Klimarealisme i medierne, Ny Teknologi

Geoengineering

Geoengineering, hvor man på forskellig vis vil dæmpe indstrålingen fra solen og dermed køle jorden, er blevet omtalt her på siden flere gange. Skrækken for en grads temperaturstigning og tvivl om, hvorvidt vi hurtigt nok kan begrænse stigningen i atmosfærens CO2-indhold, fører til opblomstringen af alle mulige (og umulige) ideer.

De hyppigst foreslåede ideer er at sende små partikler op i atmosfæren, hvorved de vil bortkaste (reflektere) noget af lyset fra solen, så det ikke rammer jorden og medvirker til opvarmning. Herved kopierer man det, der sker, når der er store vulkanudbrud, hvor kolossale mængder af partikler sendes op i atmosfærens øvre lag, og hvor man bevisligt har registreret en forbigående sænkning af temperaturen.

Et bud er at bruge svovldioxid, som vil efterligne det, vulkanerne udsender. Men andre muligheder er f.eks. kalkpartikler (de er jo hvide), eller som et mere sindssygt påhit, små kunstige diamanter.

Geoengineering vil ifølge vedlagte artikler næppe være nok til at holde jordens temperatur nede, så ifølge forfatterne er der stadigvæk brug for at bygge en masse vindmøller og solceller. Men interessant nok påpeges det, at geoengineering formentligt vil være en billigere og teknisk mere farbar løsning end f.eks. opsamling og lagring af CO2. Det er så uvist, hvordan man opgør omkostningen. Er det pr. grads temperatursænkning?

Den nyeste af de to artikler udtrykker dog store betænkeligheder ved geoengineering. Det påpeges, at indvirkningen på diverse økosystemer ikke er kendt, og der kan sagtens være uforudsete negative konsekvenser. Ét problem ved nedkølingen er, at den kan tænkes at blive fordelt ujævnt på kloden, således at nogle områder bliver meget koldere end andre. Dertil kommer naturligvis mulige ændringer i nedbør og i den ultraviolette stråling.

Utilsigtede klimaændringer er nok det mest valide argument. Vi aner ikke, hvad der vil ske med f.eks. de globale havstrømme og andre vejrmønstre, hvis vi for alvor gik i gang med at dæmpe solens lys. Det kan betyde regn eller tørke på de forkerte områder.

Men hele ideen om, at en gennemsnitstemperatur på 1 grad mere end nu skulle være katastrofal for naturen, er jo indlysende nok noget vrøvl. De fleste naturområder oplever meget store svingninger i temperatur, mellem nat og dag og fra årstid til årstid, og det klarer naturen jo fint. Vores gennemteoretiske globale temperaturindikationer betyder vist meget lidt set på den baggrund.

https://phys.org/news/2020-07-geoengineering-partial-solution-climate.html

https://phys.org/news/2021-04-sun-reflector-earth-scientists-explore.html

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Oluf Johnsson, MEd CPE, dupl. AE, BSc. med..

    Tak Søren Hansen.
    Medierne og politikerne skal oversvømmes med sådanne korte men klare kommentarer med referencer. Og så skal vi blive ved med at bore og afæske dem svar!!!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*