Er der en voksen til stede?

• Dette er et debatindlæg på Klimarealisme. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning

I de seneste par uger har kravet om at redde klimaet og handle nu lydt højere og højere. Kun ganske få – og de kommer næsten ikke til orde – stiller spørgsmål om rigtigheden og fornuften i disse. Hvorledes er det kommet så vidt?

Af Jens Robdrup

Er der en voksen til stede spurgte vores tidligere statsminister for ikke så længe siden i anden anledning end klimaspørgsmålet. Samme spørgsmål kan stilles nu og er mere berettiget end nogensinde før. Svaret er negativt og i stedet har vi set børn og teenagere, anført af den nye klima superstar, Greta Thunberg give voksne besked. Hun modtages i audiens af Paven i Rom, hun mødes med præsidenter, taler til EU-parlamentet, modtages af B Obama, hyldes af Al Gore og adresserer FN’s generalforsamling.

Samtidig udspyr alskens universiteter og forskningsanstalter og FN afdelinger rapporter og forskningspapirer, der næsten alle som en fortæller os, hvor slemt det står til på alle parametre og hvor katastrofal fremtiden vil blive, hvis der ikke handles nu.

De vestlige skurke

Synderen er den vestlige civilisation og dens industrialisering, som skabte vores nuværende liberale og kapitalistiske samfund, der har bevirket at vi alle taget under et, lever i den bedste verden i menneskehedens historie.

Den forårsagede også øget udledning af kultveilte (CO2), der igen, påstår ”videnskaben” øger jordens gennemsnitstemperatur. Og så kommer alle ulykkerne og måske når vi et ”tipping point”, der medfører vores udslettelse.

Igen må man spørge: er der en voksen til stede?

Men hvorledes er det kommet så vidt, at der ikke er nogen voksen til stede, der kan sige er fornuftens ord? Hvorledes gik det til, at alverdens ledere, det politiske establishment, det bedre borgerskab og alverdens børn aktivt arbejder for en grøn revolution?

Vi skal have børnene med os

Det er resultatene af en bevidst strategi, som vi nu oplever kulminationen på.

ICPP’s mangeårige formand, inderen Rajendra Pachauri foreslog for mange år siden, at ”det skal have topprioritet at satse på børnene for at afstedkomme en samfundsmæssig forandring og ved at gøre børn opmærksomme på klimaforandringerne vil det være muligt at få dem til at skamme deres forældre til at gøre det rigtige.”

UNICEF udsendte en håndbog om uddannelse i klimaforandringer, der skal hjælpe børn til at blive ”agenter for forandring.” (www.unicef.org.publications/files/CFS_Climate_E_web.pdf.)

Den daværende engelske premierminister, Tony Blair, sagde 14. september 2004 til The Guardian: ”vedrørende klimaforandringer, så er det forældrene, der skal lytte til deres børn.”

Herhjemme fulgte man trop: I den officielle 4 minutters lange åbningsvideo  for COP 15 i 2009 spiller en lille pige hovedrollen og slutscenen viser en gruppe børn, der bønfalder: ”Please help til world” efter man i dramatiseret form har set, hvilke forfærdende og skræmmende konsekvenser, det vil have, hvis de tusindvis af delegerede ikke handlede. Og undervisningen i klimaforandringer har siden fundet sted i så godt som samtlige skoler i den vestlige verden og vel at mærke i den autoriserede ortodoksi.

Miljøorganisationer og NGO’r fulgte trop og tog føringen. Man holdt sig ikke tilbage og selv julemanden blev taget til indtægt af Greenpeace.

Propagandaens mange virkemidler

Oplysningen har taget form af propaganda, som vi har været udsat for i mere end et årti.

I en nylig udkommet bog ”The green new deal and Climate Change, what Y need to know” af Lynne Balzer og som kan fås på Amazon fortælles om de propaganda metoder, der anvendes.

Man går efter manden i stedet for bolden. Det kaldes ad hominen. Det udfolder sig ved, at man bliver kaldt klimabenægter eller ved at man angriber deres professionelle virke.

Man forvansker en skeptikers argumenter og angriber vedkommende, der så først skal tilbagevise de forvanskede udtalelser og derved stilles i et dårligt lys som om han ikke vedstår eller fortryder.

Videnskabelig konsensus fremføres ustandseligt og forskere ligesom almindelige mennesker vil gerne være blandt flertallet og ikke stå udenfor og blive betegnet som benægtere.

Man udnytter, at folk ikke har den store videnskabelige indsigt. Derfor appelleres til eksperterne, som vi skal tro på uden at vi får at vide, at der er  tvivlende opfattelser fra andre eksperter.

 Der appelleres til autoriteter. Videnskaben har talt og som vore nye klimaminister siger, så kan man ikke diskutere med videnskaben.

Man flytter fokus fra global opvarmning på grund af menneskabte udledninger af CO2 til klimaforandringer. Det skete omkring 2004, da temperaturerne ikke steg som de skulle ifølge computermodellerne. Det var dygtigt gjort for klimaforandringer sker og har altid hændt, men nu blev det lig med at det skyldes øget CO2 udledning på grund af vor vestlige levevis.

Global opvarmning blev til klimaforandringer. Og enhver vejrforteelse som f. eks. en langvarig hedebølge i Europa og en orkan i USA  blev udråbt som bevis på klimaforandringer, underforstået forårsaget af menneskeskabt global opvarmning.

Det var et nærmest genialt træk af klimakonsensusfolkene. For ingen bestrider, at der sker klimaændringer og at de altid er hændt, men nu blev de automatisk forbundet med den øgede udledning af CO2 og det var den vestlige verdens industrialisering og brug af fossile brændstoffer, der fik skurkerollen.

 Men næsten al propagandaen spiller på følelser som frygt, skyld og medfølelse. Vi skal føle os skyldige for den frygtelige verden, vi overleverer til vores børn og børnebørn (hvis vi ikke handler nu) og vil vi ikke gerne kunne se vores børn og børnebørn i øjnene?

Og isbjørnene, der var ved at uddø pga. ja klimaforandringer. For ikke at tale om alle de andre af jordens arter, der stod i fare for at uddø pga.  klimaforandringer.

For hvert år og for hver IPCC rapport blev vores fremtidsudsigter beskrevet i  stedse mere sorte vendinger.

Senest er klimaforandringer blevet til klimakrise og klimakatastofe.

Propagandaen fik succes

Vore børn og børnebørn ser også tv, er på de sociale medier og bliver undervist i skolerne om disse skrækkelige udsigter. De er blevet påvirket i en sådan grad, at man nu taler om klimaangst hos børn og mange må have psykologhjælp.

Greta Thunberg og med hende millioner af børn er ofre. Som Pia Kjærsgaard har sagt om alt dette: Lad dog børn have lov til at være børn. Men nej, man har indoktrineret en hel generation af børn, koldt og kynisk, for børn og teenagere bliver voksne og så er de allerede indpodet med de korrekte opfattelser ifølge den herskende klimakonsensus.

Al Gore og Hitler

Al Gore, tidligere vicepræsident i USA og nobelpristager for sin indsats for at redde ”klimaet,” har prist, at ”Hundrede tusinde af unge mennesker i over 120 lande kæmper for deres fremtid. Da de strejkede og ikke gik i skole talte de med en stemme og gav os et budskab til verdens voksne. Gør noget med  klimaet nu. Jeg mangler ord til at udtrykke den glæde og stolthed, jeg føler ved at se disse tapre unge mennesker sige deres mening. Jeg takker jer”.

En af Greenpeace stiftere, Patrick Moore, som siden har forladt dette NGO, siger: ”Fatter I det ikke, det er fascisme. I bruger uskyldige børn til at fremme jeres agenda. Og det er psykologisk børnemishandling. Det kaldes normalt hjernevask. Og i er skyldige i det. Mao ville være stolt…”

Der er også andre, der ville være stolte. ”Vort folk bliver kendeligt mere disciplineret, mere rankt og mere uforfærdiget, og det er de unge, der er foregangsmænd”. (Adolf Hitler 1935)

Jens Robdrup er journalist og forfatter til bogen, ”Kejserens grønne klæder, em appel til vore sunde fornuft.”