Debatindlæg

Krügers brev I: Klimabrev til statsminister Lars Løkke Rasmussen

Af Johannes Krüger, Professor emeritus, dr.scient., Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, medlem af Advisory Board for klimarealisme

Johannes Krüger har skrevet et brev til statsministeren og andre relevante politikere.

Hele brevet kan læses her, men ellers bliver det bragt i mindre bidder på klimarealisme for at få en grundig diskussion af hver af de mange vigtige emner.

Her er første del:

Kære Statsminister Lars Løkke Rasmussen

Nyhedsmediernes mange historier om svigt i sundhedssystemet, om misbrug af sociale midler og andre tilsvarende historier er ofte kommet frem i lyset, fordi journalister havde viljen til at stille de rigtige spørgsmål. Senest har tre journalister modtaget Cavlingprisen for afsløring af Danske Banks Milliard-hvidvask. Men når det gælder feltet klimaforandringer og global opvarmning, mangler medierne viljen til dybdeborende journalistik; de støtter sig til såkaldte klimaeksperter, der efterlader læserne og seerne med det indtryk, at de udtaler sig på den samlede forskningsverdens vegne. Der er flere eksempler på, at ekstreme klimamiljøer sekunderes af medierne, eller at journalister benytter medierne som platform til kampagnejournalistik og aktivisme, f.eks. da en debatredaktør kategorisk afviste et seriøst modspil til ”Klimarealisme er ansvarsforflygtigelse” i Kristeligt Dagblads Etisk set 4. februar 2019 – og dermed overskred reglerne for god presse-etik. Muligheder for medieeksponering går næsten udelukkende til dem, som støtter FN ́s klimapanel IPCC ́s påstande.

Spørgsmålet om årsagen til nutidens klimaforandringer og de mange følgevirkninger er meget mere kontroversielt, end det fremstilles af IPCC og nyhedsmedierne, for videnskabelige målinger og observationer viser noget andet end de utilstrækkelige computerproducerede klimamodeller. Men det er I som politikere ude af stand til at opfange og reagere rationelt på, for I lukker jer selv ude fra relevant information. Det skyldes vel, at det politiske miljø ligesom medieverdenen er stærkt præget af meningspres og selvcensur. Det gjorde dybt indtryk på mig, da en 9.-klasse elev fortalte mig, at han i skolens klimauge havde valgt at skrive en opgave om den stærkt begrænsede ytringsfrihed i klimadebatten (alle andre i klassen skrev om den ”skadelige” virkning af CO2). Den begavede elev havde interviewet en af klimaordførerne på Christiansborg om den globale opvarmning, og han var blevet forfærdet over, at den pågældende politiker kun kunne fortælle om udledningen af CO2 som det store dyr i åbenbaringen.

Derfor henvender jeg mig til dig og andre udvalgte politikere i håb om, at I vil give jer tid til at læse det følgende, som jeg er sikker på vil give stof til eftertanke. Vi står overfor et folketingsvalg, hvor klimaet står på dagsordenen og trænger til en gennemgribende overhaling.

Mediernes og politikernes manglende vilje til at få et indblik i internationale forskningsresultater, som er ubekvemme for IPCC, forstærkes helt givet ved den stadige brug af de uholdbare påstande om, at der blandt klimaforskere er 97 % enighed om, at størstedelen af den globale opvarmning er menneskeskabt (kaldet AGW) og vil få katastrofale følger for kloden, hvis ikke der gribes ind.

Påstanden om 97 % konsensus har med mediernes hjælp manifesteret sig i offentligheden, som om hele den globale opvarmning er menneskeskabt. Tallet stammer især fra en artikel af J. Cook m. fl. (2013): Quantifying the consensus on anthropogenic global warming in the scientific literature, hvor en gruppe personer fordelte 11.944 sammendrag af artikler om globale klimaforandringer og global opvarmning i fire kategorier. Af de læste sammendrag havde 7.930 ingen konklusion om AGW og blev sorteret fra, 3.896 tilsluttede sig påstanden om AGW, mens 118 forkastede den eller udtrykte tvivl. På den baggrund konkluderer Cook, at 97 % af forskerne støtter påstanden om AGW.

Historien, der afkobler en seriøs klimadebat, er kulegravet af B. Shollenberger i: The Climate Wars – how the consensus is enforced og A. Montford i: Fraud, bias and public relations – the 97 %”consensus” and its critics. Cooks artikel er vildledende. Dels er det uhørt, at frasortere 7.930 relevante klimaartikler, dels afslører Cooks datamateriale – som i første omgang nægtedes udleveret med den begrundelse, at computeren var brudt sammen – at der rent faktisk kun var 41 artikler, som ubetinget støttede påstanden om AGW. For det viste sig, at den gruppe på 3.896, der tilsyneladende støttede påstanden om AGW, også indeholdt de forskere, der mener, mennesket kun bidrager med 20-30 % til den globale opvarmning og de mange såkaldte skeptikere, der mener, at menneskets bidrag kun er få procent. Et sikkerhedssvigt på en netside afslørede, at Cooks artikel var tænkt som et medie-stunt, og det blev den så sandelig også – med ukritisk journalistik som budbringer. Cooks artikel er i den grad manipulerende og er historien om, hvorledes en fjer kan blive til 97 høns.

Påstanden om 97 % konsensus hænger stadig i luften og bruges til at affærdige skeptikere og afmontere enhver seriøs klimadebat, men også til at skabe videnskabeligt alibi for politiske beslutninger. Den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland har udtalt: ”I klimasagen er det umoralsk at tvivle”. Men tvivlen er netop forskningens adelsmærke, mens antiskepticisme er pseudovidenskab og udfordrer ytringsfriheden og et sundt demokrati.

Mange opfatter IPCC som et klimaorakel, men IPCC er en politisk organisation udnævnt af politikere og med mandat til at give politikere råd om ”klimatiltag” i forbindelse med mennesketsudledning af CO2. R. Darwall har set IPCC efter i kortene: Der er etableret et system, hvor IPCC reviderer sig selv, og hvor politikere øver kontrol over de videnskabelige udredninger, som skal ligge til grund for og samtidig give alibi for politiske beslutninger. De dikterer konklusionerne i Summary for Policy Makers, der er designet til politikere og nyhedsmedier. Den gruppe forskere, der dominerer IPCC-processen, optræder derfor mere som politikere end forskere og er udmærket klar over, at der er problemer med deres data og konklusioner. Det fortæller Chris. Landsea i et åbent brev, da han trak sig fra sin ledende post i IPCC i protest over klimapanelets behandling af emnet stormaktivitet, som ”bygger på præfabrikerede agendaer og er videnskabeligt upålidelig”.Og det fremgik også med al tydelighed af Climategate-afsløringerne i 2009, som der behændigt blev lagt låg på. Dermed er politik, videnskab og særinteresser blandet sammen til en farlig cocktail, som har ført til udbredt meningspres og selvcensur. Som bekendt underskrev 154 regeringer Rio-deklarationen i 1992, som på et meget spinkelt grundlag fastslog, at menneskets udledning af CO2 er årsagen til den globale opvarmning. Dermed blev der fastlagt en klimapolitisk agenda og noget helt uhørt – et facit til forskningen. Siden har IPCC bidraget til en voksende politisering af et videnskabeligt felt. Hele den klima- og energipolitiske dagsorden er baseret på denne opfattelse – at CO2 er den store synder. At gennemskue dette er derfor en vigtig samfundsopgave, hvis man ønsker at styrke det oplyste demokrati.

I de kommende indlæg gives flere konkrete eksempler på faktuelle observationer og robuste forskningsresultater, som er ubekvemme for IPCC, og som politikere og offentligheden derfor ikke er orienteret om; der er således ikke tale om læserbreves, debatindlægs og alarmforskningens følelses- ladede indslag om børns, børnebørns og klodens håbløse fremtid, men om observationsfakta.

Del på de sociale medier

8 Comments

  1. Oluf Johnsson

    Tak! Man kan kun føle dyb glæde ved Krügers initiativ. Jeg håber meget, at der vil følge en stribe af læserindlæg og kommentarer i dagspressen for at slå på stortromme mod det forstilte klimahysteri, der indebærer stor risiko for at grave den afgrund, de frygter og vil redde verden fra med vækkelsesbesværgelser af en kaliber, som handlingslammer vore samfund …. og det ville være katastrofelt … i den grad.

  2. Lars Nielsen Lind

    Jeg håber at dette når frem til politikkerne der godt kan nå at sadle om endnu uden at tabe ansigt. Dette gælder også pressen. Bliver spændende at læse fortsættelserne.

  3. Michael J

    Rigtigt godt initiativ og godt skrevet.

  4. Morten Riber

    Jeg får lyst til at konkluderer. Så, vi står grundlæggende overfor et postulat som vi bliver bedt om at opfatte som et faktum. Den åbne og fordomsfrie debat, vi gik og troede stor trives i andedammen, er en ren illusion, når det kommer til at debatterer postulatet. Det, mås man ikke længere. Kryger overlader det til læseren selv at se på, hvad det gør ved os, og vores samfund, hvilket ikke er småting. Ud over det stigende pres på vores frihed, det frie erhverv, det frie borger liv, osv., ser vi en hel generation, brændemærket i deres sjæl, af billeder, om en verden, kæmpede for sin overlevelse. Fortsætter vi således, og tillader et postuleret dommedags profeti hærge ungdomsjælen, hvordan kommer vores unge så videre, som hele, sunde, mennesker?

  5. Vi er her vidne til et meget interessant fænomen omend noget skræmmende og ikke nyt. Når økonomiske særinteresser er i spil, bliver moralen nedprioriteret. Befolkningerne ved ikke hvad der er op og ned og vore politikere har ikke mod til ikke at følge meningsdannere. Bemærk at alle partier i Folketinget går i takt om klimaet og at vindmøller er svaret selvom det medfører uoprettelig skade på naturen og er sygdomsfremkaldende for mange af de mennesker der tvinges til at bo omkring de store vindmøller.
    Det ser ud som om ingen pris er for høj.

    Når den kritiske journalist begynder at gå i takt med de ofte latente meningsdannere, mister vi den vagthund, der skal beskytte os mod vildfarelse og forførelse.
    Der er nu meget at indhente.

  6. Peer Kristensen

    Det er et imponerende arbejde, som Johannes Krüger har lavet og forhåbentlig fortsætter med.
    Der er desværre intet nyt i, “at jorden går under lige om et øjeblik”. For ikke mange år siden var det ozon-laget, der så at sige ville brænde os af. Det gik ikke i opfyldelse. Heller ikke IT-katastrofen omkring årskiftet 1999/2000 medførte det totale nedbrud over hele verden.
    Jeg har hele tiden været af den overbevisning, at den temperaturforøgelse, som vi oplever p.t., OGSÅ er menneskeskab, men i overvejende grad er naturens værk.
    Jeg håber, at dette initiativ med klimarealisme.dk kan bryde den fuldstændigt ensrettede information og kampagne om klimaforandringer og de frygtelige konsekvenser, som alle mulige interesseorganisationer, journalister og politikere forsøger at drage fordel af.
    Vi kan håndtere sandheden, og jeg forstår ikke, at FN med åbne øjne vil undergrave egen troværdighed på denne måde.

  7. Kurt hildebrandt andersen

    Tænk på Morten Luther

  8. Frede Hansen

    Tak Johannes Krüger for dit velskrevne indspil til vore ministre,
    – det er lige så imponerende som dit fine værk “Klimamyten – et opgør med tidens CO2 panik”,
    som jeg vil gennemlæse mange gange endnu.
    Vi er mange som håber, at det alt sammen må bidrage til at retlede menneskeheden i denne,
    vores klima-alarmist regerede verden.

Skriv et svar til Michael J Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*