Klima-galskab

Så har Klimarealisterne fået omtale i selveste Politiken, organet for den højeste oplysning. Det er dog, som forventeligt ikke nogen positiv omgang, tvært imod. Denne gang gik det ud over vores allesammens Jens Olaf Pepke Pedersen (JOPP), medlem af Klimarealismes Advisory Board og flittig bidragyder i debatten på et sagligt videnskabeligt grundlag.

JOPP har for nogle uger siden i Weekendavisen anmeldt en bog af en Naomi Klein, der er canadisk journalist, aktivist og forfatter. Hun har udgivet en bog, der netop er blevet oversat til dansk og har titlen: “Det brænder – Nødvendigheden af en Green New Deal“. Bogen er en samling af essays og taler udgivet i perioden 2010 – 2019, hvor den engelske udgave udkom.

Klein er overbevist om, at jorden står overfor et økologisk sammenbrud. Hertil kommer faren fra racisme og fascisme. Hun opdeler verden i gode og onde folk, de gode er bl.a. Alexandria Ocasio-Cortez, én af politikerne bag the Green New Deal og selvfølgeligt Greta Thunberg, som i følge Klein har superkræfter.

JOPP skriver videre:

Bogen er et kampskrift for de frelste, der allerede er overbeviste om, at kapitalisme, kolonialisme og racisme har ødelagt kloden. Klein spilder heller ikke ordene på at overbevise sine modstandere. Der er langt mellem argumenterne for hendes mange og ofte ganske bizarre påstande, og derfor er det mest fascinerende ved bogen, hvordan hun bliver yderligere bekræftet i sine egne holdningers rigtighed i alt hvad hun ser og hører…

Løsningen på “klimabarbariet” er i følge Klein ikke småtterier som CO₂-afgifter, der er brug for en “gennemgribende bekæmpelse af forurening og fattigdom og racisme og kolonialisme og elendighed, alt sammen på én og samme tid”. Det er for sent at redde vores brændende hus, så løsningen er at bygge et nyt i form af the Green New Deal. Denne er dog i følge Klein ikke ekstrem nok, der skal mere til.

Alt i alt en meget sober og stilfærdig anmeldelse af JOPP, men den fik en skribent på Politiken, Mikkel Krause Frantzen, til at gå helt amok.

Frantzen starter med at omtale en bog, der handler om fremtiden under klimakrisen. Der refereres en episode med en hedebølge, der rammer i Nordindien allerede i 2025. Det bliver bare varmere og varmere, strømmen (fra vindmøller?) svigter, og det bliver så varmt, at folk begynder at dø af det. Og til sidst er alle døde, undtagen bogens hovedperson.

Åbenlyst har Frantzen aldrig besøgt de varme lande og oplevet hvordan det er, når det bliver varmt. Der er altid en øvre grænse for temperaturen – og den er langt fra, hvor folk dør af det, og hver nat køler det ned igen. Så meget ekstra CO₂ vil der heller ikke være i atmosfæren i 2025, at det på nogen måde kan blive væsentligt anderledes. Tilbage til Frantzen:

Ovennævnte bog er efter hans mening et dybt realistisk værk… Det fremtidsscenarie … er et uhyggeligt sandsynligt scenarie. Det er ikke det pure opspind, det kommer med garanti til at ske: At visse dele af kloden vil være så varm og så fugtig, at mennesker ikke kan bo der, leve der. Allerede nu rammes vi af hedebølger, der slår mennesker ihjel.

Men så har vi de såkaldte klimarealister, som JOPP, “klimakompagnon med Bjørn Lomborg”. Frantzen omtaler anmeldelsen af Naomi Kleins bog i Weekendavisen og citerer JOPP for udtalelsen, at Klein prædiker for de frelste og ofte kommer med ganske bizarre påstande. JOPP bliver også citeret for tidligere udtalelser om at klimadebatten er præget af “alarmisme” og at dommedagsscenarier om klodens snarlige undergang har skabt en kollektiv klimapsykose.

Frantzen fortsætter: Men hvis der er én, der ikke er realistisk, er det Pepke Pedersen. Hvis der er én, der ikke har set realiteterne i øjnene, er det ham (ikke Klein & Co.). Behøver jeg at nævne fossile brændstoffer, plastik, forurening, affald alle vegne? Behøver jeg at nævne madspild (900 ton [sic] om året), ….? Nej vel?

Vi har ikke brug for den slags falsk realisme. Vi har brug for forfattere som Klein… Hvis de slår alarm, er det, fordi tingenes tilstand er alarmerende. Hvis de skriver science fiction, er det fordi vores nutid minder om scifi. Og hvis de også og på samme tid tillader sig at være utopiske, er det fordi vores overlevelse afhænger af det.

Det er jo fantastisk at al saglighed kan kastes over bord. Naomi Klein er aktivist mere end noget andet, og har absolut ingen indsigt i tingene (lige som Greta). Hun bliver så totalt ukritisk fulgt af typer som Frantzen, der formentligt også er helt blank og bare løber efter propagandaen. Det skræmmende ved det hele er, at jo flere der går samme vej, jo tættere kommer vi (dvs. vores politikere) på at forsøge en storstilet “grøn omstilling” og den er dømt til at ende katastrofalt, politisk og energimæssigt.