branchen, og dels at man bygger nye typer reaktorer. Prototyper er dyre, men en større satsning på atomkraft vil få prisen ned, præcis som det skete med vindenergi. De fremtidige reaktorer har potentiale til at blive endnu billigere og vil tilmed kunne levere fjernvarme. A&L har længe anbefalet statsstøtte til den engang meget dyre vindenergi, netop med det formål at få prisen ned. Det virker derfor mærkværdigt, at prisen kun skal være afgørende for de grønne energikilder, som A&L ikke bryder sig om. Man skulle tro, at klimaet var så vigtigt, at samtlige CO2-fri energikilder skal være økonomisk tilgængelige.

Vind- og solenergi står ikke for mere end et par procent af det globale energiforbrug, og der bliver end ikke installeret nok kapacitet, til at følge med stigningen i energiforbruget [2]. De to energikilder er derfor globalt set ikke lovende grundpiller i en fremtidig fossilfri infrastruktur, og langt de fleste scenarier for afkarbonisering involverer en hovedandel af vandkraft, biomasse eller atomkraft. I deres oprindelige indlæg kalder A&L til snarlig handling hvis vi skal nå klimamålene. Pudsigt nok er atomkraften indehaver af rekorden for hurtigste installeret CO2-fri infrastruktur per capita, sat af Sverige og Frankrig for over 30 år siden. Det er derfor påfaldende, at de to politikere mener at atomkraften skal ignoreres. For lige nu lader markedet til at favorisere fossil energi, i de lande hvis energipolitik ikke er bestemt af staten.

[1] Physical Review Letters, 028301, 118 (2017)
[2] Environmental Research Letters, 13, 12 (2018)


Please follow and like us:
error

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*