Debatindlæg

Forsigtighedsargumentet

  • Dette er et debatindlæg på Klimarealisme. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning

Af Phil Nice

Et af klimaalarmismens populære og hyppige argumenter er, at det er klogt at handle mod en kommende klimakatastrofe, selv om der er usikkerhed om, hvorvidt den egentligt kommer. Man hævder, at omkostningen ved at handle forgæves (hvis katastrofen alligevel ikke indtræffer) er mindre end omkostningen ved manglende handling (hvis den frygtede katastrofe viser sig at holde skik). En populær meme viser en konferencedeltager (el. lign.). der spørger, “Hvad nu, hvis det hele er fup, og vi skaber en bedre verden for ingenting?”

Denne ide kan beskrives generelt som “forsigtighedspricippet” (The Precautionary Principle), som her anvendes som argument for klimaalarmistisk politisk handling: https://www.youtube.com/watch?v=MfsVlkaExF8

Man spørger, hvad konsekvenserne er ved at handle eller lade være, mod et givet risikoscenarie, når det viser sig hhv. at være sandt eller falsk. Når man stiller de to variabler i samspil med hinanden munder analysen ud i fire mulige felter:

a) Risikoscenariet viser sig at være sandt og man har handlet

b) Risikoscenariet viser sig at være falsk og man har ikke handlet

c) Risikoscenariet viser sig at være sandt og man har ikke handlet

d) Risikoscenariet viser sig at være falsk og man har handlet

Det er klart, at mulighed b) er den mest ideelle. Det har ikke kostet noget og der er heller ikke sket noget. Mulighed a) betragtes også som en fhv. heldig forekomst. Selv om man står over for en alvorlig krise har man gjort noget og omkostningen har haft sin berettigelse. Det er en sammenligning af omkostningen ved muligheder c) og d), der interesserer dem, der bekymrer sig om risikoscenariet. Forsigtighedsargumentet går ud på, at d) er at foretrække over c), fordi den store omkostning ved handling er bedre end at stå uforberedt over for en katastrofe. Nogle hævder endda, at mulighed d) er til gavn for verden/samfundet, trods fejltagelsen, fordi den store omkostning støtter projekter og foranstaltninger, der er gunstige og tiltrængt, uanset hvad der sker i fremtiden.

Det virker umiddelbart meget fornuftigt, men der er nogle alvorlige logiske problemer med ræsonnementet. De er i høj grad viklet ind i hinanden, men jeg betragter dem fra følgende vinkler:

  1. Har man overvejet den sande omkostning ved politisk handling på baggrund af en spøgelsesjagt? Der er ikke kun tale om en omkostning i velstand, men også i borgerrettigheder, frihed, politisk stabilitet, samt al den potentielle udvikling (teknologisk som videnskabelig), som er blevet nedprioriteret til fordel for alarmistiske tiltag. Har man netop ikke erfaringer fra det 20. århundrede om, hvilke ekstreme og destruktive tiltag, der kan berettiges ud fra appeller til frygt og andre følelser? Hvis mulighed d) har skabt en evig undtagelsestilstand er det næppe en bedre verden, men et dystopi, man har skabt for ingenting. Hvor ironisk, hvis frygten for en slags katastrofe bare skaber en anden slags katastrofe. Hvor ironisk, hvis man i videnskabens (oplysningens) navn afvikler oplysningen.
  2. Den sande omkostning vil også afhænge af, hvorfor man har troet på risikoscenariets sandsynlighed i første omgang. Har man taget fejl trods videnskabelig stringens er omkostningen mest materiel og praktisk: samfundet er fattigere og mere tilbagestående end ellers, fordi man ved et uheld satsede på en and. Men samtidigt er man som samfund forhåbentligt også blevet klogere i længden, fordi man har i det mindst bevaret rationaliteten til at lære af fejl. Har man derimod troet på scenariet, fordi man har opgivet stringens til fordel for blind tro, myter, frygt, er samfundet ikke kun fattigere, men i bund og grund dummere. Selve fejltagelsen er sekundært. Det væstentlige er et paradigmeskift fra et samfund, der søger sandheden, til et samfund, der tror, det kan skabe sandhed via myter og narrativer. Der er tale om et kulturelt tab af selve oplysningens grundlag, en tilbagegang fra videnssamfund til bondesamfund.
  3. Hvad gør netop det ene risikoscenarie opmærksomheden værdigt? Hvordan begrunder man anvendelsen af forsigtighedsprincippet på et bestemt risikoscenarie og ikke et utal af andre scenarier, der kan udtænkes, påpeges og udsættes for en forsigtighedsanalyse? Man kan jo ikke handle mod samtlige, gå i pollitisk selvsving hver gang der males fanden på væggen. Der må være et objektivt kriterium ved det ene risikoscenarie, der skiller det ud. Hvad er det? Et vilkårligt fokus i kraft af et politisk og mediemæssigt flip er ikke nok til at kvalificere det til særstatus. Skal man gå amok og kræve politisk handling mod et nyt risikoscenarie når det nuværende går af mode? Medmindre man kan identificere noget objektivt og unikt, der skiller det givne risikoscenarie klart ud fra mængden er argumentet reelt en opgivelse af videnskabelig stringens, til fordel for tro, overtro, myter og angst.

Jeg har ikke noget imod forsigtighed på det personlige plan. Ej heller mod personlig tro, overtro og myter. Er man angst for noget, eller tror man på ånder og spøgelser er man fri og velkommen til at dyrke alle de foranstaltninger og hokus pokus, man vil. Ikke fordi det er logisk og rationelt, men fordi det personlige kan sagtens fritages for logik og rationalitet, når blot betingelsen er, at det ikke forpligter eller påtvinger andre til at handle efter eller finansiere ens personlige kæpheste, hobby’er, skavanker, dæmoner etc. Det er netop gidseltagningen i et politisk fællesskab, hvor der plæderes for handling på basis af tro, som jeg opponnerer imod, fordi det politiske samfund er bygget på logik og rationalitet.

Derudover kan forsigtighedsprincippet have sin berettigelse. Som juridisk princip opstod det i forbindelse med miljølovgivning, hvis intention (i kølvandet på f.eks. DDT og Thalidomid)var at beskytte mod potentielt farlige stoffers udbredelse. Her siger forsigtighedsprincippet, på godt og ondt, at en plausibel risiko er nok til at udløse kontrol og forbud. Set fra dette perspektiv er det problematisk at anvende princippet til klimaspørgsmålet og dens syndebuk, kuldioxid. Der er jo en verden til forskel mellem i. afgrænsning af potentielt farlige kunststoffers udbredelse og ii. problematisering af en sjælden, naturlig og livsnødvendig gasart.

Del på de sociale medier

1 kommentar

  1. Knud Larsen

    Samtidig med ovenstående indlæg resumerer Bo Bjørnvig i Weekendavisen under rubrikken ”70ernes vinterpanik” nogle videnskabelige artikler og bøger fra 1970’erne samt en nylig oversigt:

    ”I årene 1968 til 1976 omhandlede 85 % sandsynligheden for, at det blev koldere, mens der i årene 1977-1979 var næsten lige mange, der forudså et henholdsvis varmere og koldere klima.

    Past Climate Cycles: Ice Age Speculations af den anerkendte videnskabshistoriker Spencer Weart fra American Institute of Physics … : “Som Emiliani, Kukla og andre specialister allerede konkluderede for adskillige år siden, var Jorden gradvis (…) på vej mod en ny istid.”

    Magasinet Science skrev i 1978, at beviserne på Milankovitch-teorien var ”overbevisende”, og at torien ”på det sidste havde vundet udbredt accept”.

    For nylig har et forskerhold ledet af professor Valentiana Zharkova fra Northumbria University forudsagt en ny miniistid fra omkring 2030 på grund af ændringer i solaktiviteten.”

    For mig (undertegnede KL) at se taler Milankovitch-kurverne deres tydelige sprog. De blev fint gengivet i Thomas Gudmand-Høyers indlæg (”Hvor kommer al den ekstra CO2 fra?”) i nærværende nyhedsbrev.

    Jyllands-Posten beskriver 13/10 2019, hvordan den nye regerings ”Forståelsespapir”s 70 % CO2-reduktion stammer fra Greenpeace. Angiveligt fik især Tarjei Haaland gennem flerårigt lobbyarbejde overbevist først Alternativet, så Enhedslisten, Radikale, SF, og endelig Socialdemokratiet om de saliggørende 70 % CO2-reduktion inden 2030. Uden at der på noget tidspunkt lå andet bag end Greenpeace’s bevidste stramninger af tallene i IPCC’s ”globale CO2-budgetter”:

    ”Og her fremgår det, at … CO2-budgettet, hvis man skal holde den globale opvarmning på 1,5 grader, er opgjort i et spænd fra 230 mia. til 1080 mia. tons CO2.” (sic!)

    Den nye regering har ikke fået foretaget egne beregninger. ”Klimarådet”s formand Peter Birch Sørensen erkender, at der er “meget store usikkerheder I beregningen af det globale CO2-budget.”

    Hvor ville vi være i dag, hvis ”forsigtighedsprincippet” var blevet bragt i anvendelse for 40 år siden og med samme hovedkuldse ildhu, som nu lægges for dagen af snart sagt alle danske politikere (i hvert fald deres partier) og meningsdannere, for 70 % CO2-reduktion?

    Hvis man lægger alle sine æg i én kurv, kan det gå gruelig galt. Man kan miste både æggene og drømmene.

    PS: I Jyllands-Postens ”Få nu realismen ind i klimadebatten” 11/10 2019 citeres OPEC’s formand (som svar på ”Extinction Rebellion”s krav om CO2-neutralitet inden 2025): ”Til dato har ingen kunnet forklare mig, hvordan det i løbet af fem korte år skal kunne lade sig gøre at indrette verden på ikke at bruge fossile brændsler, eller hvem, der skal undvære energi.” Han er det modsatte af et neutralt sandhedsvidne, men har en pointe, der (let omskrevet) kan sammenfattes således:

    Hvad skal erstatte de fossile brændsler?
    Hvem skal betale?
    Hvem skal undvære?
    Hvem skal hjælpe de fattige?

    PPS: ”Den Store Danske” definerer forsigtighedsprincippet: ”retligt princip inden for miljølovgivning. Grundlæggende indebærer princippet, at hvis der er videnskabelige indikationer for risiko for alvorlige eller uoprettelige skader, må indgreb over for fx potentielle forurenere ikke udsættes alene grundet videnskabelig usikkerhed. Princippet afspejler de uheldige erfaringer med DDT og ozonlagsnedbrydende stoffer, der oprindelig blev anset som uskadelige, men senere viste at have meget alvorlige følger for økosystemer og menneskers sundhed. Forsigtighedsprincippet blev oprindelig udviklet i tysk og svensk ret. Med Riokonferencen fra 1992 fik princippet global udbredelse, og det blev i 1993 traktatfæstet i EU som en grundlæggende del af EU-retten.”

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*