Af Erling Petersen, civilingeniør, tidligere direktør i Dansk Fjernvarme
Med få års mellemrum hører vi om nye mastodont klimakonferencer, som skal redde verden. I 2018 var det i Katowice med 22.000 deltagere, og i 2015 var det i Paris med 44.000. Langt de fleste kom med fly, og med den CO2 produktion som følger heraf. Begge gange fik vi at vide, at de havde opnået et meget positivt resultat i 11. time. Ser man nærmere på det de konkrete resultater falder begejstringen en del. Det kompromis man var så begejstret for i 2018 var, at man udsatte behandling af spørgsmålet til næste møde! I Paris blev man enige om, at alle de deltagende lande skulle oplyse, hvor meget CO2 de forventede at producere i 2015 og i 2030. Ingen konkrete krav til reduktioner. Lægger man tallene sammen, så ser man, at produktionen forventes at stige ganske betragteligt.
De store klimakonferencer startede med Rio i 1992. Der var der, at FN lagde fundamentet til de kommende mammut konferencer. Man delte alle verdens lande op i 2 grupper. Den ene var ”rige industrilande”, Annex-lande. Den anden gruppe var ”fattige udviklingslande”, Non-Annex-lande. Man var enige om at fastslå, at klima-problemet skyldtes, at de rige lande havde afbrændt alt for meget fossilt brændsel, så det var også dem, der skulle betale regningen. Desuden kunne man ikke forvente, at de ”fattige” kunne bruge penge på en grøn energiforsyning. De havde jo rigeligt at gøre med at kæmpe sig ud af fattigdommen. Derfor blev de ”rige” nød til at betale for de ”fattige”. I Paris bekræftede man igen, at hvert år skulle de ”rige”overføre ca. 100 milliarder $ til en fond, som skulle fordeles mellem de ”fattige” for at hjælpe dem til en mere grønt energiforsyning. Penge skulle gå til konkrete projekter, men man var også enige om, at nogle af pengene kunne gå til de ”fattige”, til dækning af deres udgifter ved deltagelse på diverse klimakonferencer. Så vidt så godt. Men som altid ligger djævelen i detaljen! Hvem er ”rig” og hvem er ”fattig”?
I følge FN/IPCC er Kina, Indien, Iran, Saudi-Arabien og Brasilien alle ”fattige”, og de står tilsammen for ca.40% af den globale produktion af CO2, og med den fart der er på i både Kina og Indien, vil det snart være langt over halvdelen.
Det er aldeles utænkeligt, at USA og EU vil betale for disse landes omstilling.
Men det nuværende system gør det muligt for f.eks. Kina at deltage i det globale klima-cirkus på USA´s og EU´s regning, og anklage USA og EU for at spille hasard med klodens klima, fordi de ikke vil betale for at få bygget vindmøller i Kina. FN vil aldrig få lavet en aftale, som fjerner lige som meget CO2, som det rejsende klima-cirkus har produceret!
Danish