Den asketiske klimapolitik er dømt til at fejle

Stefan Agger har fået udgivet dette debatindlæg i Kontrast.

Danskerne vil generelt ikke acceptere at sidde i dårligt lys og spise burgere uden bøffer. Men når ikke den klimavenlige farveprinter er vejen frem, hvad er så?

Opbakningen til en særdeles mærkbar og radikal klimaomstilling i den danske befolkning er ikke specielt overbevisende i de holdningsanalyser, vi har til rådighed lige nu. Jeg vil nærmere sige, at opbakningen er særdeles skrøbelig, og det bør være udgangspunktet, når vi diskuterer klimaproblemet i dansk politik.

Lad os dog ikke starte i tallene, men i anekdoterne.

Jeg vil tro, at jeg næppe er alene om at have observeret handlinger og hørt historier, der har understreget den særdeles vanskelige del af klimakampen, der handler om at ændre fastgroede vaner og at skulle undvære ting, man holder af. Forleden på gymnasiet fortalte jeg for sjov en gruppe elever, at vores nedsatte klimaudvalg havde foreslået et stop for streaming af film i mellemtimerne i klimaets navn, hvilket selvfølgelig blev modtaget med hovedrysten. For et par år siden arrangerede selvsamme klimaudvalg en uge, hvor klasserne i højere grad skulle cykle til skole, hvilket det nærmest kun var lærerne, der endte med at gøre.

En anden gang fortalte en ung pige i min familie mig, at de kun var få i hendes klasse, der mødte op til klimademonstration i en større dansk by med det formål at demonstrere, mens resten mest mødte op for at ”holde fri og spise på McDonald’s”.

Anekdoter er ikke i sig selv beviser, men de kan bruges til at give en lidt dybere forståelse af de menneskelige dilemmaer, der gemmer sig i de kvantitative data over danskernes holdninger. Selv den såkaldte klimaungdom kan mærke dilemmaerne, når holdningerne skal udleves som praksis.

Klimaholdningerne er tynde

Vi kan begynde vores kig på danskernes klimaholdninger i den grønne tænketank Concitos undersøgelse fra 2018. På det tidspunkt svarer deltagerne i undersøgelsen, at klima er det vigtigste problem forud for et kommende folketingsvalg i 2019, som efterfølgende er blevet kaldt et ”klimavalg”. 48 procent siger klima, mens sundhed og udlændinge følger efter med 44 og 39 procent.

Allerede i Concitos undersøgelse er der dog problemer, for deltagerne har også skullet svare på, hvad de selv har gjort for at handle i forhold til klimaproblematikken. Her svarer de fleste, at de har taget bussen eller cyklen mere, sorteret affald, haft fokus på madspild og undgået at have computeren på standby. Ikke ligefrem store ofre, og generelt ting, som de fleste også har økonomiske interesser i at gøre eller måske nok gjorde i forvejen.

I 2019 offentliggør Altinget en måling af vælgernes dagsorden, og endnu engang ligger klimapolitikken i top med 46 procent, foran sundhed på 39 og udlændinge nede på 29 procent. På det tidspunkt virkede det bestemt, som om klimapolitikken havde placeret sig fast i top tre sammen med de to andre emner, som begge har været i toppen af danskernes politiske bekymringer gennem 20-30 år.

I den fine debatbog Rige børn leger bedst graver forfatterne sig dog nærmere ned i befolkningens holdninger ved valget i 2019 og konstaterer på den baggrund, at opbakningen til klimapolitikken slet ikke er så høj, at der var tale om et ”klimavalg”. I stedet finder de belæg for at kalde det et ”velfærdsvalg”.

Lars Olsen og kompagni undersøger blandt andet holdningen til, hvorvidt der bruges for få penge på et område fordelt på social klasse, og her viser det sig, at det kun er i den offentligt ansatte del af den højere middelklasse, at der faktisk er et flertal for at anvende flere penge, end vi allerede gør, på klimapolitik. Det må siges at være en forholdsvist lille gruppe af mennesker, og selv i den gruppe er der kun 58 procent, der vil det. Forfatterne af Rige børn leger bedst kontrasterer fundet med store flertal i den brede middelklasse og i arbejderklassen, der i noget højere grad ønsker sig flere penge til velfærd som hjemmehjælp om minimumsnormeringer. Der er vist ikke nogen tvivl om, at disse meget større befolkningsgrupper aldrig ville vælge klima over velfærd, hvis der en dag skulle vælges herimellem.

I 2021 offentliggør Altinget så en ny undersøgelse af vælgernes holdninger til tidens mest vigtige politiske problem. Selvfølgelig ville man forvente en eller anden effekt af covid-19-krisen, men at klima skulle falde til 12 procent på den politiske dagsorden, er alligevel et klokkeklart signal om, at klimapolitikkens primat har hvilet på meget, meget usikker grund. Opdelt på de politiske fløje er klimaspørgsmålet langt under 10 procent blandt borgerlige vælgere, mens den ikke engang kan nå op på 20 procent på venstrefløjen.

Man kan ikke konkludere andet, end at klimabekymringerne er særdeles flygtige, og man må spørge sig selv, hvad der så sker, når klimapolitikken faktisk begynder at kunne mærkes på livsvalg og pengepung?

Hvad gør man så?

Hvis vi et øjeblik igen vender tilbage til anekdoterne fra hverdagen på et dansk gymnasium: Forleden blev vi i lærergruppen forelagt muligheden for at købe særlige klimavenlige farveprintere, og for at overveje det blev vi præsenteret for en række udprintede sider, der skulle illustrere, hvilken cost-benefit-analyse klimaprinteren repræsenterer. Man kan nok ikke sige andet, end at farverne på klimaprinterens udprint var temmelig vage, grænsende til det fesne.

Siddende med de vage farveprint slog det mig, at danskerne aldrig kommer til at acceptere at leve i en national boble af dårlige print, burgere uden bøf, elsparepærer med elendigt lys og beskatning op over begge ører for at betale for både velfærd og klima, mens man ser verden udenfor bygge kraftværker i massevis for at imødekomme voksende befolkningstal og voksende middelklasser med middelklassebehov. Der kommer et oprør, før det kommer til at ske.

Den højere middelklasses forestillinger om det klimapolitiske askeseliv, hvor vi mest er optagne af de såkaldte postmaterialistiske værdier, tager ganske enkelt ikke højde for, at der i Danmark stadig findes store samfundsklasser under den højere middelklasse, som i den grad stadig er optaget af materialistiske værdier som velfærd og forbrug.
Derfor er der begrænsede muligheder for at løse de klimaproblemer, som alle seriøse mennesker i spektret fra Bjørn Lomborg og til Theresa Scavenius mener, vi faktisk bør bruge energi på: Klimaløsninger, som ikke samtidig gør energi billigere eller næsten lige så billigt som fossile brændstoffer, er ganske enkelt ikke mulige politiske løsninger, hvis man skal se realistisk på danskernes klimaholdninger.

Derfor er der næsten kun at håbe og aktivt kæmpe for teknologiske landvindinger, og heldigvis skal man ikke nødvendigvis være jubeloptimist for at få øje på, at fremtiden på dette område måske ikke er så langt væk igen. Både den storstilede satsning på Power to X-teknologien blandt danske storaktører som A.P. Møller – Mærsk og Danfoss, samt den danske startup Seaborg Technologies arbejde med smeltet-salt-reaktorer ser lovende ud, og der er givetvis masser af andre projekter i gang, som jeg ikke kender til.

Andre mulige og realistiske klimapolitikker kunne være energibesparelser, klog tilpasning til klimaforandringer samt måske en skatteomlægning i retning af mere ensartet CO2-afgift på produktion, så længe man holder sig for øje, at man bevæger sig på tynd is set i forhold til danskernes holdninger til klimapolitikken.