Debatindlæg

Hvem Faktatjekker Faktatjekkerne?

Af Otto Brøns Petersen

Indlægget er opdateret udgave af hvad Otto har skrevet på Facebook

Det er temmelig groft i et “faktatjek” at hænge statsministeren ud for at bruge det officielle tal for Danmarks drivhusgasudledning, sådan som Berlingske gør den 14.5. i en stort opsat artikel, skrevet Lars Henrik Aagaard.

Tallet er ellers grundlaget for hele det internationale aftalesystem. Det svarer til 0,1 pct. af de globale udledninger. Ifølge ”faktatjekket” er den ”påstand … tvivlsom, forklarer en ekspert”.

Berlingske nævner ikke, at det internationale aftalesystem bygger på, at hvert land har ansvaret for at reducere udledningerne fra sit område. I stedet tæller man drivhusgasser afledt af dansk forbrug med – altså f.eks. de udledninger som produktionen af en Iphone i Østen medfører, hvis den sælges i Danmark.

Hvis Danmark begyndte at reducere sine udledninger opgjort efter denne metode, ville det fuldstændig underløbe det internationale aftalesystem. Hvert land har forpligtet sig til at nedbringe de historiske udledninger fra produktionen. Til gengæld har store produktionslande som Kina forpligtet sig til langt mindre restriktive reduktionsmål.

Men uanset, om man bruger den ene eller anden metode, tegner Danmark sig fra en forsvindende lille del af drivhusgasudledningerne globalt. Ifølge Berlingskes eget tal er det knap 0,2 pct. i stedet for 0,1 pct. Det understreger, at det ikke giver mening at sætte sig uden for aftalesystemet. Selv i den helt ekstreme situation, at danskernes forbrug blev helt uden drivhusgasudledning, ville det ikke påvirke de globale udledninger mærkbart.

Det er ikke irrelevant at se på, hvad dansk forbrug mm. fører til af afledte udledninger. Det kaldes CO2-lækage. Og det har vismændene gjort i deres seneste rapport, som Berlingske ikke finder anledning til at nævne. En af pointerne er, at når Danmark sænker udledningerne inden for EU’s kvotesystem – f.eks. ved at give massive subsidier til vedvarende energi – så er der stort set ingen global effekt. Forklaringen er, at der er en given mængde kvoter. Mere el fra VE-kilder ændrer ikke mængden af kvoter, men får prisen på dem til at falde. Det øger udledningerne andre steder.

Her er et eksempel på, at vi ikke respekterer grundlaget for det internationale aftalesystem og blander os i de reduktioner, som EU har ansvaret for. Og som fører til en dyr og stort set virkningsløs indsats. Det havde været en berettiget kritik for Berlingske at tage op – men det gør man altså ikke. I stedet påstår to af bladets ”eksperter”, at Danmark har en ”grøn førertrøje” når det gælder ”et vindperspektiv”. Det afslører en total mangel på indsigt i lækagemekanismerne.

At kalde sig selv for “faktetjekker” ovenikøbet under en vignet kaldet “videnskab”, burde indgyde en pæn portion ydmyghed. I stedet virker det, som om Berlingske springer på den vogn, hvor “klimajournalistik” er vinklet kampagnejournalistik og ”eksperter” er noget, man håndplukker blandt aktivister – inklusive blandt sine journalistkolleger.

Særlig i en tid, hvor begrebet ”fake news” bruges ukritisk som politisk kasteskyts, burde et seriøst medie holde sig for god til at betvivle statsministerens sandfærdighed, når det reelt drejer sig om at markedsføre politisk uenighed,

Meld dig gerne til vores nyhedsbrev

Abonner på vores nyhedsbrev og bliv en af vores 519 andre abonnenter.

Vi holder dine data private, og deler dem kun med tredjeparter, der gør denne ydelse mulig. Læs vores privatlivspolitik.

Bliv medlem af vores Facebook gruppe

 
Klimarealisme.dk
Offentlig gruppe · 1200 medlemmer
Bliv medlem af gruppen
Stedet hvor vi debatterer klimaet udfra viden, fakta og med respekt for den videnskabelige metode.
 
Please follow and like us:
error

One Comment

  1. Michael J

    Har selv 2 gange i denne uge måtte korrigere journalister for at bruge ordet “klimaforsker” om personer der efter check af deres CV ikke er klimaforskere.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*