NASA udsendte for nyligt en artikel, der endte med at blive lidt af en sensation, med bl.a. her i landet omtale i Ingeniøren og Ekstrabladet. Artiklens udgangspunkt er en ny måde at se på den globale opvarmning. I stedet for lunkne temperaturer forsøger man at se på jordens varmebalance, hvor meget varme er gået ind, og hvor meget er sivet ud. Resultatet gav nogle passende sensationelle overskrifter:
”Stigningens størrelse er uden fortilfælde”.
Så har alarmismen fået noget at leve af igen.
Forskerne har brugt to velkendte målemetoder, dels havtemperaturen ned til 1900 meters dybde ved hjælp af de (relativt) nye Argo-bøjer, der efterhånden udgør et netværk over det meste af havet, og dels satellitmålinger af udstrålingen fra atmosfæren. Målingerne dækker kun perioden 2005-2019, fordi før da havde man ikke Argo-bøjerne. Det viser sig, at resultaterne fra de to metoder stemmer fint overens, se fig. 1.
I følge Dr. Roy Spencer er det et godt stykke arbejde, der er gjort her, men problemet er mediernes totalt overgearede fortolkninger af resultaterne. Der er tale om, at ubalancen er steget fra 0,5 W/m2 (watt pr. kvadratmeter) til ca. 1 W/m2 i løbet af de 14 år. Det skal ses i sammenhæng med den totale ind- og udstråling, der er i størrelsesordenen 235-245 W/m2. Dvs. den observerede stigning er ca. 0,3 %. Det er nok lige lovligt flot at kalde det ”uden fortilfælde”, specielt fordi vi jo slet ikke har tilsvarende målinger fra tidligere perioder.
Dertil kommer, hvad NASA’s artikel selv påpeger, at perioden falder sammen med et skift i PDO, Pacific Decadal Oscillation (Stillehavets Tiårige Svingninger), der går fra én yderlighed til en anden. Netop havenes svingninger er karakteriseret ved, at der udveksles store mængder af energi mellem havene og atmosfæren. Så en stor del af den observerede effekt her skyldes så i virkeligheden et helt naturligt tilbagevendende fænomen.
Så heller ikke denne gang er alarmismen berettiget.
Danish