Ti nøgle fakta om det globale klima 2018

Klimarealisme bringer herved med Ole Humlums tilladelse en oversættelse af sammendraget af hans rapport: State of the Climate 2018 som er udgivet på GWPF.

1. Ifølge temperaturmålinger fra instrumentperioden (siden omkring 1850), var 2018 et af de varmeste år i perioden, men køligere end både 2016 og 2017.
2. Ved udgangen af ​​2018 fortsætter den gennemsnitlige globale Lufttemperatur et gradvist fald mod det niveau, der karakteriserer årene før den stærke 2015-16 El Niño episode. Dette understreger, at den globale overfladetemperaturtop i 2015-16 primært er forårsaget af dette oceanografiske fænomen. Det medfører ligeledes, at hvad der er blevet betegnet som ‘temperaturpausen’,’ hiatus ‘eller lignende udtryk, kan genoprettes i fremtiden.
3. Der synes stadig at være en systematisk forskel mellem de gennemsnitlige globale lufttemperaturer målt på stationer ved jordens overflade og målt med satellitter. Især siden 2003 er den gennemsnitlige globale temperaturberegning målt ved jordens overflade afvigende fra satellitmålingerne i varm retning.
4. Temperaturvariationerne registreret i den nederste del af troposfæren afspejles generelt på højere højder også, og den samlede temperatur ‘pause’ siden omkring 2002 er registreret på alle højder, herunder troposfæren og ind i stratosfæren ovenfor. I stratosfæren
   begyndte “temperaturpausen” dog allerede omkring 1995; 5-7 år før en lignende “temperatur pause” begyndte i den nederste troposfære nær planetens overflade. Stratosfæretemperaturens ‘pause’ har nu varet uden afbrydelse i omkring 24 år.
5. Den seneste 2015-16 El Niño var blandt de stærkeste siden starten af ​​registreringen i 1950. Når man ser på hele perioden er de nyligt forekommende skift mellem El Niño og La Niña episoder ikke usædvanlige.
6. Siden 2004, da Argo-bøjerne blev sat i drift, er de globale oceaner over 1900m dybden gennemsnit blevet noget varmere. Den maksimale opvarmning (som sker mellem overfladen og 120m dybde) påvirker hovedsagelig oceanerne nær ækvator, hvor den indkommende solstråling er maksimal. I modsætning hertil er der målt en udtalt nettokøling for det Nordlige Atlanterhav siden 2004.
7. Data fra tidevandsmålere over hele verden antyder en gennemsnitlig global stigning på havniveauet på 1-1,5 mm / år, mens satellitmålingerne antyder en stigning på ca. 3,2 mm / år. Den store forskel mellem de to datasæt har stadig ingen bredt accepteret forklaring.
8. Siden 1979 er den arktiske og antarktiske havis udstrækning henholdsvis faldet og øget. Overlejret disse overordnede tendenser er der dog også observeret vigtigevariationer af kortere varighed . I Arktis er en 5,3-årig periodisk variation væsentlig, mens der for Antarktis ses en variation på ca. 4,5 år. Begge disse cyklusser nåede deres minima samtidig i 2016, hvilket forklarer det samtidige minimum i den globale havis-udstrækning. En ny fase, med udvikling mod større isdækning på begge halvkugler, kan nu være begyndt.
9. Den nordlige halvkugles snedække har gennemgået betydelige lokale og regionale variationer fra år til år. Den generelle globale tendens siden 1972 er imidlertid et overordnet stabilt snedække.
10. Tropiske storm og orkan akkumulerede cyklon energi (ACE) værdier siden 1970 har viste store variationer fra år til år, men ingen generel tendens til enten lavere eller højere aktivitet. Det samme gælder for antallet af orkaner, der rammer land på USA, hvor observationerne startede i 1851.