Debatindlæg

Intensiv og ekstensiv økonomisk vækst

  • Bragt af Karl Iver Dahl-Madsen

Mange stejler, når det nævnes, at økonomisk vækst er forudsætning for at løse udfordringer med naturens begrænsninger for menneskelig udfoldelse. Christian Bjørnskov forklarer i sit indlæg på Punditokraterne, at forvirringen måske opstår, fordi mange ikke kender og forstår forskellen mellem intensiv og ekstensiv økonomisk vækst. Læs & Nyd.

Befolkning, klima og vækst: Intensiv og ekstensiv vækst

Af Professor Christian Bjørnskov

Er økonomisk vækst skadelig for miljøet? Spørger man de fleste mennesker, inklusive mange klimaforskere (der ofte ikke er nervøse for at udtale sig udenfor deres eget fag), er svaret et tydeligt ja. Hvis vi bliver rigere, bruger vi jo flere ressourcer og energi, og det må være skadeligt for miljøet og bidrage til global opvarmning. Spørger man økonomer med indsigt i vækstprocesser, er svaret helt anderledes betinget og nuanceret. Det relevante spørgsmål er ikke, om vækst er skadelig for miljøet, men hvilken vækst vi overhovedet taler om. Økonomisk vækst er nemlig ikke bare økonomisk vækst. Man drager ofte et fundamentalt skel mellem ekstensiv og intensiv vækst. Disse kaldes også til tider vækst drevet af faktorakkumulation og vækst drevet af faktorproduktivitet, og er ekstremt forskellige processer.

Ekstensiv vækst er det, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig vækst må være: At man bruger flere folk, der arbejder flere timer og bruger flere ressourcer. Det er denne type vækst, der for eksempel sigtes efter, når forskellige regeringer over årene har lavet arbejdsmarkedsreformer. Når arbejdsudbuddet stiger, arbejder flere folk flere timer, og den økonomiske aktivitet stiger dermed. Skal man lave flere biler med den nuværende teknologi, skal man således bruge flere folk, mere stål, gummi osv.

Siden Robert Solows arbejde sidst i 1950erne har man brugt et simpelt, matematisk eksempel på forskellen på intensiv og ekstensiv vækst. Man forestiller sig en ’produktionsfunktion’, dvs. en matematisk illustration af, hvordan ressourcer bliver til færdige produkter. Den har typisk formen y = a f (k, l), hvor y er output eller indkomst, f er funktionen, der omformer kapital k og arbejdskraft l til output, og a er en teknologiparameter, der illustrerer hvor effektiv, ens produktion er. En helt typisk form, der er nemmere at have med at gøre, kaldes Cobb-Douglas: y = a kα l1-α. Med Cobb-Douglas er tricket, at α kan fortolkes som den andel af indkomstskabelsen, der gør til kapitalejerne, og 1- α dermed er den andel af indkomstskabelsen, er udbetales som løn.

Illustrationen er så effektiv fordi den viser, hvordan væksten kan komme fra tre kilder i modellen, fordi man matematisk kan ’dekomponere’ vækst. Tager man Cobb-Douglas-funktionen i vækstrater, bliver den til ŷ = a + α k + (1 – α) l. Som den lille model illustrerer, kan væksten for det første komme fra vækst i k, som er almindelige investeringer, og vækst i l, som kan ske når arbejdsstyrken udvides – enten da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, når den strukturelle arbejdsløshed falder, eller når man får folk til at arbejde flere timer. Begge disse giver ekstensiv vækst, fordi den hviler på at man propper mere ind i produktionen. For det andet kan væksten komme fra vækst i a, dvs. fra at det man laver bliver mere produktivt. Det er den intensive vækst, væksten i faktorproduktivitet.

Sagen er, at ekstensiv vækst ikke kan blive ved! Der er naturlige grænser for hvor stor en del af befolkningen, man kan få i arbejde, og hvor mange timer de vil arbejde. På samme måde er der aftagende skalaafkast af kapital – maskine nummer 100 gør ikke lige så stor en forskel som maskine nummer 10. Som Solow og Trevor Swan indså, må langsigtet vækst i sidste ende derfor komme fra intensiv vækst, dvs. at vi bliver dygtigere til at få noget ud af de ressourcer, vi nu engang har. I en miljømæssig sammenhæng er det en helt central indsigt, da ekstensiv vækst i sagens natur øger ressourceforbruget, mens intensiv vækst rent faktisk kan reducere ressourceforbrug, forurening og miljøbelastning. Er man interesseret i miljøkonsekvenserne af fortsat økonomisk udvikling, må man derforaltid spørge sig selv, hvilken type vækst man tænker på.

Vi illustrerer forskellen i figuren over vestlige lande nedenfor. Her har vi taget vækstraten i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger de sidste 20 år fra Penn World Tables, og sammenholdt den med en beregnet vækst i den vækst, der kan komme fra ekstensive kilder (vi beregner derfor et såkaldt Solow-residual). Den ekstensive vækst er her beregnet med en kapitalandel – et α i funktionen ovenfor – på 0,6, som i det store og hele ender med at give sammenlignelige resultater med f.eks. OECDs mål for såkaldt multifaktorproduktivitet, og blot skal tages med et gran salt når det gælder ressourceøkonomier (se f.eks. Rusland). Søjlerne er de totale vækstrater, den blå del er den ekstensive vækst, mens den orange er den intensive. Bemærk at flere lande – inklusive Italien, Grækenland og Portugal i bunden – ser mærkelige ud, da de er blevet mindre produktive de sidste 20 år. Italiens vækst fra ekstensive kilder modsvares således næsten fuldstændigt af en erosion af dets produktivitet. Et andet forhold, der nok er værd at bemærke, er at dansk udvikling, beregnet på denne måde, har været næsten udelukkende ekstensiv de sidste to årtier.

Det svære ved at skille de to typer vækst ad, og at kommunikere den vigtige forskel, er ikke matematikken. Det er at få ikke-økonomer til at forestille sig, hvad intensiv vækst er. Jeg har med mellemrum hørt folk påstå, at det bare altsammen er fugle på taget, og har oplevet at de afkrævede mig svar på, hvor de næste års intensiv vækst skal komme fra. Den slags krav er dybt frustrerende, da folk dermed implicit kræver at økonomer er profeter (og det er ingen seriøse økonomer). Vi giver nedenfor et (måske nørdet) eksempel på kilder til intensiv vækst fra flybranchen.

Figuren viser brændstofforbruget per 100 sædekilometer i en større gruppe rutefly. Nogle af dem har været almindelige en gang, men er ikke længere i drift, nogle af dem er almindelige i dag, og et enkelt – det russiske MC 21 – er på vej på markedet. Det særlige i figuren er, at vi har sorteret dem efter det år, de blev sat i drift.

Som figuren meget tydeligt viser, er fly blevet meget mere brændstoføkonomiske siden begyndelsen af 1960erne. Kilderne til besparelsen er dog forskellige og ofte ikke til at se for folk, der ikke er eksperter. De handler både om fremskridt i motorer, vægt og aerodynamik. Et moderne Boeing 787 er således væsentligt lettere end tidligere fly pga. brugen af kulfiber, mere aerodynamisk – blandt andet pga. ændret vingedesign – og har ligesom de fleste læseres biler langt mere økonomiske motorer. På samme måde kan man ikke se med det blotte øje, at et moderne køleskab kun bruger omtrent en fjerdedel af den strøm, køleskabe brugte i 1970erne, ligesom det heller ikke er til at se, hvorfor biler er blevet så meget billigere over årene.

Det særlige er dog, at disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet. Hvis de mange kommentatorer i miljø- og klimadebatter, der glat væk udtaler sig om økonomi på det tyndest mulige grundlag, ikke lærer andet, er forskellen på ekstensiv og intensiv vækst den vigtigste, de skal have med herfra.

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*