Et klimarealistisk syn på “New Green Deal”

Af Rasmus Toft-Petersen

Jeg synes ikke, at argumentationen i forslaget til the Green New Deal hænger særligt godt sammen, og mange elementer er ret kritisable [1].

Man starter med at ridse konsekvenserne af klimaforandringer op, blandt andet at omkostningerne kan løbe op i 500 milliarder dollars årligt, i år 2100. Altså godt 2.5 % af USA’s nuværende BNP. Det er selvfølgelig ret mange penge. Dernæst går man videre til at ridse en række ’relaterede kriser’ op. For eksempel, at en betydelig del af USA’s befolkning mangler sundhedssikring, uddannelse, sund mad og så videre. Eller at timelønnen stagnerer og den sociale mobilitet er lav. Der står også en masse om ulighed generelt, og både race- og kønsrelateret ulighed. Selvom de er vigtige sager for den amerikanske venstrefløj, er det uklart hvad de har med udledning af drivhusgasser at gøre. Den kobling kan ikke umiddelbart forsvares, og det virker som om man bruger det presserende element i et miljøproblem, til at tvinge sine øvrige mærkesager igennem. Hvis man virkelig er bekymret for klimaforandringer, virker det hverken konstruktivt eller oprigtigt, at polarisere klimatiltag mere end højst nødvendigt, men det er præcis hvad forslaget gør.

Forslaget udviser i øvrigt en voldsom lukkethed overfor nye udviklinger og forskning. Der angives en tidsramme på kun 10 år, over hvilken en omfattende mobilisering af grøn teknologi på tværs af alle sektorer skal implementeres. Målet er at fjerne udledning og forurening, ’så vidt teknisk muligt’. Elnettet skal opgraderes, vedvarende energikilder implementeres, alle bygningerne skal opgraderes og forurening fra industrien skal væk.

Men en 10-års tidsramme udgør en ret voldsom teknisk begrænsning. For det første holder infrastruktur længe. USA’s elnet blev bygget i 50’erne og 60’erne. For det andet er infrastruktur dyrt. En udskiftning af USA’s nuværende elektricitetsinfrastruktur er vurderet til at koste 5000 mia dollars [2], og en udskiftning af bilparken koster nogenlunde det samme. USA’s flypark koster ca. 1000 mia dollars. Men det er kun toppen af isbjerget. Fabrikationsindustrien, stålindustrien og alle bygningerne – skal også de have en overhaling på kun 10 år? Den samlede infrastruktur repræsenterer en investering mange gange større, end det årlige tab som følge af klimaforandringer estimeres til at være om 80 år. Visdommen i at skynde sig så meget er yderst tvivlsom, især i betragtning af at USA kun vil stå for 12-15 % af det globale energiforbrug i år 2050. De samfundsøkonomiske omkostninger må være enorme.

Det værste er, at når man så først har udskiftet en stor del af infrastrukturen, er det ikke noget, man gør igen 10 år senere. Derfor låser man sig i høj grad fast på sine løsninger i flere årtier, når først de er implementeret. Forskning i visse nye teknologier vil i høj grad være perspektivløse på kort sigt derefter. Pengene er allerede blevet brugt. Jeg håber ikke, at den politik bliver implementeret, men det er der vist heller ikke den store risiko for.