Lidt perspektiv hjælper

• Dette er et debatindlæg på Klimarealisme. Det udtrykker skribentens holdning .
  Bragt af Karl Iver Dahl-Madsen

Lars Tvede har bragt denne ætsende kommentar – på sin FB-væg – til den konstante strøm af fejlslåede dommedagsprofetier:

En af de få fordele ved at blive ældre er, at man får en vis mønstergenkendelse. Eksempelvis vedrørende katastrofeteorier og massepsykoser.

Da jeg var lille, var der enorm panik vedrørende, at vi ville løbe tør for ressourcer. I 1968 udgav Paul Ehrlich eksempelvis best-seller bogen The Population Bomb, hvoraf det fremgik, at ”et minimum på 10 millioner mennesker, og især børn, vil dø af sult hvert år i 70erne”. For USA beregnede Erhlich mere specifikt, at ”65 millioner” amerikanere ville sulte mellem 1980 og 1989, samt at landets befolkning i år 1999 ville være faldet til ”22,6 millioner.” Mange andre bøger forfulgte samme tema. Og de solgte som varmt brød.

Den 4. Maj, 1969 holdt Nobelpristageren George Wald en tale på MIT, hvor han blandt andet sagde:

”… der er en udbredt forventning om hungersnød i et hidtil uset omfang i mange dele af verden. Eksperterne har en tendens til kun at afvige i deres skøn over, hvornår denne hungersnød vil begynde. Nogle mener i 1980, mens andre tror, at det kan udsættes til 1990; de færreste forventer, at det ikke vil være opstået i år 2000.”

Eksperterne var enige; the science was settled. Der ville komme global hungersnød. Død og masseudslettelse. Frygteligt!

Men det var ikke blot fødevarer, der ville løbe tør. Millioner af mennesker købte ligeledes bogen Limits to Growth fra 1972 (Grænser for Vækst på dansk), hvor der stod, at vi ifølge videnskaben ville løbe tør for industrimetaller og energi. Hvornår? Sådan ca. i 1990erne ifølge deres pessimistiske model, og i deres mest optimistiske estimat omkring nu. Det lød forfærdeligt, og da bogen var baseret på forskningsarbejde på et af verdens førende universiteter, nemlig MIT, og da forfatterne var forskere, måtte det være sandt. Udgiveren ledsagede bogen med disse ord:

“Vil dette blive den verden, jeres børnebørn vil takke jer for? En verden, hvor industriproduktionen er sunket til nul. Hvor befolkning har lidt en katastrofal tilbagegang. Hvor luft, hav og land er forurenet, så det ikke kan genoprettes. Hvor civilisation er et fjernt minde. Det er denne verden, computerne forudsiger.”

Læserne i 1972 har vel mange børnebørn nu, så det er i dag, deres civilisationer skulle være udslettede.

I 1970 forudsagde Harrison Brown, som var medlem af USA’s National Academy of Sciences i en artikel i Scientific American, at verden ville være løbet tør for bly, zink, tin, gold og sølv i 1990. Samme år skrev Earth Day stifteren Denis Hayes, at ”Civilisation vil ophøre inden for 15 eller 30 år med mindre der bliver lavet omgående indgreb over for menneskehedens problemer.”

Virkelig skræmmende, og især kan man forestille sig utallige børn, der har grædt sig selv i søvn over den forfærdelige fremtid, eksperterne forudsagde for dem. Hungersnød, energimangel, slut på industrimetaller og udslettelse af civilisation.

Imidlertid er vi hverken løbet tør for fødevarer, metaller eller energi, og faktisk er realpriserne på det hele faldet, samtidig med at verdens befolkning er fordoblet, og dens velstand er voldsomt forbedret. Og ligeledes samtidig med, at antallet på kloden, der er klinisk overvægtige, for første gang nogen sinde er blevet større end antallet af undervægtige.

Men så skiftede fokus til istids-panikken. Peter Gunter fra North Texas State University udtalte i 1970, at hele verden undtagen Vesteuropa, Nordamerika og Australien grundet kommende menneskeskabt istid ville have hungersnød i år 2000. Årsagen var luftforurening. I 1971 skrev Washington Post, at “.. jordens gennemsnits-temperaturer kan falde med seks grader. Fortsatte udledninger over 10 år kan være nok til at starte en istid.”

En istid! Katastrofe!!

I 1974 kommenterede New York Times tilsvarende om nedkølingen at:

“… de mest optimistiske eksperter anser det for næsten helt sikkert, at vi vil få betydelig fald i vores høstudbytter inden for det næste 10-år. Hvis politikere ikke tager højde for denne kommende katastrofe, vil ”massedød via sult og sandsynligvis anarki og vold” blive resultatet.”

I 1978 kunne man læse i New York Times, at ”Et internationalt hold af specialister har konkluderet fra otte klimaindeks, at der ikke er nogen ende i sigte for de sidste 30 års nedkølingstendens, i det mindste for den nordlige halvkugle”.

Samtidig var pressen fuld af historier om ekstreme vejrbegivenheder, som angiveligt var udløst af menneskeskabt nedkøling, fordi luftforurening blokerede solskin, og fordi koldere vejr var mere ustabilt.

Men istiden udeblev. Faktisk begyndte temperaturerne istedet at stige.

I starten af 80erne skiftede fokus derfor til bl.a. syreregn. De fleste af Europas skove var nu angiveligt døende og kunne ikke reddes, lød ekspertenes dom. Skovdøds problemet fyldte nu forsiderne på en række af verdens mest prominente tidsskrifter.

Men skovene døde ikke, og reelt steg Europas skoves biomasse en del under panikken, og det er den i øvrigt fortsat med lige siden. Faktisk er verdens samlede grønne biomasse steget med ca. 0,4% årlig siden 1980erne. Ja, verden grønnes hastigt.

Og sådan kan jeg fortsætte. I 1980erne var det bl.a. DDT, man flippede ud over. Dette blev så over en lang årrække forbudt, hvilket formentlig har ført til 40-60 millioner ekstra dødsfald af malaria. Man har nu genindført det. Tesen var i øvrigt, at det gav kræft, men undersøgelser har indikeret, at det tværtimod forebygger kræft.

Så var der Y2K katastrofen, hvor computere verden over ville stoppe nytårsaften år 2000, hvilket fik centralbanker til at pumpe milliarder ud i systemet for at forebygge en depression. Men nytårsaften skete der stort set intet.

Og der var ko-galskab, som skulle dræbe millioner, hvilket på ingen måde skete. Og atomkraft, som til dato ifølge statistikkerne har været verdens suverænt sikreste energiform – modstanden imod atomkraft førte til en massiv stigning i brugen af kul, som rent faktisk har dræbt millioner. Folk, der døde grundet den irrationelle angst for atomkraft.

Og så videre og så videre. Panik efter panik. Hele tiden og uden ende. Eksempelvis over den enorme (ikke-eksisterende) plastik-ø i Stillehavet. Den seneste er, at verdens insekter er ved at uddø (det er de ikke).

Og nu har vi så også en panik om global warming, som tager udgangspunkt i, at klimaet for ca. ottende gang de sidste 12.000 år som en del af sin vedvarende zig-zag bevægelse i et bredt interval er begyndt at stige fra bunden af intervallet og således nu har nået nogenlunde gennemsnittet for, hvad det har været i hele denne periode. En del af årsagen, siger de fleste eksperter, er at indholdet af CO2 er steget med 0,013% af atmosfæren.

Det skal nok passe, at CO2 stigningen har bidraget, selvom godt 0,1 promille jo ikke er meget.

Men verden “koger” ikke. Vi er ej heller på uset høje temperaturer; faktisk er de ret behagelige og normale. Når pressen skriver, at temperaturer er “highest on record” betyder det reelt “de højeste siden 1980erne”, hvor man lige var kommet ud af istids panikken. For det var der, man begyndte at måle med termometre og satellitter.

Og temperaturerne er i dag ikke så høje som f.eks. i 1086, hvor normannerne kortlagde en række vingårde i England; endsige så varme som i Romertiden hvor man vandrede gennem isfri pas, hvor isen idag til stor panik trækker sig tilbage. Eller som for 6-8.000 år siden, hvor det var væsentlig varmere end nu.

Så igen: Jeg foreslår at tage perspektivet med. Og at spise lidt is til. Og hvis det ikke er nok, så læs gerne bogen “Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds”. Den blev skrevet i 1841 af Charles MacKay men forekommer mig idag mere aktuel end nogensinde.