I mudrede vande

Dette er et debatindlæg på Klimarealisme. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning

Bragt af Karl Iver Dahl-Madsen, med tilladelse fra Jesper Bartholdy & Weekendavisen

Af Jesper Bartholdy, lektor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, bragt i Weekendavisen, uge 34

Hermed et par bemærkninger til den klimadebat, der er opstået i denne sommers agurketid, og specielt til indlægget »I rørte vande« i Weekendavisen 19. juli. Der fremføres her, af Sebastian Mernild, en kritik af hans forskerkollegaer Johannes Krüger og Jens Morten Hansen, som jeg mener er underlødig.

Først og fremmest synes jeg ikke, man kan være bekendt at imødegå kollegaers legitime faglige holdninger med en henvisning til deres alder og arbejdsmarkedstilknytning.

Jeg synes heller ikke, det er i orden at argumentere for sit synspunkt med en bemærkning om, at opponenten »ikke er ekspert«. Det lyder i betænkelig grad, som om man allerede i første runde mangler argumenter. Det er simpelthen så langt under bæltestedet, at Sebastian Mernild burde skamme sig.

Der er i løbet af debatten også opstået et spørgsmål om, hvad en rigtig klimaforsker er. Her kunne der med en vis ret gøres opmærksom på, at Sebastian Mernild har samme universitære baggrund som Johannes Krüger. At Sebastian Mernild over night skulle være blevet »blandt den håndfuld, som herhjemme forsker i atmosfærens fysiske processer«, er nyt for mig.

I øvrigt er der, som skrevet i artiklen, gået inflation i begrebet klimaforsker. Mange, som forsker i konsekvenserne af klimaforandringer, tages efter min mening uberettiget med. Forskere, som med rette kan bære betegnelsen, er naturvidenskabsfolk, der seriøst har beskæftiget sig med emnet.

Det gælder for eksempel de tre omtalte i artiklen: Sebastian Mernild, der har beskæftiget sig med afstrømning fra indlandsisen, Johannes Krüger, der har beskæftiget sig med gletsjeres udbredelse og morfologiske aftryk, og Jens Morten Hansen, der har beskæftiget sig med fortidens havspejl på baggrund af niveauet af strandvolde på Læsø. De har alle klimatologi som en del af deres basisuddannelse. Ud fra hver sin interesse er de blevet sporet ind på spørgsmål om klimaets gøren og laden, og de er alle trænet til at analysere naturvidenskabelige fænomener og dataserier.

Dataserier er der kommet ganske mange af som følge af de senere års fokus på klimaforandringer. De er lettilgængelige, blandt andet med hjælp fra en anden kollega, Ole Humlum, der med hjemmesiden http://climate4you.com/ har gjort og stadig gør et stort arbejde for, at alle skal kunne skelne fup fra fakta i klimadebatten.

I Danmark har vi videnstørke på klimaområdet. Tilsyneladende er der, som også påpeget af Jens Morten Hansen, ingen videnskabsjournalister, der interesserer sig for den voldsomme debat, der hersker uden for landets grænser, og i den videnskabelige litteratur om årsagerne til de klimaændringer, vi observerer.

Skulle nogen være fristet til en hurtig indføring heri, kan de blot søge på YouTube under »Lindzen, climate«. Richard Lindzen er en videnskabsmand, som har gjort det til sin opgave at beskrive kompleksiteten i klimasystemet. Hans anerkendelse som fysiker af den type, der studerer fysiske processer i atmosfæren, tror jeg ikke, nogen vover at anfægte.

Lindzen har blandt andet gjort opmærksom på den interessante atmosfærefysiske lovmæssighed, at en drivhusopvarmning af kloden kræver, at der i atmosfæren omkring ækvator i cirka 10-12 kilometers højde kan måles den største opvarmning.

Da helt neutrale målinger viser, at der i denne del af atmosfæren ingen opvarmning er (som også fremført i den aktuelle debat), var det så ikke mere ordentligt for eksempel at tage fat på dette tilsyneladende paradoks end at skælde kollegaer ud for at være inkompetente.

Til slut lige en bemærkning til ovennævnte artikels berøring af »god klimakommunikation«. Kristian Hvidtfelt Nielsen, der ellers indtager en relativt fornuftig »ro på«-holdning, udtaler, at »hvis man giver de uenige for meget taletid, risikerer man at skævvride fremstillingen af, hvordan forskere samlet set ser på klima«. Det er en meget farlig holdning.

Man kan ikke stemme om videnskabelige problemstillinger. Vores historie er fyldt med fatale beslutninger fra »de flestes« side, som har gjort ubodelig skade.

Et godt eksempel herpå er den videnskabelige konsensus omkring racefordomme i starten af 1900-tallet eller vores umenneskelige »videnskabeligt funderede« behandling af psykisk syge, eller blot utilpassede eksistenser helt op til midten af 1900-tallet. Videnskabelig konsensus skal altid udfordres, og det bør ske med argumenter.

Videnskabsjournalisternes larmende tavshed om, at jordklodens temperatur ikke steg, men faldt en smule i tiåret mellem 2003 og 2013, står i skærende kontrast til, at det jævnligt fremføres, at det »aldrig har været varmere end netop nu«, et forhold der ikke burde undre nogen, da vi jo er i en periode under generel opvarmning efter den lille istid.

Den sluttede ved udgangen af 1800-tallet, og den er der nok ingen af os, der ønsker tilbage.

Ikke desto mindre mener anerkendte britiske solforskere, at det sker om få år. Hvorfor er der ingen videnskabsjournalister, der har spurgt klimaforskerne om det?

Det er, som om de sorterer på baggrund af holdninger i deres vidensformidling. Det er ikke i orden! Vi har i sandhed videnstørke på klimaområdet i Danmark.