Af Erling Petersen
Indlægget er en opdatering af et indlæg der tidl. har været bragt på 180grader.
Den danske energi- og klimapolitik gavner ikke det globale klima, og er ikke et eksempel til efterfølgelse, men koster den danske befolkning mange penge og arbejdspladser.
Danmark har altid fokuseret på reduktion af CO2 fra Danmark. Og her har vi nået imponerende resultater. Siden år 2000 er den globale produktion af CO2 steget med 47% medens den danske er reduceret med 36% og udgør nu under 1 promille af den globale. Og med de beslutninger der allerede er truffet om flere vindmøller, så når vi endnu længere. Så vidt så godt. Det er blot en strategi, som har meget lille effekt på det globale klima, for Danmark har lagt hovedvægt på reducere af CO2 fra el-produktionen, som er omfattet af EU´s kvotesystem, der lægger et loft over den samlede CO2-produktion i EU. Så når Danmark reducerer med en vis mængde CO2, så vil de andre EU-lande blot producere en tilsvarende mængde mere, så den samlede virkning af danmarks klimapolitik er forsvindende.
Den store udbygning med vindkraft er ikke et eksempel til efterfølgelse. Der er alt for mange timer, hvor vi ikke kan bruge alt den el, vindmøllerne producerer, og der er alt for mange timer, hvor vindmøllerne ikke producerer nok. Systemet hænger kun sammen, fordi vi har naboer, der kan aftage noget af vores el, når vinden blæser, og som kan levere el til os – fra deres CO2-producerende kraftværker – når vinden ikke blæser. Hvis vores naboer fulgte den danske strategi, brød systemet sammen.
Den danske satsning på biomasse til elproduktion tjener heller ikke som noget lysende eksempel til efterfølgelse. Den er for 99% vedkommende baseret på importeret træflis. Det lader sig kun gøre, så længe Danmark er det eneste land, der gør det. Globalt er der simpelthen ikke biomasse nok.
Naturligvis er der ingen, som ved, hvad de fremtidige priser på fossile brændsler vil blive, men den helt afgørende årsag til de seneste års prisfald, er udviklingen i den amerikanske skiferolie og -gas. Det skyldes ikke så meget nye fund. Man har i mange år vidst, at der var meget store mængder i både Amerika, Europa, Rusland og Kina, men dengang havde man ikke teknologi til at udvinde olien til en konkurrencedygtig pris. Da olieprisen i 2014 var kommet over 100 $, fik man hurtigt udviklet skiffer-teknologien, så olien nu kan udvindes for 30-80 $ pr. tønde. Det er derfor meget usandsynligt, at der kommer et nyt olie-monopol som OPEC, og at verdensmarkedsprisen på råolie kommer over 70-80 $ i de nærmeste årtier.
Den lave verdensmarkedspris på fossiler brændsler gør det kun endnu vanskeligere at få resten af verden til at indgå bindende aftaler om reduktion af CO2. Så alt tyder på, at Danmark stadig vil stå meget alene med sin ambitiøse klimapolitik.
Den danske energi- og klimapolitik er meget dyr. Både i mistet velfærd og i mistede arbejdspladser. Alene de såkaldte PSO-omkostninger er 7 -8 milliarder kr. pr. år. Og det er enda kun en del af de ekstra omkostninger som forbrugerne må betale. F.eks skal der bruges et 2-cifret milliardbeløb til elkapler for at få systemet til at hænge sammen. De ”unødvendige” energiomkostninger er dyre for borgerne og forringer Danmarks konkurrenceevne.
Den tjener kun til, at skiftende ministre kan rejse verden tynd og lade sig tiljuble af klimaentusiasterne på diverse klimakonferencer. Det er tåbeligt. Det er på tide, at den danske energi- og klimapolitik indrettes efter virkeligheden.
Kære Flemming Ulbjerg
De ca. 8 milliarder i PSO har jeg fra Energistyrelsens fremskrivning af PSO på følgende hjemme side.
https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Analyser/20180501_notat_til_offentliggoerelse_-pso-fremskrivning_pba_bf2018_med_ve-andele.pdf
Der ud over kommer en masse ekstra omkostninger, fordi Danmark føre en meget ”ambitiøs” klimapolitik. Sandsynligvis mere end de 8 milliarder, som ikke bogføres som PSO, men som gør ondt på danskerne. Jeg vil nævne et enkelt eksempel. Når et fjernvarmeselskab får påbud om at bruge naturgas i stedet for kul, så fremgår merprisen ikke som PSO, men det er noget der i høj grad gør ondt på fjernvarmekunderne.
Tak for svar,
også selvom det ikke giver et konkret svar.
Et andet forhold du nævner er 7-8 Mia. kr til PSO.
Det må være muligt for dig at finde dokumentation for det tal.
Du må gerne indregne de ca. 2 mia. som bliver betalt af skatteyderne som kompensation til erhvervavirksomheder.
På forhånd tak.
Kære Flemming Ulbjerg
Som det fremgår af mit indlæg, så bygger det på et indlæg, jeg havde på netavisen 180grader i 2012 eller 2013. Hvor jeg dengang havde tallet fra, det husker jeg desværre ikke. Men det glæder mig, at Niels Vestergaard Jespersen her på siden kan henvise til et indlæg i ingeniøren af Niels Hansen, hvor han kommer frem til de samme 99%. Jeg kan komme frem til at Amagerværket blok 4 importerer ca. 1.200.000 ton og Skærbækværket ca. 450.000 ton pr år.
Men tallene ændre ikke pointen; At som systemet er nu, så er Danmark nød til at baserer sig på importeret træflis, ellers hænger systemet ikke sammen.
Så gør jeg opmærksom på, at den Danske klimapolitik er dyr for danskerne. Hvad nr. de danske elpriser ligger på den europæiske statistik, ved jeg ikke, men det er heller ikke pointen.
Pointer er, at hvis Danmark førte den samme klimapolitik, som de fleste lande gør, og ikke mindst de større lande som Kina, Indien og USA – nemlig ingenting, så ville danskerne betale mindst 10 milliarder mindre for el og varme pr år.
Erling Petersen.
Min tidligere kommentar er slettet, kan jeg se.
Jeg spurgte efter documentation for de 99% flis til dansk elproduktion.
Ifølge Energistyrelens statistik importeres 20 – 25% af vores forbrug af flis til energiformål.
Igen; Hvor har du de 99% fra ?
Med venlig hilsen
Flemming Ulbjerg
Prøv lige at skelne mellem træflis brugt til elproduktion og træflis brugt til andre formål.
Der står da vist ikke noget i statistikker om hvor træet til elkraftproduktion (vel at mærke ikke træ til varmeproduktion) kommer fra.
Niels Hansen har i et indlæg i Ingeniøren, hvor du pt også er aktiv, formået at finde tal for disse ting. Han når frem til det samme tal for elproduktion (99% af elektricitet produceret ved hjælp af træ får træet til elproduktion leveret fra udlandet) ved at se på de forskellige danske elværker, hvor kun 2 små danske værker producerer el baseret på hjemlig træmasse (som så udgør mindre end 1%af den samlede træmasse brugt til elproduktion i Danmark)
NVJ.
Jeg efterlyser links, der kan dokumentere de 99%.
ikke hvad en lægmand som Niels Hansen udbreder sig om.
Du / I kender jo udmærket Energistatistikken, som Energistyrelsen udgiver.
Den smule flis vi importerer rækker ikke langt.
Erling Petersen, du skriver:
Den danske energi- og klimapolitik er meget dyr. Både i mistet velfærd og i mistede arbejdspladser. Alene de såkaldte PSO-omkostninger er 7 -8 milliarder kr. pr. år. Og det er enda kun en del af de ekstra omkostninger som forbrugerne må betale. F.eks skal der bruges et 2-cifret milliardbeløb til elkapler for at få systemet til at hænge sammen. De ”unødvendige” energiomkostninger er dyre for borgerne og forringer Danmarks konkurrenceevne.
Jeg går ud fra du er opdateret på at de danske elpriser, ligger blandt den laveste tredjdel I Europa. ?
og at forsyningssikkerheden er den højeste I Europa. ?
Erling Petersen:
Ifølge Energistatistikken fra Energistyrelsen, så er det kun omkring 20 – 25% af vores flisforbrug, som er importeret.
Hvordan kommer du så frem til 99%.
Og har du tænkt dig at give et link. ?
Du skriver:
Den danske satsning på biomasse til elproduktion tjener heller ikke som noget lysende eksempel til efterfølgelse. Den er for 99% vedkommende baseret på importeret træflis. Det lader sig kun gøre, så længe Danmark er det eneste land, der gør det. Globalt er der simpelthen ikke biomasse nok.
Har du links f. eks. til disse tal?