NATURE: Verdens kyster har samlet set ikke trukket sig tilbage siden 1986

Af Frank Lansner, bragt i Børsen 7. aug. 2018

Ny forskning ser på hvordan verdens kyster har ændret forløb siden 1986 [1], og det måske lidt overraskende resultat er, at der ikke kan måles en netto tilbagetrækning globalt set.

Men hvornår ser vi så verdens storbyer stå under vand – som illustreret flittigt i foldere fra grønne organisationer? Hvis tiden siden 1986 ikke engang har ændret kystlinjerne målbart til idag?

Målinger af havstigninger med satellit indebærer usikkerheder – det vender vi tilbage til – og derfor er det kærkomment med så mange input som muligt for at få overblik over havstigninger.

Dette at se på forskydninger af kyster kan siges at være en kompliceret måde at vurdere havstigninger på, ingen tvivl om det, men det er mange alternative metoder også.

Nogle vil givetvis fokusere på at disse resultater på forskellig vis ikke direkte 100 pct. modbeviser globale havstigninger. Men det overordnede billede er trods alt, at større globale havstigninger følges med globale tilbagetrækninger af kyster og vise versa. Man kan sige: Verdens kyster har i hvert fald ikke ligefrem bekræftet store globale havstigninger.

Forskerteamet har fokuseret på 31 pct. af verdens kyster udvalgt fordi disse er sandstrande uden is. Klippe kyster viser for lidt ændringer siden 1986 til at det kan detekteres fra satellitbilleder, men  sandstrande vil væsentligt nemmere ændre kystlinje hvis havvandet står højere. Og ikke mindst er sandstrandende sårbare overfor erosion fra en stigende havstand. Dertil kommer at der hvor vi har sandstrand ikke sjældent er de lokaliteter hvor kyster også kan vokse hvorved sandstrandene giver os muligheden for at se både erosion og vækst bedst muligt.

Fig. 2. Røde cirkler markerer strand tilbagetrækning, grønne markerer vækst.

Resultater for verdens strande:

24 pct. tilbagetrækning > 0,5 m / år 

28 pct. vækst > 0,5 m / år

48 pct. “Stabile” 

Og de angiver et gennemsnitligt resultat for verdens strande på:

Vækst 0,33 m / år globalt set

Vi har fået ekstra 3663 km2 land siden 1986. Ikke alverden, men dog vækst – ikke tilbagetrækning.

Artiklen omtaler også de mere ekstreme ændringer:

2 pct. tilbagetrækning > 10 m / år 

3 pct. vækst > 10 m / år

4 pct. tilbagetrækning > 5 m / år 

6 pct. vækst > 5 m / år

Artiklen giver mange specifikke eksempler, blandt andet at vi for strande nær floden Amazonas udmunding ser netto tilbagetrækning, og ligeledes ved floden Mekong. De giver eksempler på at både vækst og erosion kan forekomme som resultat af menneskelig lokal aktivitet.

Forskerne lister en række situationer som de ikke har medtaget i deres opgørelser idet disse sites har undergået en udvikling der ikke siger noget om det globale billede.

En besynderlig ting med denne artikel er, at de har medtaget strande ved det (relativt lille) Kaspiske hav. Resultater fra det Kaspiske hav peger i begge retninger, men mest i retning af strandvækst.

Således har artiklen en lille bias til at vise for meget strandvækst hvis man gerne vil have det globale billede mht. verdens oceaner. Således vælger jeg blot at konstatere at verdens oceankyster i gennemsnit viser ca ligeså meget erosion som vækst.

Og hvad så? Vi har jo satellit data til havstigninger?

Satellit data både for temperatur målinger globalt og for havstigninger kan have deres udfordringer.

Satellit data for havstigninger har primært 2 udfordringer:

1)   Vi skal detektere 1-2-3 mm forskel i havets højde. Dette gøres med strålingsfrekvenser sv.t. bølgelængde på 20-30 cm. Og havet har bølger der reflekterer i mange retninger fra skiftende højder. Disse problemer søger man at overkomme ved at tage mange tusinde målingers gennemsnit for at udarbejde resultat for ét målepunkt.

2)   Satellitter har såkaldt “drifting”. Det er fordi de få atomer som satellitter støder på rundt om Jorden har en tendens til at bremse satellitten. Dette er fatalt for måling af havstigninger med få mm nøjagtighed fordi satellittens bane falder når den bremses. Og så skal man korrigere for “drifting”. Således har der i de seneste mange år været diskussioner om hvorvidt de justeringer der skal godtgøre drifting er alt for store og om justeringerne i sig selv udgør en væsentlig del af data vi har fra satellitter om havstigning.

Kvalitet af Satellitdata: Havstigningsdata vs. Temperaturdata

Alt imens havstignings data for satellitter altså er meget sårbare grundet drifting, bølger, frekvens osv, så har temperaturmålinger af luftens temperatur fra satellitter ikke helt de samme udfordringer.

Eks: Hvis en satellit dykker 10 cm i dens bane, så er gode råd dyre for hvordan man skal justere så vi ved om havstigningen dette år var 1,2 eller 3 mm.

Men, hvis en satellit dykker 10 cm og kommer for skade til at måle temperaturen 10 cm længere nede i atmosfæren (F.eks fra 1512,20 m til 1512,10 m oppe), så giver denne måling måske en temperatur måling der er str. orden 0,0005 K for varm. Og man har altid korrigeret for disse små impacts.

Således forekommer satellitmålinger at være væsentligt mere sårbare for satellitdrifting når det gælder havstigningsmålinger end når det gælder temperaturmålinger.

Det pudsige er så:

Temperaturmålinger fra satellitter..

– har typisk ikke vist helt så meget “global opvarmning” som andre kilder til globale temperaturer.

– er ikke helt så sårbare overfor drifting som havstigningsmåplinger.

– udråbes til at være problematiske, nogen synes slet ikke vi skal se på temperatur data fra satellitter.

Havstandsmålinger fra satellitter..

– viser efter justeringer typisk større havstigninger end andre kilder (direkte målerstande ved kyster).  

Justerede havstandsmålinger fra satellitter er altså mere i tråd med “global opvarmning”.

– er meget sårbare overfor drifting.

– udråbes til at være fuldt ud pålidelige og brugbare. Ingen indvendinger her, man skal helst ikke kritisere disse data.

Fig 3

Her et eksempel på ændring af havstigningsdata. Det gælder ESA satellitdata, ændringer blev udført i 2012. Vi gik med én justering fra at data viste 7,6 cm havstigning / 100 år til at vise 23,3 cm / 100 år.

Noget lignende har vi set for det fleste andre satellitdata mht. havstigninger.

Således ligger ca. 75 pct. af havstigningen i ESA data i dataændringen. Det store dyk efter 2003 vistes ikke til offentligheden før data blev justeret i 2012. Havde 2002-2004 data været inkluderet i de oprindelige ESA data havde der måske ingen havstigning været at finde i de oprindelige data.

SUMMA:

Nu har vi altså resultatet at verdens kyster ikke umiddelbart bekræfter de relativt store havstigninger vi kender til fra justerede satellitmålinger.

Burde vi overvejende se tilbagetrækning af kyster i det meste af verden hvis verdens byer reelt snart er truet af oversvømmelse?

Kan vi overhovedet bruge resultater fra verdens kyster til at sige noget om havstigninger?

Kan vi bruge sårbare og stærkt justerede satellitdata til at evaluere havstigninger?