Er Dansk klimapolitik et godt eksempel?

Af Rasmus Toft-Petersen

Man havde ligesom forventet et storslået klimaudspil i det nye regeringsgrundlag. Klimapolitikken er trods alt en af de få ting partierne bag regeringsgrundlaget er nogenlunde enige om.

At reducere udledningerne med 70 % i forhold til 1990 bliver en stor opgave, da man skal til at omlægge de dele af energisektoren hvor alternativerne er få og dyre. Det er bare der hvor kæden hopper af, i mine øjne. Argumentationen for at vi skal være så ambitiøse i Danmark er mildest talt tynd. For det første vil en del af reduktionen ligge indenfor kvotesektoren, hvor Danmark kommer til at bruge en masse penge på at gøre det billigere for andre lande i EU at udlede CO2. For det andet, er Danmarks udledning ubetydelig i global sammenhæng.

Standardargumentet mod Danmarks ubetydelighed er, at vi ved at være ambitiøse, sætter et godt eksempel til efterfølgelse for andre lande. Det kan jeg virkelig ikke se giver særlig god mening. Fællesnævnerne for de mest klimarelevante lande – Kina, Indien, Indonesien, Brasilien osv – er at de har store befolkningstal, lave indkomster og kraftigt stigende energiforbrug.

Hvad der er acceptable klimaposter i en danskers budget, er helt umuligt at leve med for en inder. Og selv hvis de klimarelevante lande havde råd, er Danmarks løsning ikke teknisk eksportérbar. Vi har brugt 25 år på at få 9 % af vores energiforbrug fra vindenergi, hvilket kun lader sig gøre fordi vi er omgivet af storproducenter af elektricitet, der både kan og vil handle med os.

Vi har brugt 25 år på at få 9 % af vores energiforbrug fra vindenergi

Vi bruger norsk vandkraft, svensk atomkraft og tysk kulkraft når vinden ikke blæser. Det er nemt for os, men hvor skal Kina importere 1.000 GW elektricitet fra? Den største post i Danmarks grønne portefølje udgøres af biomasse, hvoraf vi importerer halvdelen fra udlandet. Vi har planer om at omlægge det danske landbrug til at producere mere biomasse, ved at ofre afgrøder som raps og dermed give det danske landbrug to formål – at producere både mad og energi. Det er svært at se en dårligere idé blive implementeret på global skala, især hvis man bekymrer sig om biodiversitet.

Til sidst lægges der ikke skjul på at der selvfølgelig vil være en kæmpe sidegevinst, når vi bruger danske virksomheder i omlægningen af energisystemet. Altså en slags virksomhedsstøtte.

Den provinsielle cirkel er nu sluttet – en grøn omstilling, konstrueret af danskere, til danskere

Den provinsielle cirkel er nu sluttet – en grøn omstilling, konstrueret af danskere, til danskere. Ville man virkelig gøre noget for klimaet, skulle indsatsen sættes ind uden for grænserne. Der hvor de lavthængende frugter ikke er plukket endnu. Man kunne ændre kvotesystemet (eller købe kvoter), man kunne støtte en omlægning og effektivisering af kulbaserede elsektorer som den kinesiske eller polske, støtte energieffektivt boligbyggeri og bilkøb i den tredje verden og presse på for en CO2-skat. Eller ethvert andet tiltag, der gør det mindre attraktivt for de fattigste at brænde kul og olie af. Det er ikke en klimapolitik vi kan pynte os med, da vores egne statistikker ikke vil være så imponerende.

Men mener man det alvorligt, at klimaforandringer er et globalt problem, der lige nu bliver løst for langsomt, bør pengene bruges så effektivt som muligt. At vi brænder en masse penge af i den tro at giganterne vil efterligne os, er lidt for naivt.