Debatindlæg

Det man ikke ser

Bragt af Karl Iver Dahl-Madsen

I Punditokraternes sommerserie om befolkning, klima & vækst har Niels Westy skrevet om Det man ikke ser, som vi spejler her med tilladelse fra punditokraterne.

Alternativomkostninger, også kaldet offeromkostninger er de omkostninger, der opstår ved at en valgt handling udelukker andre samtidige handlinger

Formlen for Alternativomkostninger er meget simpel, og kan skrives som:

Alternativomkostninger = Alternativ gevinst – Faktisk gevinst

Investerer vi således vores penge i alternativ A, og opnår en gevinst på 100.000 kroner, men kunne have opnået en gevinst på 150.000 kroner, ved at investere i alternativ B, har vi pådraget os alternativomkostninger på 50.000 kroner. Med andre ord har vi ofret en gevinst på 50.000 kroner ved at vælge alternativ A.

Mens de fleste nok vil mene at ovenstående er selvindlysende grænsende til det banale, synes mange at glemme denne simple sammenhæng, når det for eksempel kommer til alt fra månelandinger, protektionisme og national bilproduktion over landbrug til “cleantech” ( vindmøller mv.).

Her bliver det et spørgsmål om “Det man ser i forhold til det man ikke ser”. Når f. eks. Wind Denmark på på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark. Opbygningen af vindmølleindustrien i Danmark er resultatet af årtiers politisk vedtagne subsidiering, betalt af andre sektorer i økonomien.

Vindmølleindustrien har som sådan hverken “skabt” 35.000 arbejdspladser, eller 88.000 inklusiv aflededet beskæftigelse. Ligesom andelen af BNP, eller hvad man ellers kan finde på at argumenter heller ikke kan bruges som argument for, at det var en god ide med statslig indblanding. 

Enhver branche kan argumentere for deres eksistensberettigelse på den måde. Vindbranchen adskiller sig således ikke fra f. eks. landbruget, når det argumenterer for mere lempelige vilkår med henvisning til andelen af eksport osv.

Havde vi valgt at subsidiere en dansk bilproduktion, eller enhver anden form for produktion, kunne man have anvendt de samme argumenter.

Den svære erkendelse af “ikke at vide noget”

Jeg har altid været meget imponeret over mennesker som mener at vide hvad vi vi skal leve af, hvad morgendagens vinderteknologier er osv. Den evne ville jeg gerne besidde.

Den offentlige debat – både i de traditionelle og de sociale medier – er fulde af synspunkter på om at vi skal satse mere på vind, sol, A-kraft eller noget helt andet. Ofte fremført med stor overbevisning om at ens egen “løsning” er den helt rigtige. 

Tilsyneladende er det stort set kun økonomer som erkender, at de ikke har evnerne til at udnævne fremtidens vindere.

Måske skyldes det at stort set kun er økonomer (ikke alle naturligvis, en del tjener jo godt på at fremme særinteresser), som erkender betydningen af “det man ikke ser”.

Som Det Økonomiske Råd diplomatisk skrev i en ellers temmelig barsk kritik af den daværende klima- og energipolitik:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Jens Olsen

    Landbruget modtager masser af støtte kroner, olieindustrien ligeså og også vindmølle industrien.
    Skal vi gøre forretningen sund, så stoppes al støtte, men resultatet vil give mange mennesker store problemer. Landmænd vil krakke, Thyra feltet lukkes og tidligere aftaler om subsidier til opstillede vindmølle ejere stoppes.
    Ja, det er ikke let at styre økonomien i et land, men godt, at det ikke alene er økonomer, der alene sidder ved roret, men at der også er moral, etik, udviklingspotentiale og holdninger, der indgår i samfundets beslutnings processor.

  2. Erling Petersen

    Nej; Det er ikke politikerne/embedsværket der er de bedste til at forudsige fremtiden. Lad mig nævne nogle eksempler.

    I 1982 gav energiministeriet tilskud til industrivirksomhederne for at opstille fra Olie til kul.
    I 1983 og frem kunne fjernvarmeværkerne ikke få tilladelse til at omstille til kul. (Man havde glemt, at man skulle af med det gas, staten havde købt fra Nordsøen)

    I perioden ca.1985 til ca. 1992 gav energistyrelsen meget store beløb i tilskud til udvikling af brændselsceller og forgasning af biomasse. (fordi politikerne prioritere teknologier meget højt) Der kom intet brugbart ud af det.

    I sidste halvdel af 1990’erne gav enerstyrelsen tilskud til parcelhusejerne for at skifte fra elvarme
    til naturgas eller fjernvarme.
    I dag læser vi næsten dagligt, at der er alt for lidt varmebehov på direkte elvarme.

    Energistyrelsen har i mange år givet tilskud til biogas. Det er specielt accelereret siden energiforliget i 1912. (Det var venstres krav for at godkende de store tilskud til vindmøller). Dette til trods for, at ifølge Dansk Fjernvarme er biogas suverænt den dyreste måde at producere varme på.

    Nej; politikerne/embedsværket er absolut ikke de bedste til at forudsige fremtiden.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*