Forskerpaneler skal gøre sig fortjent til respekt

I denne klumme fra Berlingske.dk 26. sept. 2018 hedder det bl.a. fra Ole P. Kristensen, dr.scient.pol., fhv. professor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Professor Katherine Richardson slog forleden til lyd for, at forskerpaneler fortjener både respekt og ørenlyd. Udgangspunktet var det meget væsentlige spørgsmål om, hvordan forskningsbaseret viden mest effektivt og hensigtsmæssigt formidles til politiske og andre beslutningstagere. Professor Richardson er bekymret for, at når vi den ene uge i avisen læser om forskning, der »viser«, at kaffe er sundt, og den næste uge læser om forskning, der »viser«, at det er usundt, så kan der opstå forvirring om og måske endda mistillid til forskningen. Richardsons ærinde er at søge veje til at undgå usikkerhed om forskningsresultater.

Og videre om IPCC

Richardson fremhæver dernæst forskerpaneler som FNs Klimapanel, IPCC, som en god model for at føre videnskabelig viden til beslutningstagerne. IPCC består af en – meget stor – gruppe forskere udpeget af FNs medlemslande, hvor »forskerne skal samle og vurdere alle tilgængelige observationer, og derefter rådgive beslutningstagerne,« som det lyder i Richardsons formulering.

Det lyder meget godt, men er det ikke i virkeligheden. Den proces, hvor forskerne »samler og vurderer« bliver mere en politisk og administrativ proces end en videnskabelig proces, hvor forskernes uafhængighed bringes i fare. Processen fremmer konsensus, også hvor der ikke er basis for konsensus. Der er stor risiko for, at den usikkerhed, der altid kendetegner videnskab, bliver nedtonet og undertrykt, og konklusionerne fremtræder med større skråsikkerhed, end der er belæg for.