Klimatavshed

Landets store medier gør alt, hvad de kan for at undertrykke enhver form for klimarealisme. De offentliggør i store mængder af artikler og indslag om klimakrisen og den skadelige CO₂. Der rejses ingen tvivl om ”den grønne omstilling” – hvorvidt den overhovedet er realistisk. Seneste udslag af dette er de to energiøer, der med stor fanfare blev vedtaget i Folketinget, og som vores statsminister senest har reklameret med (og fået ros for) på Joe Bidens virtuelle klimatopmøde for nyligt.

TV-medierne, DR og TV2 kører 100 % med på klimavognen og har, så vidt undertegnede ved, aldrig bragt et kritisk indslag af nogen art.

Blandt aviserne er der nogle få undtagelser. Weekendavisen bragte for godt en uge siden en lang omtale af Klimarealismes bog ”Klimaplan 2030”, der jo kaster et kritisk blik på den grønne omstilling og konkluderer, at den er umulig med vores nuværende og forventede teknologi. Artiklen var skrevet at journalist Frede Vestergaard, der er pensioneret. Der har ikke ind til nu været nogen reaktion på den.

Berlingske har i de seneste måneder trykt et par indlæg af Bjørn Lomborg, det gør man nærmest af pligt, og ingen følger op på budskaberne bagefter. Ole P. Kristensen har også været fremme med et par indlæg om vanskelighederne ved den grønne omstilling, de er ligeledes mødt med tavshed. Kristensen er fast skribent på avisen og får vel derfor længere snor end andre. Vi andre har forsøgt os med forslag til kronikker eller længere indlæg, de er alle blevet afvist uden begrundelse.

Til gengæld trykte Berlingske for nyligt med stor fornøjelse en kronik af Jens Hesselbjerg Christensen og Sebastian H. Mernild, hvor konspirationsteorier om covid-19 og klimaet blev blandet godt og grundigt sammen. Om klimarealisterne kunne man læse følgende:

Vi står midt i et udbredt problem med udfordringer for fremtiden, fulgt af vores forståelse af at kunne regne på fremtidens klima (ved hjælp af klimamodeller) og alligevel give robuste udsagn på trods af en række usikkerhedsmomenter. I vores samfund er der en udpræget tillid til videnskaben, og samtidig har vi overordnet tillid til transparente internationale organer, herunder FN. Derigennem er der også tillid til FN’s klimapanel (IPCC).

Klimamodellernes fremskrivninger af klimaets sandsynlige udvikling anfægtes stadig (uden videnskabeligt grundlag), hvilket er et essentielt element i klimabenægternes argumentation og præsentation af klimadebatten (for eksempel klimarealisme.dk). Kritikken spiller ingen rolle i den sammenhæng, da FN’s klimapanel i stor detalje har vurderet både styrker og svagheder ved disse fremskrivninger.

FN’s klimapanel er ligeledes kommet frem til, at modellerne leverer det mest realistiske bud på fremtidens klimaudvikling, vi er i stand til at levere.

Det fik Klimarealismes Karl Iver Dahl-Madsen på banen. Han skrev til Berlingskes debatredaktør og anmodede om at få bragt et svar, da ”klimabenægtere” jo ikke er noget pænt udtryk – det smager lidt af ”holocaustbenægtere”, hvilket næppe er tilfældigt fra afsendernes side.

Karl Iver fik så lovning på at Klimarealisme kunne få bragt et indlæg på 1000-2000 anslag. Et forslag blev fremsendt, hvori der gøres opmærksom på, at klimamodellerne regner forkert – det har IPCC selv medgivet, og den fremtidige temperaturstigning bliver groft overvurderet. Det betyder så igen, at de tiltag, der er på bordet, formentligt er langt alvorligere og dyrere, end hvad der er nødvendigt. IPCC selv skønner ikke, at omkostningerne ved et par graders temperaturstigning vil være særligt alvorlige, og langt mindre end den vækst i velstand, vi kan forvente frem mod år 2100. Det er jo også hvad økonomen William Nordhaus har påpeget (og med ham Bjørn Lomborg). Vi mener således ikke, at der er nogen klimakrise og at den grønne omstilling, baseret på urealistisk teknologi, kun vil føre til katastrofale resultater. Her var der så indflettet en henvisning til bogen ”Klimaplan 2030”.

Debatredaktøren svarede og ville gerne have indlægget til at fokusere på udtrykket ”klimabenægter”. Efter en omgang mere, kom han tilbage med sit forslag til ”vores” indlæg. Han brugte en del plads på vores protest mod udtrykket “klimabenægtere” og nævnte derefter IPCC’s skepsis over for klimamodellerne. Her bad han os om et ordret citat fra IPCC. Han nævnte endvidere Roy Spencers kommentarer til modellerne. Endeligt lidt om vigtigheden af at kende den nøjagtige temperaturstigning, før man tager stilling til hvor meget af den grønne omstilling, der bliver nødvendigt.

Væk var henvisningerne til økonomien og den udtalte tvivl om nødvendigheden af en meget vidtgående grøn omstilling. Omtalen af bogen ”Klimaplan 2030” var ikke med.

Karl Iver stod fast og det endelige indlæg, der blev bragt som læserbrev søndag d. 25/4 blev følgende:

I kronikken i Berlingske 20. april fremhæver Jens Hesselbjerg og Sebastian Mernild modeller fra FNs klimapanel, IPCC, som et godt redskab til at fremskrive Jordens temperaturudvikling.

Man kan godt bruge modeller til at sige noget om Jordens fremtidige tilstand, men det kræver, at modellerne regner rigtigt, og det gør de ikke ifølge IPCCs egen rapport om evaluering af klimamodeller, hvori det hedder: »Analysen af alle modellernes resultater afslører, at 111 ud af 114 beregninger viser en trend for den globale middeltemperatur, der er højere end trenden i temperaturobservationerne for perioden 1998-2012«.

Nyere sammenligninger viser det samme. I en artikel fra juni 2020 konkluderer meteorolog Roy W. Spencer for eksempel, at modellernes temperaturer er cirka 50 procent for høje.

Og hvad så? Jordens temperatur stiger, og vi må gøre noget? Jovel, men det er afgørende for de politiske beslutninger, at man har et retvisende bud på, hvor stor temperaturændringen bliver. Ellers er det ikke muligt at vurdere, hvor store de eventuelle negative virkninger af klimaændringer bliver og dermed af proportionaliteten af den »grønne omstilling«.

IPCC siger herom i en rapport fra 2014, at den økonomiske konsekvens af temperaturændringer op til en grad kun vil medføre en nedgang i det globale BNP på 0,2-2 procent. Selv ved en højere temperaturudvikling vil nedgangen i BNP være på cirka fem procent på et tidspunkt, hvor vi mennesker er ti gange rigere.

Nobelpristageren William Nordhaus siger videre, at op til en stigning på 3 grader vil den »grønne omstilling« med de forkerte midler vi bruger nu være meget dyrere end konsekvensen af klimaændringer.

Foreningen Klimarealisme »benægter« ikke, at der er klimaændringer i gang, og at menneskene har del i disse, men vi afviser, at der findes en »klimakrise« og fastholder, at der er rigtig mange globale samfundsudfordringer, der er vigtigere end, at det måske bliver lidt varmere om 100 år.

Karl Iver Dahl-Madsen, Søren Hansen og Henrik Svensmark, foreningen Klimarealisme

Henvisningen til bogen ”Klimaplan 2030” kom dog ikke med, selvom debatredaktøren havde lovet det.

Læserbrevet er stadigvæk ikke at finde på Berlingskes hjemmeside, så vi ved ikke, om referencerne er med der.

Hele forløbet har været interessant, og man fornemmer, at Weekendavisens Frede Vestergaard har ret, når han skriver:

Er meningskorridoren for smal, hvis journalister ikke tør spørge om, hvad alle har på læben, af frygt for at sætte sig uden for det gode selskab i kantinen? Har Greta Thunbergs klimakampagne for et par år siden gjort journalister bange for at blive anset for klimafornægtere, hvis de skriver og rapporterer om kritik af de planer og beslutninger, som politikerne har vedtaget for at reducere CO₂-udledningen?